Af Henrik Kokborg, integrationsrådgiver og underviser i interkulturel forståelse
En ny rapport udarbejdet af forskere fra Københavns Universitet og VIVE for Miljø- og Ligestillingsministeriet i 2025 forsøger at afdække, hvordan og hvorfor nogle minoritetsetniske kvinder presses til at indgå religiøse ægteskaber. Men selv om rapporten på overfladen virker saglig og velformuleret, overser den nogle af de mest centrale faktorer, der muliggør tvangsægteskaber i Danmark: nemlig parallelsamfundets strukturer, æreskulturens psykologiske magt og de religiøse autoriteter, der reelt fungerer som sociale dommere.
Mit faglige ståsted
Denne analyse er skrevet med udgangspunkt i mine mere en to årtiers erfaring med interkulturelt socialt arbejde, integrationsrådgivning, undervisning og supervision af fagprofessionelle i mødet med æreskultur, parallelsamfund og religiøs social kontrol. Artiklen er ikke tænkt som et angreb på rapporten “Afdækning af tvang ved indgåelse af religiøst ægteskab”, men som et nødvendigt supplement, der forsøger at belyse de underliggende mekanismer, som rapporten i store træk undlader at adressere. Mit mål er at vise, hvorfor det ikke er nok at spørge kvinder, om de følte sig presset, men at man må forstå den kultur, de lever i, for at forstå deres svar.
Et snævert blik på et komplekst problem
Rapportens formål er at afdække “hvordan og hvorfor nogle minoritetsetniske kvinder presses til at samtykke til religiøse ægteskaber, med særligt fokus på tvangsnikah” (s. 6). Det er et vigtigt emne. Men netop derfor er det problematisk, at rapporten reducerer tvang til et individuelt fænomen og i store træk overser de kollektive, kulturelle og religiøse magtstrukturer, som skaber “frivilligheden”.
Rapporten bygger på 13 interviews og hæfter sig ved, at kvinderne ikke oplevede “klassisk fysisk tvang”. Det anerkendes. Men det, rapporten ikke formår, er at stille de nødvendige spørgsmål bag svarene:
Hvad er alternativet til at sige ja? Hvad sker der med en kvinde, der nægter en religiøs vielse i et æresbaseret miljø?
På side 31 nævnes det eksplicit, at kvinderne “i vidt omfang indvilgede i ægteskabet uden direkte trusler”. Her overses det, at det ikke er nødvendigt med trusler, når det kulturelle fællesskab allerede har defineret kvindens rolle, og når hele hendes families ære og anseelse står på spil, hvis hun nægter.
Når samtykke er resultatet af kontrol
Rapporten nævner gentagne gange, at kvinderne “samtykkede”, om end nogle med modstand (s. 29–34). Men samtykke i et æreskulturelt kollektivt miljø har en anden betydning end i et individualistisk samfund. Det handler ikke om personligt ønske, men om social loyalitet og frygt for konsekvenser.
På side 33 står der:
“Flere interviewpersoner fortalte, at de selv accepterede ægteskabet, selvom de måske ikke var enige i det.”
Men hvor kommer denne accept fra? Rapporten forklarer det ikke. Her mangler analysen af den socialiseringsproces, der gør det umuligt at sige nej uden at miste sin familie, sin anseelse og i nogle tilfælde sin sikkerhed.
Imamer uden tilsyn, og uden uddannelse
Et centralt men overset punkt i rapporten er, at mange af de imamer, der udfører religiøse vielser (nikah), ikke har nogen form for teologisk eller juridisk uddannelse. De fungerer som autoriteter i miljøet, men står udenfor enhver form for statslig eller religiøs kontrol.
Rapporten nævner ikke én eneste gang, at der findes uformelle religiøse “ægteskabsformidlere”, som via private netværk gennemfører nikah-vielser uden dokumentation. Denne usynlighed er netop en stor del af problemet, og en medvirkende årsag til, at kvinder ikke tør afvise ægteskaber, fordi de står over for mænd med stor religiøs og social autoritet i deres fællesskab.
Det usynlige parallelsamfund
Rapporten nævner intet om parallelsamfund, men det er her, meget af den sociale kontrol og de religiøse ægteskaber udspiller sig. Det handler ikke kun om geografi, men om normer og sociale strukturer, hvor familie, ære og religiøse regler vægter højere end danske love og værdier.
På side 19 står der, at en kvinde “fravalgte at gå til myndighederne”, men rapporten forklarer ikke, hvorfor det sker. For en kvinde i et æresbaseret fællesskab vil en kontakt med myndighederne ofte betyde udstødelse fra familien og fællesskabet. Det er ikke et frit valg. Det er tvang i kollektiv form.
Anerkendelse af rapportens bidrag
Det er vigtigt at fremhæve, at rapporten faktisk dokumenterer, at kvinder presses ind i ægteskaber, og at dette pres ikke nødvendigvis kommer med fysisk vold. Det er i sig selv en vigtig erkendelse. Rapporten viser også, at der eksisterer en vis intern uenighed blandt kvinder om, hvorvidt disse ægteskaber bør finde sted (s. 30–32).
Men det ændrer ikke ved, at rapporten svigter, når den ikke analyserer de sociale og kulturelle mekanismer, der producerer dette “frivillige” samtykke.
Forventet kritik – og mit faglige svar
Nogle vil måske kritisere denne analyse for at gå videre end rapportens formål. Det er korrekt, at rapporten ikke har til opgave at analysere parallelsamfund eller religiøs magt. Men det er netop her, mit faglige bidrag er relevant.
Man kan ikke forstå individets samtykke, hvis man ikke forstår det fællesskab, individet er en del af. Når ægteskabet ikke blot er et forhold mellem to mennesker, men en social kontrakt mellem familier, og når kvindens værdi defineres gennem hendes ærbarhed og loyalitet, så er det meningsløst at spørge, om hun “ville det selv”.
Rapporten viser symptomer. Jeg forsøger at analysere årsagerne.
Et behov for strukturelle løsninger
Hvis vi virkelig vil bekæmpe religiøst baserede tvangsægteskaber, kræver det mere end information og dialog. Vi må:
- Anerkende parallelsamfundets normer som en barriere for individets frihed
- Sætte krav til religiøse vielser, fx forbud mod nikah uden borgerlig vielse
- Etablere kontrol med religiøse ægteskabsformidlere og uformelle imamer
- Udstyre fagprofessionelle med viden om æreskultur og interkulturel dynamik
Ellers kommer vi til at bekæmpe problemet med bind for øjnene.
Afslutning
Når vi kalder socialt pressede ægteskaber for “frivillige”, forveksler vi individets stemme med frihed. Men i æreskulturens parallelsamfund kan stemme og frihed være to vidt forskellige ting. Rapporten er et skridt, men kun et halvt. Det andet halve kræver, at vi tør se på de kulturelle og religiøse magtstrukturer, vi alt for længe har vendt blikket væk fra.
