Af Henrik Kokborg, integrationsrådgiver og specialist i interkulturelt socialt arbejde
Integration handler ikke kun om beskæftigelse og uddannelse. For mig handler integration også om at sikre den indre fred.
Jeg tror på, at et velfungerende demokrati som det danske sagtens kan rumme politisk uenighed. Men jeg tvivler stærkt på, at vi i længden kan bevare den indre fred, hvis vi ikke får løst problemerne med de kollektivistiske, hierarkiske og æreskulturelle parallelsamfund.
På tirsdag er der kommunalvalg, og ca. 500.000 ikke-danske statsborgere får mulighed for at stemme. I de områder, hvor parallelsamfundene står stærkt, kan de via demokratiet få reel indflydelse på lokalpolitikken.
Dermed får miljøer, der selv fungerer udemokratisk, mulighed for at påvirke – og i værste fald stoppe – de indsatser, der egentlig skulle udfordre deres magt.
Da jeg forstod, hvor truslen kommer fra
Jeg husker tydeligt det øjeblik, jeg første gang forstod, hvad en indre trussel er.
Kort efter terrorangrebet på World Trade Center var jeg på besøg hos en arabisk familie, jeg havde kendt i flere år. Vi talte om jihad. De forklarede mig, at det betød at gøre sig islamisk umage – gennem bøn, faste, velgørenhed og uddannelse.
Men de fortalte også, at jihad kunne betyde hellig krig, og hvis en anerkendt muslimsk leder erklærede jihad mod de vantro, var det en pligt for alle muslimer at deltage.
Jeg spurgte, om en jihad-erklæring også ville forpligte dem til at gå i krig mod Danmark. “Ja,” sagde de. Så spurgte jeg, om det i sidste ende også ville betyde, at de skulle slå mig ihjel.
Faderen kiggede på mig og sagde stille: “Ikke os. Vi er jo venner. Men vi ville nok ikke kunne forhindre naboen i at gøre det.”
Jeg husker stadig hvor chokeret jeg blev. Jeg troede jo, at vi var blevet slags venner.
Men det var lige dér, jeg forstod, at truslen ikke altid kommer udefra. Men at den også vokser i stilhed midt iblandt os.
Jeg ved godt, at det kan lyde som om at jeg taler frygten op. Men for mig handler det ikke om frygt. Det handler om at se virkeligheden i øjnene. For hvis vi ikke tør se, hvordan ideologier langsomt ændrer vores værdier og normer, så mister vi evnen til at beskytte det, der gør Danmark til Danmark. Vi skal huske os selv på, at ca. 90 procent af verdens krige og voldelige konflikter starter indefra, og ikke med et angreb udefra.
Den usandsynlige alliance
Jeg synes, at noget af det mest foruroligende vi ser i dag, er alliancen mellem den yderste venstrefløj og islamiske miljøer. De burde jo stå på hver sin side. Der jo være en afgrundsdyb kløft mellem dem.
Venstrefløjen kæmper for ligestilling, LGBT+ rettigheder og sekularisme. De islamiske miljøer forsvarer hierarki, kønssegregering og religiøs lydighed.
Alligevel står de skulder ved skulder i kampen mod en fælles fjende, nemlig Vesten, kapitalismen, Israel og det, de kalder ‘den koloniale magtstruktur’.
Det er en ideologisk symbiose, hvor venstrefløjens identitetspolitiske aktivisme smelter sammen med religiøs kollektivisme og offerfortællinger.
På gaderne ser vi det, når aktivister og islamiske grupper marcherer side om side under palæstinensiske flag og med slagord, der ikke handler om fred, men om had. Resultatet er et fællesskab, bundet sammen af fjendebilleder snarere end fælles værdier og normer.
Det handler ikke om muslimer som mennesker, men om en ideologi, hvor religion og ære bruges som magt. Når den ideologi får politisk støtte eller bare får lov at stå uimodsagt, begynder den at rykke på grænserne for, hvad der er acceptabelt i et demokrati.
