Vold og social kontrol i folkeskolen: Ignorerer forskningen parallelsamfundets rolle?

Af Henrik Kokborg, integrationsrådgiver og specialist i interkulturelt socialt arbejde

Vold, trusler og intimidering er blevet en del af hverdagen i en række danske folkeskoler. Senest har Berlingske afdækket, hvordan lærere på skoler med en høj andel af elever med ikkevestlig baggrund i langt højere grad oplever fysisk vold og trusler. Tallene bekræfter det, som mange fagprofessionelle har vidst i årevis, men som forskere og politikere har været alt for berøringsangste til at tale om: Integrationens udfordringer handler ikke kun om fattigdom – de handler om kultur.

Alligevel ser vi igen og igen, at forskere forklarer problemerne med en velkendt model, socioøkonomiske forhold. De hævder, at børn fra udsatte familier er mere udsatte for vold, og at det er fattigdom og afmagt, der driver dem til at true lærere, slås om, hvem der er “den gode muslim,” og udøve social kontrol i klasselokalerne.

Men lad os stille det oplagte spørgsmål: Hvis fattigdom var hovedårsagen til vold i skolerne, hvorfor ser vi så ikke de samme problemer blandt danske børn fra socioøkonomisk udsatte familier? Forskning fra bl.a. Rockwool Fonden har vist, at når man kontrollerer for socioøkonomi, er kriminalitet og vold fortsat markant højere blandt ikkevestlige grupper, hvilket indikerer, at kulturelle faktorer spiller en selvstændig rolle.

Hvorfor ser vi ikke systematiske trusler, æresrelaterede konflikter og magthierarkier i skoler med fattige etnisk danske elever? Hvorfor nægter forskere at forholde sig til, at vold og dominansadfærd i disse skolemiljøer hænger sammen med en kollektivistisk, hierarkisk og æresbåret kultur, hvor fysisk magt og gengældelse er legitime sociale redskaber?

Fejldiagnosen bag integrationsproblemerne: Når socioøkonomi overskygger kultur

I årtier har integrationsforskningen i Danmark været domineret af en socioøkonomisk forklaringsmodel, der reducerer problemerne til økonomi og marginalisering. Men denne forklaringsmodel har fejlet, fordi den diagnosticerer forkert – og når diagnosen er forkert, bliver behandlingen det også.

Vi har brugt enorme ressourcer på at bekæmpe fattigdom, skabe bedre boligforhold og give økonomiske incitamenter til at bryde den sociale arv. Men det har ikke løst problemerne i folkeskolen. For problemerne bunder ikke kun i økonomi – de bunder i en opdragelseskultur, der er i direkte modsætning til de værdier, den danske folkeskole bygger på.

Har de forskere, der insisterer på socioøkonomiske forklaringer, nogensinde undersøgt betydningen af den familiekollektivistiske, hierarkiske og islamiske æreskultur for disse problemer?

Har de set på, hvordan mange af de elever, der skaber uro i skolen, er opdraget til at respektere autoriteter, men kun hvis de er en del af familiens eller klanens hierarki?

Har de undersøgt, hvorfor nogle af disse elever ser vold som et legitimt redskab til at opretholde status og ære?

Nej, for denne forskning er stort set ikke-eksisterende i Danmark. I stedet fastholder forskerne blindt en socioøkonomisk model, der kun forklarer en brøkdel af problemets omfang.

Parallelsamfund og æreskultur: Når sociale normer kolliderer i folkeskolen

Berlingskes artikel nævner, hvordan skoler med en høj andel af ikkevestlige elever er præget af gengældelseskultur, magtkampe og dominerende adfærd. Dette er klassiske træk ved parallelsamfund, hvor æresnormer og kollektivistiske magthierarkier regulerer social adfærd.

I disse miljøer lærer børn fra en tidlig alder, at respekt ikke gives – den tages. At autoritet ikke nødvendigvis ligger hos læreren, men hos dem, der kan bruge fysisk styrke eller trusler til at kontrollere andre. Når disse normer bringes med ind i skolen, bliver lærere og elever, der ikke kender spillets regler, lette ofre.

Konsekvensen er, at folkeskolen i disse områder ikke længere fungerer efter de demokratiske og individualistiske værdier, som den danske skoletradition bygger på. Den fungerer i stedet som et spejl af den opdragelseskultur, børnene kommer fra.

Når vi undlader at konfrontere denne virkelighed, svigter vi både de børn, der udsættes for vold og social kontrol, og de lærere, der forsøger at undervise under umulige vilkår.

Vi må turde tale om kulturens betydning for integration

Den socioøkonomiske forklaringsmodel har ikke kun ført til fejldiagnoser, den har også haft alvorlige konsekvenser for, hvordan vi håndterer integrationsudfordringer i skolen.

Når vi kun ser fattigdom og marginalisering som årsagerne til vold og uro, forsøger vi at løse problemet med socialpolitiske tiltag – i stedet for at tage fat i de grundlæggende kulturelle forskelle, der skaber integrationsbarrierer.

Vi skal stoppe med at være berøringsangste over for kulturens betydning og turde tale om:

• Hvordan familiekollektivistisk og hierarkisk opdragelse gør det svært for børn at navigere i en skole, der bygger på lighed, selvstændighed og refleksion.
• Hvordan parallelsamfundets æreskultur skaber magthierarkier i skolen, hvor vold bliver en legitim strategi til at opretholde status.
• Hvordan social kontrol og gruppepres blandt elever kan forhindre integration og gøre det umuligt for børn at bryde ud af de negative mønstre.

For at løse integrationsproblemerne i folkeskolen må vi erkende, at sociale normer, æreskultur og parallelsamfund spiller en langt større rolle end fattigdom alene.

Hvis ikke vi tør tage denne debat nu, vil vi fortsætte med at behandle et kulturproblem med socialpolitiske værktøjer, og fejlen vil gentage sig i generationer.

Det er på tide at rette op på fejldiagnosen – og begynde at arbejde med løsninger, der rent faktisk adresserer den virkelighed, der udspiller sig i de danske folkeskoler.