De 19 IS-børn og deres mødre i Syrien – mit dilemma

De 19 IS-børn og deres mødre – mit dilemma

I øjeblikket er der et stigende pres på regeringen for at få 19 børn, hvoraf den ældste er 14 år, hjem fra de kurdisk kontrollerede fangelejre i Syrien. Lejrene rummer op imod 70.000 kvinder og børn, som blev taget til fange da Islamisk Stats terror regime i Syrien og Irak brød sammen. De er alle kvinder som har tilsluttet sig Islamisk Stats terrorregime og som har været gift med krigere fra det selverklærede kalifat.

Blandt de politiske partier er der stor splittelse i forhold til, om Danmark skal gøre noget aktivt for at få børnene hjem. Også ude i befolkningen, er der en vis splittelse.

Hvis man spørger danskerne om IS-børnene, mener 34% i en nylig undersøgelse at børnene skal hjem og 49% siger nej. Hvis det drejer sig om både mødre og børn, er hele 65 procent uenige i at Danmark bør hjemtage de danske børn i Syrien.

Jeg selv, er utrolig splittet imellem de retslige forpligtelser og så den viden og indsigt jeg har på området. Men en ting er sikkert, jeg er glad for at det ikke er mig der skal tage beslutningen.

Jeg vil prøve at forklare hvilke dilemmaer, som skaber den store splittelse i mig, og som gør at jeg har svært ved at tage stilling.

Forenklet set, er det en simpel beslutning

Jeg kan anskue sagen om disse 19 børn på mange måder. Hvis jeg forholder mig helt nøgtern, så har vi 19 uskyldige børn siddende i fangelejrene al-Hol og al-Roj i det kurdiske kontrolleret i Nordsyrien under kummerlige forhold. Hvis jeg udelukkende skal danne mig en mening ud fra det faktum, så skal de børn til Danmark hurtigst muligt.

Hvis jeg igen gør det enkelt, og medtager børnenes mødre. Så vil jeg tænke, at selvfølgelig skal de hjælpes hjem til Danmark, da de er danske statsborgere og fordi vi har en række internationale forpligtelser og konventioner, som vi skal leve op til.

Med dette som udgangspunkt er det ikke svært at tage stilling. Så skal de bare hjem i en fart.

Men så enkelt er det ikke for mig

For mig personligt, er det umuligt at forsimple tingene på denne måde. Jeg har i over 15 år beskæftigede mig med Islamistisk radikalisering og ekstremisme, og har derfor en masse viden og mange erfaringer som jeg nødvendigvis skal have med i mine overvejelser om, hvorvidt børnene og deres mødre skal hjælpes til Danmark eller ej.

Nogle af de overvejelser jeg tumler med, vil jeg gerne dele med jer, for at give jer et indblik i hvorfor jeg har svært ved at beslutte, om de skal hjælpes til Danmark eller ej.

Mødrene har, med åbne øjne, tilsluttet sig Islamisk Stats terrorregime med alt hvad dette indebar

Mødrene tog i sin tid til Syrien for aktiv at tilslutte sig Islamisk Stat. Med åbne øjne, valgte de at indgå i deres religiøse terrorideologi. Denne beslutning tog de imens Islamisk stat var i en brutal krig med Syriens og Iraks/Kurdistans befolkninger, samt med resten af verden i form af forskellige terrorangreb mod den civile befolkning.

Disse unge kvinder valgte således at støtte en ideologi, der indebar at de skulle leve i en religiøs terror-stat, styret af meget brutale love.

Islamisk Stats brutale verden

I Islamisk Stat var slaveri tilladt, og man kunne som familie købe en hus- eller sexslave på slavemarkeder. Disse slaver var som regel børn og unge kvinder fra det religiøse mindretal, Yazidierne fra Nordirak.

Jeg har på mine rejser mødt flere børn og kvinder, der har været hus-og sexslaver i IS-familier. Deres beretninger er så grusomme, at man næsten ikke kan tro på dem.

Islamisk Stats krigere massehenrettede 10.000-vis af Yazidi drenge og mænd og smed dem i massegrave alene fordi, de i deres øjne var vantro. De torturerede og henrettede offentligt deres modstandere på torvet i byerne. Homoseksuelle blev henrettet ved, at de smed dem ud fra høje bygninger mens befolkningen så på. De skar hovederne af deres gidsler og fanger, og hovederne blev nogle gange sat på spyd til skræk og advarsel. End ikke nødhjælpsarbejdere eller journalister gik fri for denne brutale henrettelsesform.

Islamisk Stat iværksatte ligeledes programmer målrettet helt små børn. Her skulle drengene trænes til at dræbe og udføre terrorangreb, fx i form af selvmordsbombe-angreb. Jeg har set videoer af børn, på ca. ti år, henrette fanger ved at skyde dem i hovedet. Og jeg kunne blive ved.

