Vi har prøvet meget – men overset det vigtigste
Af Henrik Kokborg, integrationsrådgiver og specialist i interkulturelt socialt arbejde
I over 40 år har Danmark forsøgt at få kvinder med baggrund i MENAPT-landene (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet) i beskæftigelse. Mange af disse kvinder står uden for arbejdsmarkedet – og har gjort det i årevis. Det til trods for utallige integrationsprojekter, beskæftigelsesforløb og kommunale indsatser.
Det er ikke viljen, der har manglet. Det er forståelsen.
Ikke bare en sprogbarriere
Det er en udbredt misforståelse at tro, at lav beskæftigelse primært skyldes sproglige eller faglige mangler. Selvfølgelig spiller de en rolle, men årsagerne er langt mere komplekse. Mange af kvinderne er vokset op i miljøer, hvor arbejdsliv for kvinder ikke er normen – og hvor både direkte og indirekte social kontrol fastholder dem i hjemmet.
Derfor nytter det ikke at møde kvinderne som om, de blot er ledige på samme vilkår som andre. Det er de ikke. De er ofte socialiseret ind i et liv, hvor arbejdsmarkedet hverken er en forventning, en mulighed eller et ønske – og hvor selv små skridt væk fra hjemmet kan opleves som en trussel mod familiens ære.
En beskæftigelsesindsats uden interkulturel forståelse
I årevis har man sat gang i aktiviteter som cykelkurser, sykurser, danskforløb, hygiejnekurser og madlavningsprojekter. Mange initiativer har været kreative og velmente – og nogle har haft god effekt. Men mange har også fejlet. Ikke fordi de var forkerte i sig selv, men fordi de blev gennemført uden forståelse for den kulturelle virkelighed, kvinderne lever i.
Tilgangen har ofte været præget af en individualistisk og dialogbaseret metode: borgeren skal motiveres, have ansvar for egen læring og tage aktivt del i sin egen jobplan. Det giver mening, hvis man har en dansk socialisering. Men for kvinder fra stærkt familiære og patriarkalske miljøer – med æreskulturelle normer og en religiøst funderet autoritet – fungerer den tilgang ikke nødvendigvis.
Familiens stemme er stærkere end systemets
For mange af disse kvinder er det ikke dem selv, der træffer beslutningerne. Det gør familien – ofte manden, svigerfamilien eller et ældre familiemedlem. Hvis kvinden vælger en vej, der strider imod familiens ønsker eller miljøets normer, kan konsekvenserne være alvorlige: konflikter, udskamning, social isolation eller skilsmisse.
Når man som fagperson sidder over for en kvinde, der tilsyneladende er uengageret, modvillig eller svær at motivere, er det ofte ikke udtryk for dovenskab – men for loyalitet. Hun kan være fanget mellem systemets krav og familiens forventninger. En loyalitet, der er svær at bryde med – især hvis man hele livet er opdraget til, at familieæren vejer tungere end egne ønsker.
Helbredsfortællinger som kulturel strategi
En anden vigtig barriere er de helbredsmæssige fortællinger, mange kvinder giver udtryk for. De føler sig syge, trætte, angste eller uoplagte. Mange bliver derfor fritaget for aktivering eller visiteres til skånsomme forløb. Men i mange tilfælde er der ikke tale om diagnosticerbare sygdomme i vestlig forstand – men om en kulturelt formet måde at forklare og legitimere fraværet fra arbejdsmarkedet.
I nogle miljøer er kvindens “svaghed” ikke blot accepteret, men forventet. En syg kvinde kan lettere undgå beskæftigelse uden at det skaber sociale problemer. Hun fastholder sin rolle som omsorgsgiver og undgår samtidig at bringe familiens ære i fare. Det betyder ikke, at hun lyver – men at hendes sygdomsforståelse er formet af en kulturel logik, der adskiller sig fra vores egen.
En kompleks opgave – og en nødvendig faglighed
Den store fejl i den beskæftigelsesrettede indsats er, at vi har forsøgt at anvende de samme redskaber, som vi bruger over for andre ledige – uden at tilpasse vores tilgang til den kulturelle virkelighed, kvinderne kommer fra.
Vi har behandlet dem som enkeltindivider med frie valg – i en kontekst, hvor valg ikke altid er mulige. Vi har tilbudt dialog, hvor autoritet forventes. Vi har givet ansvar, hvor afhængighed er normen. Vi har lyttet til symptomer, uden at forstå, hvad de dækker over.
Hvis vi skal lykkes med at få flere kvinder fra MENAPT-parallelsamfund i beskæftigelse, kræver det ikke nødvendigvis nye projekter. Det kræver en ny faglighed – en interkulturel forståelse, der rækker dybere end overfladisk kulturviden og konkrete “redskaber”. Det handler om at forstå det system af normer, æresbegreber og magtstrukturer, som kvinderne er en del af – og at forstå, hvordan de påvirker deres mulighed for at deltage aktivt i samfundet.
Det er komplekst. Men det er ikke umuligt. Vi skylder både kvinderne og vores samfund at tage den kompleksitet alvorligt.
Vil du have konkrete redskaber til at arbejde kvinder med MENAPT-baggrund?
👉 Så kom med på mit kursus: “Hvordan får vi flere kvinder fra MENAPT-parallelsamfund i beskæftigelse?”
🎯 1-dagskursus målrettet jobcentre og fagfolk der arbejder med kvinder med MENAPT-baggrund.
Læs mere og tilmeld dig her:
🔗 www.integrationsinfo.dk/kurser-menapt-kvinder
