Af Henrik Kokborg, integrationsrådgiver og underviser
Debatten om social kontrol har igen sat fokus på fagprofessionelles indsats. I et fælles debatindlæg med Signe Færch, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening, peger jeg på behovet for mere viden, faglige redskaber og opkvalificering. Men socialrådgiverne kan ikke løse opgaven alene. Vi har brug for at høre, hvad andre faggrupper ser fra deres stol – og hvad de mangler for at kunne handle.
TV 2-dokumentaren Du må ikke blive for dansk og bogen Aisha Rebel – kvinde i en klan har atter en gang sat fokus på social kontrol, æresrelaterede konflikter og de alvorlige konsekvenser, det kan få, når børn, unge og voksne ikke bliver hjulpet i tide.
Debatten har blandt andet handlet om, hvorfor fagprofessionelle ikke altid reagerer på de tegn, der senere kan se tydelige ud. Flere politikere, herunder vores statsminister, har peget på berøringsangst som en del af forklaringen, og der har også været fremsat påstande om, at socialrådgivere med minoritetsetnisk baggrund i nogle tilfælde kan holde hånden over familier, hvor der foregår social kontrol.
Det var baggrunden for, at Signe Færch, som er forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening, og jeg, Henrik Kokborg, skrev et fælles debatindlæg i Berlingske om den faglige usikkerhed, der kan opstå, når socialrådgivere mangler den nødvendige viden til at forstå og handle på de mekanismer, de møder.
Når faglig usikkerhed kan ligne berøringsangst
Vores pointe er ikke, at berøringsangst ikke findes, eller at fagprofessionelle ikke kan begå alvorlige fejl. Men gennem mit arbejde møder jeg igen og igen fagprofessionelle, som gerne vil handle og gøre det rigtige, men som bliver usikre, når de skal vurdere betydningen af kulturelle og religiøse normer, familiekollektivisme, ære, loyalitetskrav og social kontrol. Og det er faktisk slet ikke så mærkeligt, for det er ofte meget komplekse problemstillinger, de skal navigere i.
Hvis man eksempelvis møder en ung kvinde, som er udsat for omfattende begrænsninger hjemmefra, er det jo ikke nok at konstatere, at forældrene er kontrollerende. Man er også nødt til at forstå, hvilket familiesystem man står overfor. Hvem har fx. autoritet og indflydelse i familien, hvilken betydning har familiens ære og omdømme, hvilke normer forventes hun at overholde, hvem holder øje med, om hun gør det, og ikke mindst hvilke konsekvenser kan det få, hvis hun bryder dem? Kontrollen er også ofte forankret i et større transnationalt familienetværk og kan være tæt forbundet med både kulturelle og religiøse forestillinger om køn, seksualitet, lydighed og hele slægtens fælles interesser.
Mangler man viden om disse mekanismer, bliver det vanskeligere at stille de rigtige spørgsmål, der kan afdække, hvad der faktisk foregår. Det er netop det, der kan skabe en faglig usikkerhed, som udefra godt kan komme til at ligne berøringsangst.
Det er en af hovedpointerne i vores fælles debatindlæg. Viljen til at hjælpe er helt afgørende, men viljen kan slet ikke stå alene. Fagprofessionelle er også nødt til at have den nødvendige viden til at se, forstå, vurdere og handle på det, de står overfor.
Socialrådgiverne skal ikke være eksperter i alt
Vi argumenterer ikke for, at alle socialrådgivere skal være specialister i social kontrol og æresrelaterede konflikter. Men de skal vide nok til at kunne genkende faresignaler, stille relevante spørgsmål og vide, hvornår der er behov for at inddrage specialiseret viden.
Derfor mener vi også, at diskussionen bliver alt for snæver, hvis det hele kommer til at handle om, hvorfor den enkelte socialrådgiver ikke reagerede. Vi er nemlig nødt til samtidig at spørge, om vi gennem grunduddannelse, efteruddannelse, faglig sparring og adgang til specialistviden har givet socialrådgiverne de nødvendige forudsætninger for at håndtere disse sager.
Men efter min mening bør vi gå et skridt videre, for socialrådgiverne er kun én af de mange faggrupper, der møder børnene, de unge og familierne.
Socialrådgiveren er kun én del af kæden
Et barn kan have gået i daginstitution og skole i mange år, før familien får en sag i en socialforvaltning. Undervejs kan barnet og familien have været i kontakt med pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, tandpleje, PPR og praktiserende læger. Senere kan den unge møde medarbejdere på en ungdomsuddannelse, SSP eller politiet, mens voksne blandt andet kan møde jobkonsulenter, beskæftigelsesrådgivere og sundhedspersonale.
De forskellige faggrupper møder familien i forskellige sammenhænge og får derfor også øje på forskellige ting.
