Af Henrik Kokborg, integrationsrådgiver, kulturanalytiker, underviser og foredragsholder
47 procent er et tal, der fik mig til at stoppe op. For gennem mine mange år på integrationsområdet har jeg utallige gange mødt mennesker, der oplevede, at racisme eller diskrimination var forklaringen på en konflikt eller et nederlag, men meget sjældent konkrete forhold, der kunne underbygge forklaringen. Det fik mig til at se nærmere på, hvad der egentlig kan ligge bag oplevelsen af diskrimination – og hvilken betydning vores kulturelle sko har for den måde, vi fortolker det, der sker med os.
Ifølge Medborgerskabsundersøgelsen 2026 har 47 procent af indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund oplevet diskrimination på grund af deres etniske baggrund. Det er et meget højt tal, som let kan efterlade os med et indtryk af, at vi har et enormt stort diskriminationsproblem i Danmark.
Der er ingen tvivl om, at diskrimination findes, og at nogle mennesker bliver forskelsbehandlet på grund af deres etniske baggrund. Men der er stor forskel på at opleve diskrimination og på at vide, om der faktisk er foregået diskrimination i den konkrete situation.
Hvis jeg søger et arbejde og får et afslag, så ved jeg, at jeg ikke fik jobbet, men jeg ved jo ikke nødvendigvis hvorfor. Hvis mit barn får en dårlig karakter, så ved jeg, hvilken karakter barnet fik, men ikke nødvendigvis om etnicitet havde betydning for den. Nogle gange er diskriminationen tydelig, mens vi andre gange ikke kender årsagen og derfor fortolker det, der er sket.
Og det er netop denne fortolkning, jeg gerne vil sætte fokus på i denne artikel, for fortolkninger foregår jo ikke i et kulturelt tomrum.
Vi står alle i et par kulturelle sko
Når jeg underviser i kulturforståelse, bruger jeg ofte billedet af, at vi alle står i et par kulturelle sko. De er formet af vores opdragelse, familie, kultur, religion, værdier, normer og erfaringer. De påvirker ikke kun den måde, vi selv handler på, men også den måde, vi fortolker andre menneskers handlinger på.
Derfor kan to mennesker opleve den samme situation meget forskelligt, uden at nogen af dem nødvendigvis lyver om det, de har oplevet. De ser og fortolker ganske enkelt situationen gennem forskellige kulturelle sko.
Det bliver interessant, når vi spørger mennesker, om de har oplevet diskrimination. For svaret kommer fra et menneske, som gennem sin opvækst allerede har lært noget om, hvordan verden skal forstås, hvem ”vi” er, hvem ”de andre” er, hvad respekt er, hvad der er retfærdigt, og hvordan konflikter og nederlag skal forklares.
Gennem de mange år, jeg har arbejdet med integration, har jeg igen og igen observeret, hvordan disse kulturelle forskelle påvirker både menneskers adfærd og deres fortolkning af andres adfærd. Derfor bliver vi også nødt til at interessere os for de kulturelle sko, respondenterne står i, hvis vi vil forstå, hvad der kan ligge bag svarene i undersøgelsen.
Født i Danmark – men opdraget ind i et andet normsystem
Når vi taler om efterkommere, kan vi let komme til at tænke, at det er mennesker, der er født og opvokset i Danmark og derfor også grundlæggende er socialiseret ind i danske normer og værdier. Men sådan ser virkeligheden langt fra altid ud.
I mit arbejde skelner jeg mellem fleksible og ufleksible indvandrerfamilier. De fleksible kan fastholde religion, traditioner og stærke familiebånd, samtidig med at de tilpasser deres normer og levevis til det danske samfund. I mere ufleksible familier fastholdes familiens kulturelle og religiøse normsystem, også når det støder sammen med normerne i det omgivende samfund.
Her kan børn være født og opvokset i Danmark, men samtidig være opdraget ind i en familiekollektivistisk og hierarkisk kultur med stærke loyalitetskrav, tydelige kønsroller, æresnormer og religiøse værdier. Barnet lærer til en vis grad at fungere i det danske samfund, men kan samtidig lære, at det ikke må blive for dansk.
Det er det, jeg kalder parallelopdragelse.
Parallelopdragelsen er vigtig i denne sammenhæng, fordi den ikke kun påvirker den måde, den unge lever på. Den er også med til at forme de kulturelle sko, som den unge senere fortolker mødet med det danske samfund igennem.
