Hvorfor vi ikke kan ignorere kulturelle forskelle i socialfagligt arbejde!

Interkulturelle kompetencer er vigtige i forhold til det socialfaglige arbejde

Af og til støder jeg på fagfolk, der agiterer for, at vi helt skal se bort fra kulturelle forskelle i det socialfaglige arbejde med indvandrere og efterkommere. Det kan jeg ikke være mere uenig i, og jeg mener, at en styrkelse af fagprofessionelles interkulturelle kompetencer er nøglen til en langt bedre forebyggelsesindsats samt bedre og mere effektive tiltag og indsatser.

Af Henrik Kokborg, Integrationsinfo.dk den 1. oktober 2024

I arbejdet med integration af indvandrere og deres efterkommere, især dem der kommer fra ikke-demokratiske lande med en stærk kollektivistisk kultur, er det essentielt, at fagprofessionelle har fokus på kulturforskelle. Derfor er det vigtig at de få styrket deres interkulturelle kompetencer. Hvorfor jeg mener at det er vigtigt vil jeg forklare i det følgende.

En af grundene til at det vigtig er at nogle indvandreres kollektivistiske bagage, kan skabe dybe forskelle i, hvordan de opfatter og reagerer på både sociale og faglige udfordringer i et samfund, der er baseret på individualisme, demokratiske principper og stor samfunds solidaritet.

Kollektivisme vs. Individualisme: En grundlæggende forskel

Kollektivistiske kulturer, er ofte præget af stærke bånd til familien og det kulturelle og religiøse fællesskab. Her fungerer familien som det økonomiske og sociale sikkerhedsnet for det enkelte individ, og familiens netværk fungerer som det udvidede sikkerhedsnet, når familiens egen hjælp ikke slår til. Således vægtes loyalitet over for familien og gruppen højere end individuel selvstændighed. Dette står i stor kontrast til den danske kultur, hvor velfærdssamfundet er den enkeltes sociale og økonomiske sikkerhedsnet. I stedet for at opdrage til familie loyalitet, lægger vi i opdragelsen i stedet vægt på individuel frihed, selvudvikling, personligt ansvar og stor loyalitet over for velfærdssamfundet. Den udfordring, som mange socialfaglige fagfolk står overfor, er at skulle navigere mellem disse to forskellige måder at forstå verden på.

Mange efterkommere, der er vokset op i kollektivistiske familiekulturer, bliver ofte opdraget til at passe ind i familiekollektivets normer og værdier og ikke til at skulle passe ind i den individualistiske samfundskulturs værdier og normer. Dette ses især i parallelsamfund, hvor de kulturelle og religiøse normer fastholdes og forstærkes. Det betyder, at de tosprogede børn, unge og voksne kan møde store vanskeligheder i institutioner, skoler, uddannelsessystem og på arbejdsmarkedet, fordi de kompetencer, de har udviklet hjemme, ofte ikke stemmer overens med de krav og forventninger, der stilles i et demokratisk samfund.

Fagprofessionelles udfordringer i mødet med kollektivistisk prægede familier

En af de største udfordringer, fagfolk står overfor, er at forstå, hvordan opvæksten i en kollektivistisk, autoritær og hierarkisk familiekultur præger individets sociale færdigheder og kompetencer.

I et demokratisk individualistisk samfund udvikles samarbejdsevner gennem dialog, refleksion og personlig ansvarlighed. Børn lærer tidligt at træffe beslutninger selv, tage ansvar for deres handlinger, stille spørgsmål, tænke kritisk og have tillid til deres medmennesker. Men for de børn, der er vokset op i en kollektivistisk kultur, hvor familien ofte har en autoritær og hierarkisk struktur, og hvor man ikke nødvendigvis bliver opdrages til at stille spørgsmål ved det man ikke forstår eller er uenig i, kan der være et markant anderledes refleksionsniveau og samarbejdsevner, set i forhold til de individualistisk opdragede børn.

Dette afspejler sig blandt andet i evnen til at arbejde selvstændigt, tage personligt ansvar og udvise selvregulering. Mange af de børn og unge, der kommer fra sådanne hjem, opdrages til at handle ud fra kollektivets normer og forventninger, hvor der er mindre plads til den individuelle udfoldelse, som det danske skole- og uddannelsessystem i høj grad bygger på. Det kan resultere i, at forældrenes ønske om at deres barn skal uddanne sig til enten advokat, læge og ingeniør trumfer barnets eget ønske om uddannelse.

 Betydningen for de demokratiske samarbejdsevner

Når fagprofessionelle arbejder med individer fra kollektivistiske kulturer, møder de også individer, der er opdraget til en anden form for samarbejde. De demokratiske samarbejdsevner, som vi ser som naturlige i Danmark, kan virke fremmede for dem, der er vant til en autoritær og hierarkisk struktur. Det betyder, at fagpersoner, der udelukkende benytter de metoder og samarbejdsformer, som fungerer i en individualistisk kontekst, kan opleve frustrationer og misforståelser, fordi de personer, de arbejder med, ikke nødvendigvis har de samme forudsætninger for at indgå i disse former for samarbejde. F.eks. er coaching udviklet til at være effektiv på personer med reflekterende og individualistisk tankegang, og derfor ikke nær så effektiv som metode på personer der er opdraget efter de kollektivistiske normer.