Alt dette var disse kvinderne klar over, da de forlod Danmark for at tilsluttede sig ”Kalifatet”. For Islamisk Stats propagandaapparat filmede alle deres grusomme gerninger i bedste kvalitet, og delte de grusomme film på sociale medier som et middel til, at tiltrække unge fanatiske muslimer fra hele verden. Det kan lyde uvirkelig på os andre, at disse brutale videoer har kunne tiltrække nogen. Men det har været et målrettet middel til at få fat i dem, med den der havde den ”rette” tro og ideologi.

Børneopdragelse i Islamisk Stat

Børn var en vigtig brik i Islamisk Stats strategi for at udvikle og videreføre deres selvudråbte kalifat. Kvinderne blev opfordret til at føde så mange børn som muligt. Hvis deres mænd blev dræbt, giftede Islamisk Stat dem hurtig med en ny kriger så produktionen af børn kunne fortsætte. Drengene blev målrettet opdraget som krigere med et ønske om at blive martyr for ”kalifatet”. Pigerne blev opdraget til at støtte mændene og føde børn. Mødrenes rolle var at sørge for, at deres børn fik den rette opdragelse. Derfor indoktrinerede møderne deres børn med Islamisk Stats religiøse normer og værdier. Der er med stor sandsynlighed en del af de 19 børn, der har levet under Islamisk Stat, som målrettet er blevet hjernevasket med Islamisk Stats religiøse normer og værdier. Børnene lærte at, vesten er den onde verden og at vantro er en fjende af alle muslimer og derfor skal dræbes.

Islamisk stats lever videre i fangelejrene al-Hol og al-Roj

Da Islamisk Stats terrorregime brød sammen, blev mange af krigernes koner taget til fange. Heraf også de danske kvinder. Mange af dem var blevet enker, da deres mænd var dræbt i forsvaret for kalifatet.

Islamisk Stat lever via kvinderne videre i lejrene, da disse kvinder forsat opretholder de samme normer og værdier som under ”kalifatet”. Man kan på en måde sige, at Islamisk stat lever videre, bare bag pigtråd. 

Det vil sige, at de kvinder og børn, der lever i lejrene, er underlagt samme strenge religiøse sociale kontrol som de var under Islamisk Stat. Derfor må man således antage, at børnene forsat bliver hjernevasket med samme normer og værdier som i ”kalifatet”.

Kan man afradikalisere mødre og børn, hvis de ikke selv ønsker det?

I de politiske diskussioner om hjemtagelse at børnene og deres mødre, bliver afradikalisering ofte nævnt som en nødvendig indsats for at de kan vende tilbage. Det der her bekymrer mig, er om det overhovedet kan lade sig gøre at afradikalisere mødrene og deres børn?

Jeg har i mange år arbejdet med religiøs radikalisering og ekstremisme, og har derfor fulgt resultaterne nøje. Selvfølgelig er der eksempler på, at man i arbejdet med ekstremistiske religiøse miljøer, har fået unge hjulpet ud af dem, ved en aktiv indsats. Der har også været afradikaliserings programmer for hjemvendte syrienskrigere, som har hjulpet nogle. Men, der er desværre også mange hjemvendte IS-tilhængere, som ikke har ønsket indgå i afradikaliserings programmerne. Det er min erfaring, at dem der takker nej, er de mest radikaliserede. Det er min overbevisning at afradikaliseringen ikke kan foregå ved tvang. Det gælder både for børn og voksne. Hvis afradikaliserings programmerne skal virke, skal den radikaliserede have indset at det man var en del af, var noget rigtigt skidt. Og man skal have et brændende ønske om at forlade den ideologi man indtil da, har været en del af.

I det hele taget har jeg endnu til gode, at se hårdkogte tilhængere af Islamisk Stat, som er blevet afradikaliseret. Det rejser derfor følgende spørgsmål.

Hvis de 19 børn og deres mødre kommer til Danmark, og de ikke ønsker at samarbejde med myndighederne og ikke vil indgå i et sådant program. Hvad gør vi så? Og kan vi så overhovedet stille noget op?

De ekstremistiske miljøer står klar med åbne arme

Vi mennesker tiltrækkes og dermed efterstræber, helt naturlig, at være sammen med andre vi har et norm- og værdifællesskab med. Det må betyde, at de hjemvendte mødre sandsynligt vil være tiltrukket af det religiøse miljø herhjemme, som deler Islamisk Stats ideologi. Et sådant fællesskab, vil skabe tryghed hos både IS-kvinderne og deres børn på grund af de fælles normer og værdier.

