Flygtninge og indvandrere skal ikke behandles som ofre, men som vindere
Flygtninge, indvandrere samt efterkommer mødes ofte med uvidenhed eller berøringsangst fra dem, som skal hjælpe dem. Det skyldes ofte, at fagprofessionelle har svært ved at gennemskue deres problemstillinger og står derfor ofte usikre og handlingslammede.
Og værst af alt, mødes mange flygtninge og indvandrere også af lave forventninger og en tøven mod at stille krav.
Hvad årsagerne til berøringsangsten og de lave forventninger er, vil jeg i denne artikel prøve at give mit bud på.
Mødet med den faglige berøringsangst
Da jeg for over 20 år siden kvittede mit arbejde som højskolelærer og begyndte at arbejde med anbragte minoritetsunge, opdagede jeg hurtigt, at jeg ikke følte mig klædt på til opgaven.
De minoritetsunge jeg mødte, var på alle områder meget anderledes at arbejde med end de unge jeg mødte på højskolen. Jeg var selvfølgelig opmærksom på at de kom fra social belastede hjem, men det kunne langt fra forklare de mange forskelle.
Derfor rettede jeg hurtigt mit blik mod den kultur, de unge var opvokset i, som en medvirkende årsag til deres problemer.
Jeg begyndte at lede efter viden om de unges kulturelle opvækst. Og om kulturen kunne have indvirkning på de problematikker som de unge havde, og som vi prøvede at hjælpe dem med.
Jeg blev dog hurtig opmærksom på at det ikke var faglig velset at lede efter årsager og løsninger i den kultur de havde med sig i bagagen. Af ledere og kollegaer fik jeg at vide at de unges problemer intet havde med deres kultur at gøre. Men at det udelukkende skyldtes socialt betingede årsager.
Typisk blev årsagerne tillagt forældrenes flygtningestatus, at de havde oplevet krig, manglende uddannelse, eksilstress, traumer, dårlige økonomi osv.
Alle de kurser, temadage og konferencer jeg deltog i for at tilegne mig viden, omhandlede netop kun disse sociale årsagsforklaringer.
Men jeg jeg arbejdede også med unge, der havde indvandrerbaggrund og her så jeg de samme udfordringer. Derfor var svært at se logikken i at udfordringerne skulle skyldes traumer, krig osv.
Samme forklaringsmodeller mødte jeg også senere i mit arbejde i beskæftigelsessystemet, og i de projekter jeg var en del af.
Foto: Henrik Kokborg
Stadig modstand mod at arbejde med kulturforskellene
Her 20 år senere, er det stadig en udbredt holdning blandt mange fagprofessionelle at integrationsudfordringerne intet har med kultur at gøre. Men at de udelukkende skyldtes socioøkonomiske faktorer, eksilstress og traumer m.v..
Det bevirker at mange fagprofessionelle ubevidst ser vores flygtninge og indvandrere som ofre. Nogle det er synd for.
At nogle har oplevet krig og alt hvad det indebære, er selvfølgelig frygtelig og kan have sat sig spor i form af traumer og depression m.v.
Men for de fleste, har det at have oplevet krig ikke sat sig som invaliderende psykiske problemer. Og ikke at forglemme alle dem, som har indvandrerbaggrund, og ikke har oplevet krig og flugt.
Mange syntes også det er synd for flygtninge og indvandrere på grund af vores integrationspolitik og de tiltag, der følger i kølvandet på den. Således oplever de den fremmedfjendsk og racistisk.
Ser man dem udelukkende som ofre for krig, fremmedfjendsk og racistisk behandling fra regeringen, erhvervslivet, politiet, kommunen osv.. Er der en fare for at man kan komme til at fritage dem for at tage ansvar for deres eget liv. En konsekvens kan være at man bliver forsigtig med at stille krav til dem, for at beskytte dem.
Og værst af alt, så kommer man ubevidst til at give dem en forestilling om at de ikke har en chance for at komme til at klare sig godt i deres nye land.
Det har også den uheldige følgevirkning, at mange fagprofessionelle af de ovennævnte årsager kommer til at have lave forventninger til flygtningenes og indvandrernes egne muligheder for at have indflydelse på eget liv.
For som TV2 sang ”det er samfundets skyld”
Yazidi flygtninge, der lige er blevet reddet fra Islamisk Stat. Foto: Henrik Kokborg
At få offerrollen som sin identitet
Når fagprofessionelle og andre tildeler vores flygtninge og indvandrere titlen som ofre, mister de deres sociale identitet. Det kan blive starten på en afvigerkarriere. Hvor indvandreren eksempelvis, opbygger en identitet som arbejdsløs på overførselsindkomst. Og denne identitet bliver ofte overført til børnene i familien.
