Kommissionens anbefalinger mod social kontrol halter – vi må starte langt tidligere

Af Henrik Kokborg, integrationsrådgiver og kursusudbyder

Kommissionen for den glemte kvindekamp har sat fokus på negativ social kontrol i minoritetsmiljøer. Deres anbefalinger om øget oplysning, støtte til kvinder og styrkede krisecentre er vigtige skridt fremad. Især deres fokus på bedre retsbeskyttelse for voldsudsatte kvinder og en mere systematisk indsats mod social kontrol fortjener ros.

Men anbefalingerne har afgørende mangler. De adresserer ikke de grundlæggende mekanismer, der skaber og opretholder social kontrol, og de mangler en helhedsorienteret indsats, der starter tidligt i børns liv. Hvis vi virkelig vil bekæmpe social kontrol, skal vi turde tage fat på de strukturer og normer, der gør, at kontrol bliver en integreret del af børns identitet.

Social kontrol starter tidligt – dagtilbud spiller en nøglerolle

Mange ser negativ social kontrol som et problem, der først opstår i teenageårene, når unge piger får restriktioner på, hvem de må ses med, og hvordan de må klæde sig. Men dette er blot en videreførelse af en langt tidligere proces. Social kontrol formes allerede i dagtilbuddene, hvor børn tilegner sig familiens normer.

Allerede i børnehavealderen lærer børn, at deres adfærd bliver overvåget – ikke kun af voksne, men også af jævnaldrende. Små piger bliver irettesat af drenge, hvis de leger med de “forkerte” børn eller deltager i aktiviteter, der anses for upassende. En pige, der klæder sig anderledes, kan opleve at blive udskammet, fordi hun “ikke opfører sig som en ordentlig pige”. Drengene lærer samtidig, at det er deres ansvar at beskytte familiens ære ved at korrigere pigernes adfærd.

Hvordan fagprofessionelle utilsigtet kan forstærke social kontrol

Fagprofessionelle kan ubevidst bidrage til at fastholde religiøse normer og begrænsninger. I forsøget på at tage hensyn kommer de ofte til at håndhæve regler, der ikke gælder for alle, men er specifikke for bestemte grupper.

Eksempel: Pædagogen, der fjernede et barns vingummi

I et dagtilbud fejrede et barn sin fødselsdag ved at dele slikposer ud. Da en muslimsk dreng var ved at spise en vingummi, greb en pædagog ind og tog den fra ham. Hun mente at have hørt, at muslimer ikke måtte spise vingummi pga. gelatine fra svin. Drengen protesterede og sagde, at han ofte spiste vingummi derhjemme. Alligevel fastholdt pædagogen, at muslimer ikke måtte spise vingummi.

Denne handling sendte et signal til hele børnegruppen om, at “muslimer ikke må spise vingummi” – en regel, der kun gælder for en mindre del af de mest praktiserende muslimer. Herved blev religiøs kontrol utilsigtet indført i institutionen.

Konsekvenserne af ubevidst social kontrol i institutioner

Når fagprofessionelle ubevidst forstærker religiøse normer, har det vidtrækkende konsekvenser:

• Børn opfatter religiøse regler som faste og uforanderlige, selv hvis deres egne familier ikke følger dem.
• Jævnaldrende begynder at internalisere og håndhæve religiøse normer over for hinanden.
• Kollegaer på institutionen overtager de samme normer af frygt for at krænke nogen.

Fagprofessionelle bør derfor sikre en neutral og sekulær praksis i dagtilbud og skoler.

Hvordan undgår vi, at fagprofessionelle utilsigtet forstærker social kontrol?

• Spørg ind til barnets egen praksis og familiens holdning frem for at lave generelle antagelser om bestemte grupper.
• Fasthold dagtilbud og skoler som neutrale frirum, hvor børn kan udforske deres identitet uden religiøs eller kulturel sanktionering.
• Uddan fagprofessionelle i interkulturel forståelse, så de kan skelne mellem respekt og utilsigtet håndhævelse af begrænsende normer.