Derfor er Jeg bekymret for, at IS-kvinderne og deres børns hjemkomst til Danmark vil være med til at styrke det ekstremistiske miljø her i Danmark. Jeg er heller ikke enig med PET´s analyse i, at man kan udelukke at IS-kvinderne og deres børn kan komme til at udgøre en trussel for samfundet.

Jeg tvivler på, at det vil være IS-børnenes tarv, at de hjælpes til Danmark

Prøv at lave dette tankeeksperimentet.

Hvordan vil børnene have det med at komme til Danmark. Hele deres liv, er de blevet hjernevasket med Islamisk Stats religiøse normer og værdier. De er opdraget til, at den vestlige verden er fuld af fjender, der vil slå dem ihjel. De har lært, at alle ikke muslimer er fjender, som Gud helst ser udslettet.

Så det store spørgsmål er i virkeligheden hvordan disse børn vil reagere, når de sætter fod på dansk grund og bliver omgivet af ”fjender” som de kun tror vil dem ondt.

Jeg er bekymret for, at hvis børnene kommer til Danmark vil de blive yderligere traumatiseret og angste, hvis mødrene ikke har ændret deres islamistiske normer og værdier. Så vil børnene nemlig stadig af deres mødre blive fastholdt i det verdensbillede.

Måske vil et liv i den arabiske verden være bedst for disse børn?

Jeg har selv været i rigtig mange flygtningelejre i Syrien og Irak, og ved derfor hvor umenneskelige forholdene kan være i sådanne lejre. Så et liv uden for lejrene vil helt sikkert være bedst for børnene. Men om Danmark er det bedste sted for børnene, kan jeg af og til tvivle på. Og hvis jeg udelukkende tænker på barnets tarv, hælder jeg nok mest til at hjælpe dem til at få et liv i den del af verden, som de fleste er født ind i.

De sociale tiltag og indsatser har kun en chance, hvis IS-mødrene vil samarbejde

For mig er hjemtagelsen af IS-børnene og deres mødre ikke en sort/hvid beslutning. Den er fyldt med mange dilemmaer. En af de ting, der nager mig mest, er at vores lovgivning slet ikke er gearet til at arbejde med denne problemstilling. Hvis mødrene ikke vil samarbejde, er der ikke rigtig noget at stille op for myndighederne. Og det bekymrer mig.

Jeg har arbejdet med flere forældre, hvis børn er radikaliseret og har været i Syrien og kæmpe for Islamisk stat. De er hverken blevet retsforfulgt eller kommet i afradikaliserings program da de kom hjem, da de har nægtet at samarbejde med de ´”vantro” myndigheder. Derfor har de bare kunne vende tilbage til det samme radikaliserede miljø, de før var en del af. Jeg er bange for at det vil være nøjagtig det samme, der vil ske for IS-kvinderne og deres børn. Og det syntes jeg vil være en hån, mod alle Islamisk Stats ofre, og på de mange som stadig er tvunget til at leve under kummerlige forhold i flygtningelejre pga. Islamisk Start har gjort deres områder ubeboelige.

 

På trods af dette er jeg stadig splittet

Jeg har om nogen, ved selvsyn set og oplevet den grusomhed Islamisk Stat har tilført befolkningerne i de områder de haft magten i. Igennem 7 år, har jeg to gange årligt rejst i konfliktområderne i både Syrien og Nordirak. Jeg har mødt mange, som har været slaver hos Islamisk Stat. Jeg har mødt familiemedlemmer, som har været tvunget til at overvære deres kære få skåret hovederne af. Jeg har set massegravene. Jeg har set smadrede byer, deres skjulte terror bomber. Jeg er blevet angrebet af dem. Jeg har besøgt de mange kummerlige flygtningelejre som rummede deres ofre. Jeg har hjulpet forældre, hvis børn tilsluttede sig Islamisk Stat.

Så jeg har om nogen, været vidende til den ondskab som fulgte med Islamisk Stat.

Det, der stadig gør at jeg stadig er splittet, er vores retlige forpligtelser over for egne statsborgere. For, hvordan kan vi forlange at andre lande skal tage imod deres statsborgere, hvis de af en eller anden grund er uønsket i Danmark, hvis vi ikke selv er villige til at gøre det samme?

Men en ting er sikkert. Jeg er glad for, at jeg ikke skal træffe afgørelsen. Dette indebærer nemlig også et kæmpe ansvar over for den danske befolkning, at hjælpe IS-børnene og deres mødre til Danmark. For hvad gør vi, hvis de nægter at samarbejde og i stedet tilslutter sig de ekstremistiske islamistiske miljøer. Og dermed kan blive en alvorlig trussel for vores samfund?

Og ikke mindst, er jeg bekymret for om vores bestræbelser for at ville hjælpe børnene, ikke i sidste ende vil være med til at traumatiserer dem yderligere. Under alle omstændigheder så syntes jeg, at denne sag er fyldt med mange dilemmaer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.