Flygtninge og indvandrere har ikke gavn af at blive behandlet som ofre
Jeg har siden 2012, to gange årlig, rejst ned til konfliktområderne i og omkring Syrien og Irak. Her har jeg besøgt og lavet nødhjælps arbejde i rigtig mange flygtningelejre. Derfor har jeg både oplevet krigens grusomheder og den håbløse situation flygtningene befinder sig i. Samt fået en dybdegående indsigt i de samfund de flygter fra.
Derfor ved jeg også hvor heldige de flygtninge der kommer til Danmark er.
De er kommet til et land med fred. De har fået rettigheder, penge fra samfundet så de kan klare sig, ordentlige boligforhold, gratis uddannelse til dem selv og deres børn, gratis sundhedsvæsen osv. Goder der aldrig har eksisteret i deres hjemlande.
De har altså fået en helt unik chance i forhold til millioner af deres landsmænd, der stadig lever under usikre og kummerlige forhold som enten internt fordrevne eller i lejre i nærområderne.
De er i forhold til deres fordrevne landsmænd, vindere i livets lotteri. Og vi skal netop behandle dem som vindere og have store forventninger til dem.
Henrik Kokborg på besøg hos Quat som er flygtning fra Syrien. Hele hendes familie er blevet dræbt, men hun fik reddet nogle af sine børnebørn. Foto: Henrik Kokborg, Kurdistan i Nordirak
Det er ikke let at skifte kultur
Jeg har nu i mange år studeret de forskellige kulturer flygtningene og indvandrerne har haft med sig i bagagen, og hvordan den påvirker muligheden for at falde til i Danmark. Derfor kan jeg godt forstå, at det kan være svært for nogle at falde til og klare sig i vores kultur.
De fleste familier klarer dog tilpasningen i løbet af nogle få år. Mens nogle familier kan være flere generationer om det. Derfor har vi en gruppe af vores indvandrere, der har behov for en særlig hjælp.
Det der kendetegner denne gruppe, er at den har et ufleksibelt forhold til hjemlandets kultur og religion. Derfor har gruppen svært ved eller måske har modstand mod at tilpasse sig den danske kultur.
Kulturforskellene er store. Selv om en indvandrer har mange års erfaring som slagter fra sit hjemland, kræver det en kæmpe omstilling at blive slagter i Danmark. Foto: Henrik Kokborg
Fagprofessionelle har brug for at have kendskab og viden om flygtninge og indvandrernes kultur og religion
For den store gruppe, af vores flygtninge og indvandrere, udgør kulturforskellene ikke et problem for det socialt faglige arbejde og for integrationen. Ikke at gruppen udskifter hjemlandets kultur og religion med den danske. Nej, de tilpasser bare deres egen kultur, så de kan leve og fungerer og bidrage til det danske samfund.
Men for den gruppe, som har et ufleksibel forhold til kultur og religion, kan kulturen og religionen være en medvirkende årsag til familiens sociale problemer.
Derfor er integrationsproblematikken og det socialfaglige arbejde ikke sort eller hvid. Det er langt mere nuanceret og kompliceret.
Hvis man udelukkende fokuserer på de sociale faktorer, er det dem man får øje på. Hvis man kun fokuserer på det at de er flygtet fra krig, har man en tendens til at give traumer og eksilstress skylden.
Eller hvis man for den sags skyld kun fokuserer på de kulturelle og religiøse forskelle, er det som regel der man finder sine forklaringer.
Når fagprofessionelle ikke tilstrækkeligt undersøger hvad problemerne handler om, eller udelukker årsagsforklaringer, bliver de i nogle tilfælde overbeskyttende, handlingslammede og berøringsangste.
Vi risikerer således, at lærere, pædagoger, socialrådgivere, jobkonsulenter, terapeuter og psykologer nogle gange griber til en forkert socialfaglig indsats, der ender med at fastholde flygtningene, indvandrere og deres efterkommere i systemet.
Hvis fagfolkene i folkeskolen skal have de bedste forudsætninger for at hjælpe disse børn, er det nødvendig at de har et kendskab til den stimulering og opdragelse de har fået af deres forældre. Foto: Henrik Kokborg
Der er behov for opkvalificering i det socialt faglige arbejde
For mig at se så er der behov for mere uddannelse af de faggrupper, der i deres dagligdag møder vores flygtninge, indvandrere og deres efterkommere.
Men på grund af berøringsangst eller måske personlig overbevisning, er der modstand på at få og inddrage ny viden. Især om de kulturelle og religiøse aspekter i forhold til det socialfaglige arbejde. Og det er ærgerligt, for her ligger der rigtig mange forklaringer og ikke mindst løsninger gemt.