En nødvendig indsats – handling er påkrævet

Hvis vi vil sikre børns frihed og ret til selvbestemmelse, skal vi handle nu. Vi må ikke blot hjælpe de unge, der allerede er fanget i social kontrol – vi skal sikre, at skoler og dagtilbud ikke bliver medløbere i at fastholde normer, der binder børn til parallelsamfundets logik.

Kommissionens anbefalinger mangler afgørende elementer

Kommissionens forslag har store mangler, fordi de overser en central realitet: Kvinder spiller ikke kun rollen som ofre i social kontrol, men er i høj grad også aktive udøvere af denne kontrol. I mange muslimske miljøer er kvinder moralens vogtere og ansvarlige for at opretholde og håndhæve de religiøse normer og værdier. Det betyder, at social kontrol ikke kun udøves af mænd, men også af mødre, bedstemødre, tanter og søstre, som viderefører og forstærker æreskulturen.

Kommissionens forslag er ikke tilstrækkelige, fordi de mangler:

1. Tidlig indsats i dagtilbud og skoler – Social kontrol starter ikke i teenageårene, men langt tidligere. Der mangler en målrettet indsats for de yngste børn.
2. Konsekvenser for udøvere af social kontrol – Anbefalingerne adresserer ofrene, men ikke dem, der fastholder piger i ufrihed.
3. Opgør med parallelsamfundets kontrolsystemer – Der er ingen forslag til at bryde de strukturer, der understøtter social kontrol.
4. Inddragelse af drenge, mænd og kvinder som kontroludøvere – Social kontrol opretholdes ikke kun af ældre mænd og unge drenge, men også af kvinder, som aktivt fastholder normerne og regulerer andre kvinders adfærd. Hvis vi skal bekæmpe social kontrol effektivt, skal vi anerkende kvinders rolle i at videreføre disse strukturer og inddrage dem i løsningerne. – Social kontrol opretholdes ofte af både ældre mænd og unge drenge. De skal inddrages i løsningerne.

Modstand fra parallelsamfund må ikke afholde os fra handling

Hvis vi vil give piger frihed, skal vi starte, før social kontrol bliver en del af deres identitet. Kun ved en tidlig og konsekvent indsats kan vi bryde det mønster, der i generationer har fastholdt kvinder i parallelsamfund.

Modstanden mod at bekæmpe social kontrol kommer fra flere fronter i parallelsamfundene. Først og fremmest skyldes det, at social kontrol er en central mekanisme, der opretholder fællesskabets normer og sikrer, at kollektivet forbliver intakt. Mange familier ser det som deres pligt at fastholde børn og unge, særligt piger, i de traditionelle værdier, og derfor bliver ethvert tiltag, der udfordrer dette, mødt med skepsis eller direkte modstand.

Religiøse og kulturelle autoriteter i parallelsamfundene har også en stærk interesse i at bevare de gældende normer, fordi de styrker deres magtposition. Disse ledere argumenterer ofte for, at tiltag mod social kontrol er et angreb på deres kultur og religion og kan mobilisere deres netværk til at modarbejde politiske og pædagogiske indsatser.

Derudover møder vi modstand fra kvinder, der selv har internaliseret de religiøse og kulturelle normer og derfor ser det som deres ansvar at opretholde dem. De kan aktivt deltage i at håndhæve social kontrol ved at sanktionere unge piger, der forsøger at bryde fri, og ved at modarbejde initiativer, der fremmer kvinders rettigheder og frihed.

Endelig findes der en generel berøringsangst i det omkringliggende samfund, hvor politikere, fagfolk og institutioner ofte tøver med at tage fat på problemstillingen af frygt for at blive beskyldt for diskrimination eller stigmatisering. Denne tøven giver de mest konservative kræfter i parallelsamfundene frit spil til at fastholde de undertrykkende strukturer.