Der findes selvfølgelig også stemmer på venstrefløjen, som advarer imod denne alliance – især sekulære kvinder og folk med mellemøstlig baggrund. Men de drukner ofte i den identitetspolitiske aktivisme, hvor enhver kritik straks bliver stemplet som had, islamofobi, racisme, diskrimination og krænkelse af religionsfrihed.
Når konflikten flytter ind
Et tydeligt eksempel ser vi hos partier som Enhedslisten og Frie Grønne.
Enhedslistens slogan til kommunevalget i København lyder “Stem Palæstina”
I Fri Grønnes officielle Palæstina-udspil foreslår de at opløse staten Israel, retsforfølge danske politikere og industrifolk og ændre Københavns gadenavne ud fra ideologiske markeringer.
De ønsker, at Danmark skal boykotte Israel politisk, økonomisk og kulturelt, og at “zionismen skal ud af København”.
Konflikten i Mellemøsten flyttes dermed direkte ind i dansk lokalpolitik. Her forenes venstrefløjens aktivisme med islamisk religiøs loyalitet.
De taler om frihed, men resultatet er splittelse – og en direkte udfordring af de værdier, der gør os til ét samfund. Det her handler ikke kun om Mellemøsten. Det handler om dansk sammenhængskraft og om vores indre fred.
Jeg møder heldigvis mange med muslimsk baggrund, som er loyale over for Danmark og som forsøger at forene deres tro med demokratiske værdier – selv om det ikke altid er let.
Men jeg møder også den ufleksible gruppe – dem, der fastholder æreskulturen, kønshierarkiet og den religiøse kontrol. Det er herfra, de egentlige udfordringer udspringer.
Når demokratiet glemmer sine grænser
Demokratiet kan hurtig miste sin uskyld, hvis det glemmer at beskytte sig selv.
Når bevægelser og ideologier, som ikke deler vores demokratis værdier, får fodfæste og stemmeret, flyttes grænserne hurtigt for, hvad vi opfatter som legitimt. Det sker ikke med våben – men med ord, værdier og symbolske sejre.
Vi er gode til at forsvare os mod ydre fjender. Vi har NATO, militær og efterretningstjenester. Men det store spørgsmål er, hvordan forsvarer vi os mod en indre trussel, der ikke bærer uniform, men ideologi?
I årtier har vi troet, at demokratiet var selvfølge. At så længe vi stemte, så bestod det. Men demokrati kræver meget mere end stemmer. Det kræver dømmekraft, viden og vilje til at forsvare de værdier, der bærer det. Jeg tror, at vores største svaghed er, at vi har glemt, at også et åbent samfund har brug for tydelige grænser.
Oprustning indefra
Jeg mener ikke, at løsningen er mere kontrol, men mere bevidsthed. Vi må genopdage vores kulturelle selvforståelse, og ikke mindst erkender, at værdier og normer betyder noget. Vi må investere i uddannelse og interkulturel dannelse, især blandt fagprofessionelle, så de bedre forstår, hvordan kultur, ære og religion påvirker både mennesker og samfund.
En stor del af problemet er, at vi mangler konkret forskning, der tør undersøge, hvordan kultur og religion påvirker integrationen. Mange forskere undgår nemlig emnet af frygt for at blive stemplet af deres kollegaer. Det har efterladt et stort fagligt tomrum, hvor ideologi har fået lov til at fylde langt mere end viden.
Oprustning indefra handler ikke om at lukke sig om sig selv, men om at stå fast. Et samfund, der kender sine værdier og historie, kan sagtens rumme forskellighed, men det kan ikke rumme ideologier, der vil nedbryde dets fundament.
Den næste kamp
Vi har overlevet som nation siden Gorm den Gamle – sikkert også før. Vi har overlevet krige, angreb og besættelser. Vi har vist at vi sagtens kan overleve kriser, men vi kan ikke overleve som nation, hvis vi vender os væk fra hinanden.
Hvis vi ikke forsvarer vores værdier indefra, hjælper det ikke, hvor mange alliancer vi har udefra. Den største trussel mod Danmark kommer ikke udefra. Den kommer indefra, og som jeg ser det er allerede begyndt.
