Midt i krigen – møder med mennesker i Syrien og Irak
Personlige fortællinger fra mine rejser til krigszoner, flygtningelejre og frontområder
Hvordan ser krigen ud, når man kommer væk fra tv-skærmen og står midt blandt de mennesker, der lever med dens konsekvenser?
Gennem en årrække rejste jeg igen og igen til Syrien og Irak. Jeg besøgte flygtningelejre, byer og landsbyer tæt på fronten og bevægede mig i områder, hvor krigen mod Islamisk Stat var en del af hverdagen.
Rejserne bragte mig tættere på krigen, end jeg nogle gange havde forestillet mig. Jeg er blevet tilbageholdt og afhørt af militær og myndigheder, har overnattet sammen med IS-krigere, oplevet angreb med selvmordsbombere – og på en af rejserne blev min rejsemakker bortført af Islamisk Stat.
Men foredraget handler ikke kun om de dramatiske oplevelser.
Det handler først og fremmest om de mennesker, jeg mødte undervejs: flygtninge, soldater, familier og mennesker, der havde mistet næsten alt. Om livet i lejrene, frygten, håbet og de valg, mennesker træffer, når verden omkring dem bryder sammen.
Undervejs viser jeg mine egne billeder og fortæller historierne bag dem – også om de oplevelser og møder, der gjorde størst indtryk på mig, og som stadig står klart i min erindring.
Det er samtidig en fortælling om den virkelighed, som hundredtusinder af mennesker flygtede fra, og som vi i Danmark ofte kun lærte at kende gennem nyhedsudsendelser, statistik og politiske diskussioner.
Foredraget bringer publikum tæt på en krig og nogle mennesker, de fleste kun har mødt gennem medierne – fortalt af én, der selv stod midt i begivenhederne.