Når familiekonflikter håndteres uden for loven: Et parallelsamfunds problem
Jeg har skrevet denne artikel for at uddybe det, jeg udtalte mig om på baggrund af Berlingskes artikel om mæglingsråd i Gellerup i Aarhus og senere i TV-avisen på DR.
Af Henrik Kokborg, den 23. oktober 2024
En væsentlig faktor, der har bidraget til indførelsen af sharia-baserede mæglingsråd i danske parallelsamfund, er indvandring af palæstinensiske flygtninge fra Libanon. Mange af disse flygtninge, der kom til Danmark i løbet af 1980’erne og 1990’erne, har bragt traditioner og praksisser med sig, som blev udviklet under svære forhold i flygtningelejrene i Libanon. Disse mæglingsråd, hvor konflikter blev løst internt uden involvering af statslige myndigheder, blev hurtigt den dominerende form for retspraksis i flygtningelejrene. Det er denne praksis, som har fulgt med de palæstinensiske flygtninge til Danmark og videreført i de parallelsamfund, vi ser i dag.
Mæglingsråd i Libanons flygtningelejre
I de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon, som blev etableret efter oprettelsen af staten Israel i 1948, var statslige myndigheder fraværende, og beboerne var overladt til sig selv. Den libanesiske stat havde begrænset indflydelse i flygtningelejrene, og palæstinenserne blev betragtet som en midlertidig befolkning uden rettigheder, og juridisk beskyttelse fra staten. Under disse forhold udviklede der sig en stærk klanmentalitet og interne magtstrukturer, hvor mæglingsråd blev den gængse måde at løse konflikter på.
Sharia-retspraksis blev en naturlig del af denne struktur. Sharia er det islamiske retssystem, der bygger på Koranen og Profeten Muhammeds lære. Det omfatter regler og principper for både religiøs og verdslig adfærd, herunder familieanliggender, økonomiske transaktioner, strafferet og civilret. Sharia-retspraksis i mæglingsrådene betyder, at konflikter løses ud fra disse religiøse love og normer, hvor fokus ofte er på at genoprette balance og ære gennem kompensation, som f.eks. blodpenge (diyya), snarere end at straffe den skyldige i overensstemmelse med statslige love.
Dette system blev betragtet som legitimt, fordi det byggede på de religiøse og kulturelle normer, som folk havde tillid til og følte sig trygge ved. I disse miljøer var det ofte et spørgsmål om overlevelse at kunne løse konflikter hurtigt og internt, da enhver offentlig konflikt kunne svække familiens status eller bringe dem i fare i et voldeligt og ustabilt miljø.
Familieæren: Kollektiv og grænseløs
I mange muslimske samfund er ære ikke kun noget, der tilhører én person – det er noget, hele familien deler. Æren strækker sig ofte ud over landegrænser og involverer ikke bare den nærmeste familie, men også slægtninge og netværk, der bor i andre lande. Det betyder, at en konflikt i Danmark kan påvirke familiens omdømme ikke kun her, men også blandt familie og bekendte i andre dele af verden. Når familiens ære er på spil, kan det få store konsekvenser, uanset hvor familiemedlemmerne befinder sig.
Fordi æren er så vigtig og grænseløs, bliver mæglingsråd brugt som et effektivt redskab til hurtigt at afslutte konflikter. Rådene hjælper med at finde en løsning, som forhindrer, at konflikten udvikler sig og spreder sig til andre dele af familien – både i Danmark og i udlandet. Dette er med til at sikre, at konflikten ikke fortsætter eller fører til hævnaktioner.
Men selvom mæglingsrådene kan være effektive til at løse konflikter internt, er de også et stort problem. Når konflikter løses uden om de danske myndigheder, underminerer det retssystemet og efterlader mange muslimer retsløse, fordi de ikke får den beskyttelse og retfærdighed, de har krav på. Det skaber en parallel verden, hvor danske love og rettigheder bliver sat ud af spillet.
Mæglingsråd og social kontrol i danske parallelsamfund
Da mange af de palæstinensiske flygtninge bosatte sig i almene boligområder, blev traditionen med mæglingsråd og interne konfliktløsninger videreført. I mangel af tillid til de danske myndigheder og en dybt forankret kulturel arv har disse mæglingsråd fået fodfæste i visse almene boligområder, især blandt efterkommere af de palæstinensiske flygtninge. Den religiøse autoritet, som imamer og familiens overhoveder besidder, har givet dem stor magt over mæglingsprocesserne, hvor de bruger sharia-lovgivning til at opretholde de sociale normer og beskytte familiens ære.
I disse samfund spiller mæglingsrådene en central rolle i den kulturelle og religiøse sociale kontrol. Imamer og andre religiøse ledere, der leder disse mæglinger, fungerer ikke blot som mæglere, men som vogtere af de sociale og religiøse normer, der regulerer adfærd i parallelsamfundet. Mæglingsrådene bruges aktivt til at sikre, at konflikter bliver løst på en måde, der beskytter familiens ære og opretholder den sociale orden. Dette er særligt vigtigt i et miljø, hvor skam og statustab kan have alvorlige konsekvenser for familiens status i samfundet – ikke kun i Danmark, men også i andre lande.