Når ”jeg” bliver til ”vi”
Her bliver familiekollektivismen interessant. I vores individualistiske kultur har vi lært at betragte individet som en selvstændig enhed. Hvis jeg bliver kritiseret, behøver kritikken ikke også at være rettet mod min familie eller alle andre danskere.
I den familiekollektivistiske kultur er individet langt tættere forbundet med familien og gruppen. Det betyder selvfølgelig ikke, at mennesker ikke kan tænke individuelt, men grænsen mellem individet og fællesskabet er anderledes, og det kan også påvirke den måde, en negativ oplevelse bliver forstået på.
Hvis en ung mand bliver afvist på et diskotek, kan oplevelsen begynde med jeg blev afvist. Hvis han mener, at afvisningen skyldtes hans baggrund, bliver den til jeg blev afvist, fordi jeg er araber eller muslim. Når oplevelsen efterfølgende bliver fortalt og fortolket blandt venner og familie, kan den ende som sådan behandler de os.
En individuel oplevelse kan på den måde blive til en kollektiv fortælling. ”Jeg oplevede diskrimination” kan blive til ”vi bliver diskrimineret”.
Den samme mekanisme kan spille ind omkring religion. I mange muslimske miljøer er islam tæt forbundet med familie, identitet, moral og gruppetilhørsforhold. Derfor kan kritik af en religiøs norm eller praksis lettere blive oplevet som en generel kritik af islam, og kritik af islam kan ende med at blive oplevet som kritik af muslimer. En konkret kultur- eller normkonflikt kan dermed blive fortolket som diskrimination.
Når nederlaget skal forklares
En anden mekanisme, som jeg gennem mange år har mødt i mit arbejde, handler om ære, tab af ansigt og placeringen af ansvar.
I mere æresorienterede miljøer kan det være vanskeligt at erkende egne eller familiens fejl, fordi nederlaget ikke kun rammer individet, men også kan påvirke familiens anseelse. Derfor kan der være en stærk tilskyndelse til at placere årsagen uden for personen og familien.
Når den unge får dårlige karakterer, den voksne ikke får det arbejde, han havde håbet på, eller familien får afslag på førtidspension, skal nederlaget måske også forklares over for den øvrige familie og netværket. Her oplever fagfolk igen og igen, at forklaringen placeres hos læreren, arbejdsgiveren, kommunen eller det danske samfund, og her kan racisme og diskrimination blive en nærliggende forklaring.
Jeg har gennem mine mange år på integrationsområdet mange gange mødt mennesker, som forklarede konkrete konflikter eller nederlag med racisme eller diskrimination. Jeg kan derimod ikke erindre en konkret sag fra mit eget arbejde, hvor jeg efterfølgende har kunnet konstatere, at diskrimination faktisk var årsagen.
Det betyder selvfølgelig ikke, at diskrimination ikke finder sted. Men forskellen mellem, hvor ofte jeg møder diskrimination som forklaring, og hvor sjældent jeg i mit eget arbejde har mødt konkrete forhold, der kunne underbygge forklaringen, er så markant, at den bør vække vores faglige nysgerrighed.
For hvis læreren, arbejdsgiveren, kommunen eller det danske samfund diskriminerer og dermed bærer ansvaret for nederlaget, så behøver personen eller familien ikke selv at gøre det. Dermed kan forklaringen samtidig beskytte familiens ære og mindske risikoen for tab af ansigt.
En æreskulturel redningsplanke
Her opstår efter min mening et meget interessant paradoks. I Danmark har vi gennem mange år haft et stort og nødvendigt fokus på at bekæmpe racisme og diskrimination. Vi har fået et sprog for forskelsbehandling og har alle lært at være opmærksomme på den. Men den samme forklaringsramme kan i nogle æreskulturelle miljøer få en helt anden funktion.
Racisme og diskrimination kan blive en æreskulturel redningsplanke, fordi den tilbyder en forklaring på nederlaget, hvor årsagen ligger hos andre. Det er ikke mig, der ikke var dygtig nok, eller mit barn, der havde et lavt fagligt niveau. Det er dem, der diskriminerer os.
Dermed kan et begreb, som vores samfund bruger til at identificere reel uretfærdighed, samtidig passe ind i en kulturel mekanisme, hvor man beskytter sig selv og familien mod tab af ansigt ved at placere årsagen udenfor.
