Bederum og religiøse særkrav – hvorfor er det en dårlig idé?
Af Henrik Kokborg, Rådgiver i integrationsstrategier og interkulturel problemløsning
Nu er der igen fokus på bederum på uddannelserne, efter at Venstre har foreslået et forbud. Som en, der har arbejdet med integration, æreskultur og religiøs social kontrol i mange år, vil jeg gerne forklare, hvorfor bederum og andre religiøse særkrav i skoler og uddannelsesinstitutioner er en dårlig idé – ikke kun for samfundet, men især for de unge muslimer, der ønsker at leve frit.
Gennem mit arbejde har jeg rådgivet lærere, pædagoger, skoleledere og andre fagfolk, der hver dag står med de praktiske udfordringer, som opstår, når religiøse normer og krav kolliderer med de sekulære værdier, vores samfund bygger på. Jeg har talt med utallige unge, der lever under æresrelateret social kontrol, og som kæmper for retten til at leve uden religiøse restriktioner. Mange af dem fortæller, at de i skolen møder det, de kalder “det religiøse politi” – en gruppe af religiøse kammerater, der konstant overvåger og kommenterer deres adfærd.
Når skoler og uddannelser indfører bederum eller andre religiøse særtilpasninger, skaber det ikke frihed – men tværtimod en ramme, hvor presset fra miljøet bliver endnu stærkere. De unge, der ønsker at bryde fri, får endnu sværere ved at gøre det, fordi samfundet legitimerer og understøtter de normer, de forsøger at frigøre sig fra.
Religionsfrihed handler ikke kun om retten til at dyrke sin religion
Mange tænker religionsfrihed som retten til at praktisere sin tro, men i et demokratisk samfund er det langt mere end det. Religionsfrihed sikrer ikke kun retten til at dyrke sin religion, men også retten til at tolke sin tro, som man selv ønsker – eller helt at fravælge religionen, uden at det får negative konsekvenser.
I et sekulært og demokratisk samfund er religionsfrihed en individuel rettighed – ikke en kollektiv pligt. Det betyder, at ingen kan tvinges til at følge en bestemt fortolkning eller religiøse normer.
Men det er netop her, at religiøse særkrav i offentlige institutioner bliver problematiske. Når skoler, uddannelser eller arbejdspladser tilpasser sig bestemte religiøse normer – fx ved at indføre bederum, halal-mad eller andre religiøse normer – skaber vi en ramme, hvor det bliver sværere at vælge religion fra.
Når særkrav styrker den religiøse sociale kontrol
Gennem mit arbejde med integration har jeg set utallige eksempler på, hvordan religiøse særkrav fører til øget social kontrol – og det er ikke kun de unge selv, der fortæller det. Lærere og pædagoger oplever, hvordan unge bliver presset af deres egne kammerater til at bruge bederum eller følge religiøse normer, fordi det forventes i miljøet.
For de unge, der ønsker at leve mere frit, bliver religionsfriheden i praksis frarøvet af deres egne miljøer. Det religiøse fællesskab og familien forventer, at de bruger bederummet – ikke som et personligt valg, men som en pligt. Hvis de fravælger religiøse normer, bliver de straks mødt med irettesættelser fra deres religiøse kammerater, der ser det som deres ansvar at påpege syndig adfærd. I et kollektivistisk æresfællesskab handler det ikke kun om individets tro eller valg, men om hele familiens ære.
Jeg har set unge piger, der egentlig ikke ønsker at bære tørklæde eller bede i uddannelsen, men som føler sig tvunget, fordi de ellers vil blive udskammet af deres eget miljø. Mange unge fortæller mig, at deres religiøse kammerater ser det som en pligt at påpege ikke-muslimsk adfærd og synd. Det kan være noget så simpelt som at gå uden tørklæde, spise ikke-halal mad, have ikke-muslimske venner eller fravælge bederummet. Når dette pres foregår dagligt, bliver det næsten umuligt at insistere på sin egen frihed.
Når offentlige institutioner indfører bederum eller andre særkrav, bliver disse unge endnu mere udsatte for social kontrol. I stedet for at skabe frihed, skaber vi en ramme, der styrker de konservative miljøer og svækker dem, der ønsker at leve frit.
Det spreder sig til arbejdsmarkedet
Når skoler og uddannelsesinstitutioner indretter sig efter religiøse særkrav, skaber det også en forventning om, at disse normer skal videreføres på arbejdsmarkedet.
Jeg har set, hvordan krav om bederum og særlige hensyn til religiøse normer nu også bliver fremført på danske arbejdspladser. Det skaber konflikter, og det bliver sværere at opretholde en fælles sekulær ramme, hvor alle behandles ens.
I sidste ende modarbejder særkrav integrationen, fordi det skaber parallelle strukturer, hvor nogle forventer, at arbejdspladser og institutioner tilpasses deres religiøse normer, mens resten af samfundet fortsat bygger på sekulære værdier.
Hvad kan vi lære fra udlandet?
Andre lande har allerede erfaret, hvad der sker, når man giver efter for religiøse særkrav i offentlige institutioner.
I Frankrig har man gennem årtier kæmpet med de samme problemstillinger, og erfaringerne viser tydeligt, at særhensyn til religiøse normer fører til mere segregation – ikke integration. Frankrig har derfor valgt en konsekvent sekulær linje, hvor religiøse symboler og særkrav er udelukket fra offentlige institutioner. Dette er netop for at sikre alle borgeres frihed og undgå, at religion bliver en politisk magtfaktor i samfundet.
Min konklusion
Hvis vi i Danmark ønsker at bevare et åbent og sekulært samfund, bør vi tage ved lære af disse erfaringer. Giver vi først efter for særkrav ét sted, vil kravene kun fortsætte med at vokse – og integrationsudfordringerne vil vokse med dem.
Når vi tilpasser os religiøse særkrav i offentlige institutioner, svigter vi ikke kun de unge, der ønsker frihed – vi svigter også vores egne demokratiske værdier og normer.
Demokratiet bygger på individets frihed til at vælge sin egen livsvej uden pres fra familie, samfund eller religion. Offentlige institutioner skal være neutrale og sekulære, så de skaber lige muligheder for alle – ikke et miljø, hvor religiøse normer får en særstatus.
Dette er ikke kun et spørgsmål om integration – det er et spørgsmål om hvilket samfund vi vil være.
Vil vi være et samfund, der beskytter individets frihed, eller et samfund, der bøjer sig for normer, der begrænser den?
