Henrik Kokborg
Af Henrik Kokborg

Siden Coronapandemien kom til Danmark, har der været store udfordringer med at holde Coronasmitten nede i vores udsatte boligområder.

Blandt ikke-vestlige borgere og efterkommere har smitten været høj siden starten af pandemien. Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere udgør 8,9 pct. af befolkningen, men 23 pct af de smittede indtil videre i år.

Vores myndigheder, har siden Coronavirussen kom til Danmark haft stort fokus på og iværksat målrettede indsatser i de udsatte boligområder. Og alligevel kommer disse boligområder jævnligt i søgelyset pga. alt for høje smittetal.

Fagfolks og eksperters årsagsforklaring er mangelfuld

Årsagerne til det høje smittetryk er livligt blevet diskuteret. Forklaringer om at vores ikke-vestlige medborgere og efterkommere har sværere ved at isolere sig, da de bor flere i lejlighederne, at de arbejder i borgernære jobs, har ringe uddannelsesniveau, ringe sprog, har sociale problemer osv. er hyppigt fremsat.

Og selvfølgelig er alt dette en del af årsagsforklaringen, men det er bare langtfra hele forklaringen.

Faglig modstand mod at arbejde med kulturforskellene

Det som kendetegner vores udsatte boligområder, med mange beboer med ikke-vestlig baggrund er, at de er præget af en form for parallelkultur, der har rod i beboernes oprindelseslandes kulturer. Og det er efter min erfaring også en vigtig del af årsagsforklaring til de høje smittetal. Men at pege på kulturforskelle som en medvirkende årsag til de høje smittetal, er ikke populært. Hverken i de omtalte boligområder eller hos mange fagprofessionelle. Og det er en skam.

Det er min oplevelse, at der altid har været en berøringsangst hos fagprofessionelle i at inddrage kulturforskellene som en del af årsagsforklaringen og dermed også for at gøre dem til en del af løsningen. I det hele taget bliver kulturforskelle næsten altid øjeblikkeligt fejet af bordet, af de ”såkaldte eksperter” som medierne oftest benytter sig af.

En af de tunge i debatten er overlæge Morten Sodemann fra Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital. Han har fra starten af pandemien fastholdt, at kultur intet har med de høje smittetal at gøre. Også han peger på at årsagen skyldes sprogvanskeligheder og at mange bor sammen i lejlighederne.

Men, at han definitiv frikender kulturen som en medvirkende årsag, giver for mig slet ikke mening. For en af årsagerne til at familierne bor mange sammen i lejlighederne er netop, en anden familiekultur end den vi ellers ser i vores samfund. Så derfor spiller kulturen også en rolle her. Da Morten Sodemann er ansat på en særlig oprettet afdeling for ikke-vestlige indvandrere og netop her arbejder dagligt med kulturforskelle som fx. sygdomsforståelser og sundhedsopfattelser, er det mig derfor en gåde hvordan han kan frikende kulturen som en medvirkende årsag til de høje smittetal.

Kulturen ER en medvirkende årsag til de øgede smittetryk

Hvis myndigheder, boligforeninger og foreninger skal opnå en mere effektiv Corona indsats er det en forudsætning at man tager kultur-skyklapperne af, og tænke mere helhedsorienteret i indsatserne.

Og hvis jeg skal give et indspark til hvilke kulturelle forskelle, der skal medtænkes i indsatserne, vil jeg pege på manglende tillid til myndigheder, familiekulturen og ungekulturen og selvfølgelig den kulturelle sygdomsforståelse. Men den vil jeg ikke komme ind på her pga. at så bliver dette indlæg alt for langt.

Manglende tillid til myndigheder

Det, der kendetegner de indvandrergrupper hvor vi ser smitteudfordringer hos er, at familierne oprindeligt kommer fra lande hvor tilliden til politikere, myndigheder og presse er ekstremt lav. Her er man vant til, at de eneste man stoler på, er ens familie og dennes netværk. Politikere og myndigheder betegnes ofte som en korrupt og diktatorisk magtelite. Og pressen som myndighedernes instrument for at misinformere befolkningen. Dermed ses de ofte som fjender af familien og dennes netværk.

Mange ikke-vestlige indbyggere, i udsatte boligområder, har langt hen ad vejen også denne opfattelse af de danske politikere, myndigheder og ikke mindst presse.

Derfor stoler de ikke på det som politikere, myndigheder og presse siger. I stedet er holdningen ofte at politikere, myndigheder og presse agerer ud fra en diskriminerende agenda. Således er der desværre også eksempler på, at grupper i visse boligområder modarbejder eller direkte forsøger at hindre myndighedspersoners arbejde med at nedbringe smitten.

Det er derfor vigtigt at der arbejdes målrettet med at skabe tillid mellem myndigheder, politikere og presse. Og det gøres bedst ved, at dem der arbejder med denne målgruppe, har en mere dybdegående viden om kulturforskelle og deres indvirkninger på normer, værdier og på den enkeltes adfærd.

Familiekulturens betydning

En del familier med ikke-vestlig baggrund fungerer efter helt andre kulturelle normer og værdier, end en typisk danske familie. I store dele af den ikke-vestlige verden fungerer familien som det primære sikkerhedsnet for det enkelte individ. Og jo stærkere en familie holder sammen. Og jo flere individer den består af, jo stærkere et sikkerhedsnet udgør den.