Det gør ikke påstanden om diskrimination forkert. Men det betyder, at vi er nødt til også at have denne mekanisme med, hvis vi vil forstå, hvad der kan ligge bag oplevelsen.
Når oplevelsen bliver en del af ”dem og os”
Parallelopdragelse, kollektivisme, religion og ære kan samtidig spille sammen med en stærk opdeling mellem ”os” og ”dem”.
Hvis et barn gennem sin opvækst lærer, at danskerne ikke kan lide os, at de ikke respekterer vores religion, eller at man skal passe på ikke at blive for dansk, påvirker det også de kulturelle sko, barnet senere ser sine oplevelser igennem.
Når den unge møder en lærer, arbejdsgiver, sagsbehandler eller dørmand og oplever en konflikt eller et afslag, kan oplevelsen derfor passe ind i en fortælling, der allerede findes. Hvis den efterfølgende mødes med ”ja, sådan behandler de os” i familien eller omgangskredsen, bliver fortolkningen samtidig bekræftet kollektivt.
Dermed kan der opstå en selvforstærkende cirkel, hvor kulturelle forskelle fører til konflikter, konflikterne fortolkes som diskrimination, og oplevelsen bliver endnu et bevis på, at danskerne ikke kan lide os. Det styrker dem-og-os-fortællingen og kan øge afstanden til det danske samfund, hvilket igen øger risikoen for nye kulturkonflikter.
I nogle miljøer kan fortællingen også få en socialt kontrollerende funktion. Hvis den unge lærer, at danskerne alligevel aldrig vil acceptere ham, bliver det samtidig et argument for at holde fast i familien og gruppen og ikke bevæge sig for langt i retning af det danske samfund.
Hvad fortæller de 47 procent om oplevet diskrimination?
Hvis vi har disse kulturelle mekanismer med i baghovedet, når vi læser undersøgelsen, bliver de 47 procent langt mere interessante. For hvor meget dækker egentlig over reel diskrimination, hvor meget handler om kultur- og normkonflikter, hvor meget handler om, at en individuel oplevelse bliver til en kollektiv fortælling, og hvilken betydning har ære, religion og allerede eksisterende dem-og-os-forestillinger?
Det ved vi simpelthen ikke.
Det undersøgelsen fortæller os noget om, er oplevet diskrimination. Den fortæller os langt mindre om, hvad der faktisk er foregået i de konkrete situationer, og hvorfor hændelserne bliver fortolket som diskrimination.
Jeg argumenterer ikke for, at vi skal tage oplevet diskrimination mindre alvorligt. Tværtimod. Men hvis vi virkelig vil forstå den, er vi nødt til også at spørge, hvorfor en hændelse opleves som diskrimination, hvad der ligger bag fortolkningen, og hvilke kulturelle sko hændelsen bliver set igennem.
Vi skal også huske vores egne kulturelle sko
De kulturelle sko er imidlertid ikke kun relevante for dem, der svarer på undersøgelsen. De er mindst lige så relevante for dem, der laver den.
For når vi udformer en undersøgelse, står vi også selv i et par kulturelle sko. Vores forestillinger om individet, ansvar, lighed, diskrimination, kritik og retfærdighed er heller ikke kulturløse. Derfor bør vi ikke kun spørge, hvad vi gerne vil undersøge, men også være opmærksomme på, hvilke kulturelle forudsætninger vores spørgsmål bygger på, og hvilke kulturelle sko de mennesker, vi stiller spørgsmålene til, står i.
Et spørgsmål kan virke enkelt og entydigt for den, der formulerer det, men blive forstået anderledes af den, der svarer. Og hvis vi bagefter fortolker svaret gennem vores egne kulturelle briller uden at interessere os for de kulturelle mekanismer bag det, risikerer vi at tro, at vi har fået svar på mere, end vi faktisk har.
Det er efter min mening noget af det, de 47 procent bør minde os om. Tallet fortæller os, at mange oplever diskrimination, og det skal vi tage alvorligt. Men det fortæller os ikke, hvad der ligger bag oplevelsen.
Hvis vi vil forstå det, må vi interessere os for både hændelsen, fortolkningen og de kulturelle sko, som hændelsen bliver set igennem.
Og måske skal vi samtidig huske at kigge ned på vores egne.