Når parallelsamfundets kontrolmekanismer reproduceres i det offentlige system.
Af Henrik Kokborg, integrationsrådgiver og specialist i interkulturelt socialt arbejde
I går offentliggjorde Nationalt Center mod Æresrelaterede Konflikter (MÆRK) en opsigtsvækkende forundersøgelse, der dokumenterer, hvordan nogle offentligt ansatte misbruger deres stilling til at udøve eller muliggøre negativ social kontrol. Dette er en forudsigelig konsekvens af at ansætte personer fra æreskulturelle parallelsamfund, hvor loyaliteten til familie og klan ofte vejer tungere end faglig neutralitet. Når dette sker, svigter systemet de mest sårbare borgere.
Når man ansætter medarbejdere, der ikke deler de grundlæggende værdier og normer i det samfund, de skal repræsentere gennem deres arbejde, er det uundgåeligt, at nogle af dem vil lade deres egne kulturelle og religiøse verdensbilleder påvirke deres embedsførelse. Neutralitet, retsstatens principper og individuelle frihedsrettigheder er fundamentale værdier i det danske samfund, men i kollektivistiske parallelsamfund vægter loyaliteten til familien, klanen eller religiøse autoriteter ofte tungere end den faglige objektivitet.
Hvorfor har dette problem været ignoreret?
Denne problematik har længe været kendt blandt kommunale ledere og fagfolk, men har alligevel ikke fået den nødvendige opmærksomhed. En væsentlig årsag er den berøringsangst, der præger integrationsdebatten. Frygten for at blive beskyldt for diskrimination eller islamofobi har gjort, at politikere og myndigheder ofte har undladt at tage fat på de reelle strukturelle problemer i integrationsarbejdet. Resultatet er, at vi har lukket øjnene for en ubehagelig sandhed: at nogle offentligt ansatte ikke repræsenterer det samfund, de arbejder for, men snarere deres eget kulturelle fællesskab.
Familiekollektivistiske magtstrukturer gennemsyrer systemet
Den familiekollektivistiske og hierarkiske kultur fra parallelsamfund bliver videreført inden for det danske velfærdssystem. Dette sker på to måder:
- Offentligt ansatte med rødder i æreskulturer tager deres værdier med sig i jobbet og sætter loyaliteten over for familien, klanen eller fællesskabet højere end faglig neutralitet.
- Borgere i æresrelaterede konflikter frygter offentligt ansatte med samme baggrund og undlader at søge hjælp, fordi de ved, at systemet kan være inficeret af den samme æreslogik, som de forsøger at undslippe.
Når offentligt ansatte handler ud fra æresnormer snarere end lovgivning, skaber det en dyb mistillid til systemet. Mange borgere frygter, at myndighederne ikke beskytter dem, men i stedet fungerer som forlængede arme for social kontrol. Derfor undlader nogle helt at søge hjælp, selv når de udsættes for vold og trusler.
Offentligt ansatte som forlængede arme for social kontrol
Det, som længe har været kendt i parallelsamfund, er nu dokumenteret: offentligt ansatte fra parallelsamfund fungerer i visse tilfælde som en forlænget arm for den sociale kontrol, de burde bekæmpe. Undersøgelsen nævner flere eksempler:
- En sagsbehandler siger til en kvinde, at hun ikke bør tage på krisecenter, fordi “det gør vi arabere ikke”.
- En politibetjent fortæller en kvinde, at hun “ikke må have en kæreste”, fordi hun er muslim.
- En sundhedsperson nægter at rådgive en kvinde om abort og siger, at det er “haram”.
Disse eksempler viser, hvordan offentligt ansatte med baggrund i parallelsamfund ikke ser sig selv som neutrale embedsmænd, men som moralske vogtere af et kollektivistisk værdisæt. Social kontrol opretholdes ikke kun af familiemedlemmer og netværk, men også af de personer, der har fået en myndighedsrolle i systemet.
De langsigtede konsekvenser for samfundet
Når negativ social kontrol trænger ind i offentlige myndigheder, underminerer det ikke kun de enkelte borgere, der rammes direkte – det svækker også retssikkerheden for hele samfundet. Hvis nogle borgere frygter, at deres sag bliver håndteret ud fra æresnormer snarere end lovgivning, vil de undlade at opsøge hjælp. Dette betyder, at social kontrol får frit spil, fordi systemet ikke længere fungerer neutralt. På sigt risikerer vi at skabe et parallelt retsopfattelsessystem, hvor nogle borgere ikke længere ser staten som garant for deres frihed, men snarere som en forlængelse af de magtstrukturer, de forsøger at undslippe.
Dette er ikke kun en integrationsudfordring for minoritetsmiljøer – det er et samfundsmæssigt problem, der truer den offentlige sektors troværdighed. Hvis visse borgere ikke kan stole på, at myndighederne behandler dem neutralt og objektivt, undergraver det retssikkerheden for alle. Når social kontrol infiltrerer det offentlige, bliver det ikke kun et problem for de berørte individer, men for hele tilliden til staten.
Hvad nu? Nødvendige løsninger
For at modarbejde denne integrationsudfordring er der behov for konkrete initiativer:
1. Interkulturelle kompetencer blandt offentligt ansatte:
- Obligatorisk undervisning i kulturens betydning for myndighedsudøvelse.
- Skærpet fokus på habilitet og neutralitet i sager om æresrelaterede konflikter.
- Bedre screening af ansatte med adgang til følsomme oplysninger.
2. Strammere kontrol med tavshedspligt og habilitet:
- Overvågning af adgang til borgerregistre for at forhindre misbrug.
- Hårdere konsekvenser for ansatte, der bryder tavshedspligten.
3. Bedre beskyttelse af ofre for social kontrol:
- Sikre instanser, hvor minoritetskvinder kan søge hjælp uden frygt.
- Mulighed for at skifte sagsbehandler, hvis borgeren frygter partiskhed.
- Anonym rådgivning for borgere, der frygter at søge hjælp.
En systemisk integrationsudfordring
Forundersøgelsen viser, at social kontrol og æresnormer ikke forsvinder, bare fordi en person får et job i den offentlige sektor. Hvis integration kun måles på beskæftigelse, overser vi den vigtigste faktor: værdier, normer og mental integration.
Dette er ikke blot et integrationsproblem – det er en trussel mod retssikkerheden. Hvis vi ikke tør tage fat på denne udfordring, svigter vi ikke bare de mest udsatte borgere, men underminerer selve fundamentet for et retfærdigt og neutralt velfærdssamfund.