Derfor tænker man også familiebegrebet meget bredere, end vi kulturelt gør her i Danmark. I sådanne familiekulturer regner man at alle, der kan puttes ind under begrebet familie, som den nære familie. Den kan være spredt ud over hele verden, og styrer efter et alders- og køns hierarki. Dem der er ældst, har som regel også magten over de yngre familiemedlemmer – uanset hvor i verden man befinder sig.

I familiekollektivet, er man ofte ikke opdraget med en individuel identitet som i det danske samfund. Men i stedet med en familiekollektivistisk identitet, der bygger på familiekollektivets normer og værdier.

Derfor er man i familien meget tæt knyttet til hinanden. Således er tilliden til hinanden ofte langt stærkere end til det øvrige samfund.

I familien er det ofte en norm, at børnene bor hjemme til de bliver gift. Forældrene opdrager deres børn til, at de har et særligt ansvar over for deres forældre. Det betyder, at børnene er forpligtet til at føje forældrenes ønsker og yde den hjælp forældrene efterspørger. Det betyder ofte, at børnene bosætter sig i umiddelbar nærhed af deres forældre, når de bliver gift.

Det er selvfølgeligt god og trygt for forældrene. Men når vi tænker bekæmpelse af Coronapandemien ind i denne familiekultur, kan der opstå nogle udfordringer vi skal medtænke i indsatserne.

Myndighedernes samarbejde med familierne kræver viden om deres kultur

Når sundhedsmyndighederne anbefaler at vi kun må mødes med den allernærmeste familie, så vil jeg tænke, at jeg skal undgå, mest muligt, at mødes med andre familiemedlemmer end min kone og børn. Min kone og jeg har således ikke mødtes med vores forældre og søskende mere end 1 gang siden marts 2020.

Men i nogle ikke-vestlige familier vil man tænke, at alle i familiekollektivet jo netop tilhøre den nære familie. Og da man ofte bor i umiddelbar nærhed af hinanden, mødes man med forældre, fætre, onkler, kusiner mv. langt hyppigere end en etnisk dansk familie typisk gør under pandemien.

Derfor er der en opgave for myndigheder og fagprofessionelle i, at få formidlet det vigtige i at nedsætte kontakten med sin familie. Det gør man bedst ved en målrettet indsats over for hele familiekollektivet. Især er det vigtigt at få de ældre familiemedlemmer i tale og få forklaret dem, at de ikke skal presse den øvrige familie til at besøge hinanden. For har de ældre forstået budskabet, er der også langt større chance for at det bliver efterlevet af de øvrige familiemedlemmer. Alene pga. det kulturelle aldershierarki.

En lille udfordring er dog, at myndighederne kun udstikker retningslinjer som anbefalinger. En del ikke-vestlige indvandrere, er vant til at leve i en kultur, der er præget af nogle sort/hvide normer og regler. Så, når myndighederne siger ”vi anbefaler, at I ikke mødes med mere en 5 i det private”.  Så tænker nogle, at så er det jo ikke forbudt og derfor må vi godt.

Ungekulturen

I den kollektive familie, bliver piger og drenge som oftest opdraget bevidst forskelligt. Det gør man af kulturelle årsager. For i den kollektive familie, har kønnet hver deres forud bestemte kønsrolle.

Kvindens ansvarsområder, er forenklet sagt familiens hjem, madlavning og børn.

Mandens ansvarsområder er ligeledes forenklet sagt at tjene penge, beskytte familien og at netværke med de andre familier.

Og netværkspleje er utrolig vigtig i den kollektive familie, da netværket udgør det udvidede sikkerhedsnet for hele familiekollektivet. Således er drengene opdraget til, at en stor del af deres liv skal foregå uden for familiens hjem. Her er de ude at mødes/netværke med unge fra andre familiekollektiver. Af den grund har unge drenge og mænd, kontakt med langt flere end unge drenge og mænd har i det øvrige samfund.

Og da mange familier har valgt at bo i små lejligheder, bliver smitten hurtig bredt hvis en ung kommer smittet hjem.

Pigerne har typisk langt fra så mange kontakter uden for familien, som drengene og mændene. Deres kulturelle kønsrolle gør nemlig, at de opholder sig langt mere i familiens hjem.

Kulturforskelle og Corona

Der er altså nogle kulturforskelle som kan være en medvirkende årsag til at Coronasmitten bliver ved med at florerer i de boligområder, der huser mange med ikke-vestlig baggrund samt deres efterkommere.

Når eksperter og fagprofessionelle blankt afviser, at kultur har nogen betydning for smittetrykket blandt ikke- vestlige indvandre og efterkommere, misser man chancen for at appellere til den kulturelle side. Og dermed også i at bruge kulturen som en ressource i bekæmpelsen af pandemien.

Ramadanen er lige om hjørnet og derfor er der brug for en hurtig indsats

Hvis de kulturelle aspekter i Corona bekæmpelsen ikke indgår, kan vi lige så godt forberede os på den næste smittebombe ude i de udsatte områder.

Og det haster med en målrettet indsats, da der snart er Ramadan. En højtid som starter i midt april og strækker sig over en måned frem. Traditionelt bringer Ramadanen familier og netværk sammen på kryds og tværs mange gange i løbet af højtiden. Således kan Ramadan måneden få smitten til at eksplodere, hvis der ikke sættes målrettet ind.

Henrik Kokborg

Author Henrik Kokborg

More posts by Henrik Kokborg