Så det at have en kollektivistisk opvækst med sig i bagagen kan have direkte indflydelse på evnen til at udvikle sociale kompetencer som empati, selvregulering og kritisk refleksion. At forvente, at en person, der er opdraget i en autoritær og hierarkisk kultur, hurtigt vil kunne omstille sig fra en hierarkisk struktur til mere flad og demokratisk struktur, er ikke realistisk uden en forståelse af de dybereliggende kulturelle forskelle.

Skole og uddannelsesudfordringer

Et andet afgørende område, hvor forskellene bliver tydelige, er i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Her bliver børn og unge mødt af pædagogiske læringsmetoder- og undervisningsmateriale, der er udviklet til elever, som er opvokset i en individualistisk kultur. Det kræver en høj grad af selvstændighed, evne til refleksion og kritisk tænkning, at profitere optimalt af de metoder- og materialer der benyttes. For tosprogede elever fra kollektivistiske familier kan dette skabe store faglige udfordringer, da de måske ikke har udviklet individualistiske kompetencer i samme grad som deres individualistisk opdragede kammerater.

Når disse børn og unge møder skolens krav om selvstændighed, kritisk tænkning og personligt ansvar, kan de hurtigt komme til kort, både fagligt og socialt. F.eks. er det et udbredt princip i det danske skole- og uddannelsessystem at eleverne har ansvar for egen læring. Det et princip passer godt til de individualistisk opdragede børn, men mindre godt til de kollektivistiske, autoritær og hierarkisk opdragede børn. De vil i langt højere grad profiterer af en lærestyret autoritær læringsform, da den i højere grad flugter med deres kollektivistiske opdragelse.

F.eks. foregår meget læring i Danmark gennem gruppearbejde. For at et gruppearbejde kan fungere optimalt, er det vigtig at alle i gruppen har veludviklede demokratiske samarbejdsevner, hvor selvregulering, ligestilling, ytringsfrihed, kritisk tænkning og tillid er omdrejningspunktet. Men for mange kollektivistisk opdragede børn kan det være vanskeligt at indgå i et gruppearbejde, da de igennem deres autoritære og hierarkiske opdragelse ikke har fået udviklet deres demokratiske færdigheder og kompetencer i samme grad som de dansk kulturelt opdragede børn.

Lærere og pædagoger, der har forståelse for disse kulturelle forskelle, kan derfor i langt højere grad skabe et undervisningsmiljø, hvor de tosprogede elever også kan trives og udvikle sig.

Interkulturelle kompetencer som nøglen til forebyggelse

Hvis vi som samfund vil forebygge udvikling af parallelsamfund, hvor kulturelle og religiøse normer står i kontrast til de danske værdier og normer, er det afgørende, at fagprofessionelle på tværs af institutioner, skoler og ungdomsuddannelser besidder stærke interkulturelle kompetencer. Det samme gælder for journalister og politikere, der har indflydelse på integrationsindsatserne. Uden disse interkulturelle kompetencer risikerer vi, at vores opfattelse af problemerne og de forklaringsmodeller vi handler ud fra, tager udgangspunkt i den danske kulturs forforståelse af problemers opståen. F.eks. har vi i årevis ført integrationspolitik og udført socialt arbejde ud fra en forklaringsmodel om, at den sociale udsathed man finder i boligområder med mange indvandrere med en kollektivistisk kulturbaggrund, skyldes socioøkonomiske forhold og dårlige sprogkundskaber. Den danske kulturs løsning på de sociale udfordringer, har derfor taget udgangspunkt i vores egen individualistisk demokratiske logik. Derfor har vores løsning været fokuseret på uddannelse og arbejde. For i vores individualistiske hoveder vil alle indvandrere få lyst til at integrerer sig ind i vores individualistiske- og demokratiske kultur, hvis de bare fik uddannelse og et arbejde. Men det står efterhånden klart for alle, at så enkelt er det ikke. I dag er der en stigende erkendelse af at parallelsamfundene ikke opstår på grund at social udsathed og sproglige udfordringer men opstår på grund af kulturelle og religiøse forskelle i normer og værdier.

Når vi forstår de kulturelle forskelle i familieværdier, samarbejdsformer, kønsroller, børneopdragelse, frihedsrettigheder, tillid mv., har vi langt større mulighed for at skabe indsatser, der reelt gør en forskel. Det kræver dog, at vi ser kulturelle forskelle som en naturlig del af integrationsprocessen og ikke bortforklarer- og ignorerer dem.

Afsluttende bemærkninger

At styrke de interkulturelle kompetencer blandt fagprofessionelle er derfor ikke kun vigtigt for den enkelte eller familiers integration og muligheder – det er afgørende for hele samfundets sammenhængskraft. Hvis vi skal sikre en vellykket integration og ikke mindst skal forebygge parallelsamfund, er det nødvendigt, at vi tager udgangspunkt i de kulturelle forskelle og arbejder aktivt for at bygge en bro mellem den kollektivistiske kultur og over til de individualistiske- og demokratiske værdier og normer som vores samfund fungerer efter.