Denne grænseløse ære gør mæglingsrådene til et effektivt redskab til at afslutte konflikter hurtigt, men det skaber samtidig et enormt problem for retssikkerheden i Danmark. Ved at løse konflikter uden om de danske myndigheder underminerer disse råd ikke blot retssamfundet, men efterlader også mange muslimer retsløse i deres eget land. Det gør det ekstremt vanskeligt for ofre at opnå retfærdighed, da de står under et stærkt pres for at deltage i den sociale kontrol, som mæglingsrådene udøver.
Social kontrol som barriere for integration
Denne form for social kontrol udgør en af de største hindringer for integrationen af muslimer i det danske samfund. Ved at fastholde sharia-baserede løsninger og mæglingsråd forhindrer religiøse og kulturelle ledere deres medlemmer i at engagere sig i det danske retssystem og dermed i det bredere danske samfund. Samtidig skaber det en isolation, hvor de involverede lever efter egne regler, ofte uden reel retssikkerhed eller mulighed for at bryde ud af parallelsamfundets magtstrukturer.
For kvinder og unge er denne sociale kontrol særligt hård, da den ofte fastholder dem i undertrykkende strukturer, hvor ethvert forsøg på at bryde fri fra samfundets normer ses som et angreb på familiens ære. Mæglingsrådene bliver derfor en mekanisme til at opretholde patriarkalske magtstrukturer og hindre individers frihed og rettigheder. Det er derfor afgørende, at vi som samfund forstår og håndterer denne form for social kontrol, hvis vi skal skabe bedre integration og sikre lige rettigheder for alle borgere i Danmark.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Faktaboks:
Blodpenge (Diyya) i Islam
Hvad er blodpenge?
Blodpenge, kaldet (diyya) i islamisk lov, er en økonomisk kompensation, som betales til ofrets familie ved drab eller alvorlig skade. Det bruges som et alternativ til hævn og har rødder i både præ-islamisk kultur og sharia.
Historisk og religiøs baggrund
Blodpenge stammer fra præ-islamiske arabiske samfund, hvor det blev brugt til at undgå blodhævn mellem klaner. Med islams fremkomst blev blodpenge en del af sharia-lovgivningen, hvor det tilbydes som et alternativ til qisas (gengældelse, f.eks. “øje for øje”). I islam er det en måde at skabe forsoning og opretholde social fred på.
Hvordan fungerer blodpenge?
Blodpenge er fastsat i sharia-lovgivningen og varierer afhængigt af offerets køn, religion og sociale status. Det religiøse mål med blodpenge er at genoprette balancen og sikre fred mellem familierne ved at tilbyde økonomisk kompensation i stedet for gengældelse.
Moderne brug
Blodpenge praktiseres stadig i lande som Saudi-Arabien og Pakistan under sharia-lovgivning. Det har mødt kritik i moderne tid, særligt på grund af forskelsbehandling mellem køn og religion, hvilket har ført til opfordringer om reformer.
Kulturel og religiøs kontrol
Blodpenge i islam handler ikke kun om penge, men også om at beskytte familiens ære og opretholde social orden i overensstemmelse med religiøse normer. Ved at acceptere blodpenge kan en familie sikre sig mod hævn og bevare deres ære i både lokale og religiøse fællesskaber.
Henrik Kokborg: Specialist i interkulturel integration, kulturelle udfordringer - Integrationsrådgiver og underviser
Henrik Kokborg er specialist inden for integration, og især kendt for sit arbejde med kulturens og religionens betydning for en vellykket integrationsproces. Han er stifter af videns- og kursusvirksomheden Integrationsinfo, hvor han siden 2012 har arbejdet med at forstå og løse de udfordringer, som møder fagfolk, der arbejder med integration i Danmark.
Henrik fokuserer især på de kulturelle forskelle, der kan udgøre barrierer for det faglige samarbejde, og han har udviklet praksisnære kurser og oplæg, der hjælper fagfolk med at navigere i disse udfordringer. Han har en særlig interesse i emner som parallelsamfund, børneopdragelse, social kontrol, beskæftigelse, kriminalitet og bander, radikalisering, ekstremisme, og hvordan disse faktorer påvirker integrationen af indvandrere fra ikke-demokratiske lande. Derudover har han været aktiv i at forstå og formidle udfordringerne ved interkulturel kommunikation og har afholdt mere end 1.200 kurser for fagprofessionelle, herunder pædagoger lærere, socialrådgivere, politibetjente, psykologer, sundhedspersonale, boligsociale medarbejdere, politikere mv.
Henrik Kokborg har også udført omfattende feltstudier i konfliktområder som Syrien og Irak, for at få en dybere forståelse af de bagvedliggende årsager til flygtningestrømmene og den kultur de har med i bagagen. Hans arbejde har også omfattet medvirken i tv-dokumentarer, radioprogrammer, og artikler, hvor han har delt sin indsigt i integrationsrelaterede emner.
Hans tilgang understreger vigtigheden af kulturel forståelse og at tackle de udfordringer, der opstår, når forskellige værdier og normer mødes i det danske samfund. Henrik er kendt for at advokere for en åben dialog og for at opfordre til nysgerrighed frem for berøringsangst i mødet med kulturelle forskelle.