Pædagogen kan opleve et barn, der har meget begrænset mulighed for at deltage i aktiviteter på lige fod med de andre børn. Læreren kan opleve en pige, hvis frihed gradvist bliver indskrænket, eller en dreng, der får en kontrollerende rolle over for sine søstre. Sundhedsplejersken kan få adgang til familiens hjem og relationer på en måde, som andre faggrupper sjældent gør. En jobkonsulent kan møde en kvinde, hvor det på papiret er hende selv, der ikke ønsker uddannelse eller beskæftigelse, men hvor hendes muligheder i praksis er tæt forbundet med familiens forventninger, kønsroller og interne beslutningshierarki.
Ingen af disse faggrupper ser nødvendigvis hele billedet. Men tilsammen kan de ligge inde med en viden, som er afgørende for at forstå, hvad der foregår.
Derfor er social kontrol og æresrelaterede konflikter heller ikke et problem, som socialrådgiverne kan løse alene. Det er en fælles faglig opgave, hvor vores mulighed for at forebygge alvorlige svigt blandt andet afhænger af, om de forskellige faggrupper kan genkende relevante tegn, forstå det, de ser, og ikke mindst reagere på det.
Hvad ser I fra jeres stol?
Den aktuelle debat bør derfor efter min mening bruges til mere end at placere ansvaret for tidligere svigt. Den giver os samtidig en tiltrængt mulighed for at blive klogere på, hvor fagprofessionelle oplever, at deres arbejde bliver vanskeligt, og hvad de konkret mangler af viden og redskaber for at kunne løse deres del af opgaven bedre.
Jeg ved fra mit eget arbejde med forskellige faggrupper, at udfordringerne ikke nødvendigvis ser ens ud fra en socialrådgivers, en pædagogs, en lærers, en sundhedsplejerskes eller en jobkonsulents stol. Derfor er det vigtigt, at vi får deres erfaringer med ind i diskussionen.
Hvor bliver I usikre i mødet med familierne? Hvilke kulturelle eller religiøse mekanismer kan være vanskelige at forstå og vurdere? Er det viden, der mangler, eller er problemet snarere adgang til faglig sparring, specialistviden, tydeligere procedurer eller et bedre samarbejde mellem de forskellige faggrupper og myndigheder?
Det er netop den samtale, jeg gerne vil invitere alle fagprofessionelle til at deltage i.
Jeg vil derfor meget gerne høre fra socialrådgivere, pædagoger, lærere, skoleledere, sundhedsplejersker, medarbejdere i PPR og tandplejen, SSP, politi, ungdomsuddannelser, beskæftigelsesområdet og andre fagprofessionelle, som møder problemstillingerne i deres arbejde.
Ikke fordi alle skal kunne det samme. Tværtimod skal vi blive bedre til at forstå, hvad de enkelte faggrupper ser fra netop deres position, og hvad de har brug for for at kunne reagere fagligt kvalificeret.
Kulturforståelse handler ikke om at forklare alt med kultur
Når jeg argumenterer for mere viden om kulturelle og religiøse normers betydning, er det ikke et argument for, at alle problemer i minoritetsfamilier skal forklares med kultur eller religion.
Det er mindst lige så problematisk at overfortolke kulturens betydning som at overse den.
Det afgørende er derfor, at fagprofessionelle har tilstrækkelig viden til at kunne undersøge, om kulturelle og religiøse normer har betydning i den konkrete situation, og hvordan de eventuelt påvirker familiens relationer og den enkeltes handlemuligheder. Denne viden skal selvfølgelig indgå sammen med alle de øvrige faglige oplysninger i sagen.
Det er for mig netop hele kernen i kulturfaglighed.
Og det er også derfor, jeg mener, at den aktuelle debat bør føre til en bredere diskussion om faglig opkvalificering. Gennem mine kurser og undervisning for fagprofessionelle arbejder jeg netop med at omsætte viden om familiekollektivisme, kulturelle og religiøse normer, æreskultur og social kontrol til noget, der kan bruges i den konkrete faglige praksis.
Kurser og undervisning for fagprofessionelle
Hvis vi vil forebygge, at mennesker bliver svigtet, skal vi selvfølgelig undersøge, hvad der gik galt i de konkrete sager. Men vi skal også bruge den viden konstruktivt til at spørge, hvad de forskellige faggrupper har brug for, hvis de skal lykkes bedre næste gang.
Så mit spørgsmål til fagprofessionelle er: Hvad ser I fra jeres stol, hvor oplever I de største udfordringer, og hvad mangler I for at kunne løse jeres del af opgaven bedre?
Del gerne dine erfaringer med mig
Arbejder du som fagprofessionel med børn, unge, familier eller voksne med minoritetsbaggrund, vil jeg meget gerne høre, hvad du oplever fra din stol. Hvilke udfordringer møder du, og hvad mener du, der mangler af viden, redskaber, sparring eller samarbejde?
Du er meget velkommen til at kontakte mig og dele dine erfaringer.
