Af Henrik Kokborg, integrationsrådgiver, kulturanalytiker, underviser og foredragsholder
Forholdet mellem religion, kultur og social kontrol fylder meget i mit arbejde med fagprofessionelle. Derfor fik et debatindlæg i Uddannelsesmonitor af religionssociolog Brian Arly Jacobsen og Ulla Loumand fra Religionslærerforeningen mig til at stoppe op.
De argumenterer for, at religion bør have en plads på den kommende epx-uddannelse, blandt andet fordi kommende pædagoger, sosu-medarbejdere, sygeplejersker, politibetjente og socialrådgivere kommer til at møde borgere, hvor religion har betydning for opdragelse, sygdom, køn, familieliv og social kontrol.
Det er jeg sådan set helt enig med dem i, og derfor skal fagprofessionelle selvfølgelig have viden om religion. Men for mig opstår problemet, når religionsfaglighed bliver svaret på nogle problemstillinger, der i praksis er langt mere komplekse end som så.
Når religion, kultur og social kontrol hænger sammen
Jacobsen og Loumand skriver selv, at religion, familie, kultur og social kontrol kan være vævet ind i hinanden, og det er netop pointen.
For så nytter det jo ikke kun at blive klogere på religion. Man er også nødt til at forstå, hvordan religion spiller sammen med familiens normer, køn, hierarkier, ære, skam og social kontrol. For det er den virkelighed, fagprofessionelle møder i praksis.
Jeg har gennem mange år undervist fagprofessionelle i netop de problemstillinger, og noget af det vanskeligste er at finde ud af, hvad man egentlig står med. Er det religion? Er det kultur? Er det familiens normer? Er det social kontrol?
Ofte er svaret, at flere ting spiller sammen.
Har hun selv valgt det?
Tag fx en 16-årig pige, som ikke vil deltage i aktiviteter sammen med drenge. Hun fortæller, at det skyldes hendes religion, og at det er hendes eget valg. Her vil det være nærliggende at konkludere, at der er tale om individuel religiøs praksis, men helt så enkelt er det ikke nødvendigvis.
For hvis pigen er vokset op i en familiekollektivistisk familie, er hendes valg ikke nødvendigvis kun hendes eget anliggende. Hun er nemlig en del af en familie, hvor den enkeltes handlinger kan få stor betydning for hele slægten, og hvor loyalitet, familiens omdømme og hensynet til fællesskabet kan veje langt tungere end den enkeltes ønsker.
Hun kan derfor sagtens mene det helt oprigtigt, når hun siger, at hun selv har valgt. Men spørgsmålet er i virkeligheden, hvad der ville ske, hvis hun valgte anderledes?
Ville forældrene acceptere det? Hvordan ville hendes søskende reagere? Hvad med den øvrige familie? Ville der begynde at cirkulere rygter? Ville hendes valg påvirke familiens omdømme? Og hvordan ville netværket og miljøet reagere?
Det er den slags spørgsmål, den fagprofessionelle skal kunne stille.
Social kontrol behøver ikke være synlig
Social kontrol er nemlig ikke kun, at nogen direkte siger: ”Det der må du ikke.”
Den kan også ligge i forventningerne, loyaliteten, sladderen, hensynet til familiens ære og i den unges egen viden om, hvad der forventes af hende. Og nogle gange er normerne blevet så indlejret gennem opdragelsen, at den unge kontrollerer sig selv.
Derfor studsede jeg over, at Jacobsen og Loumand skriver, at eleverne skal lære at skelne mellem individuel religiøs praksis og social kontrol. For i praksis er grænsen langt mere flydende.
Det betyder ikke, at den unge ikke kan have truffet et reelt og selvstændigt valg. Men vi kan ikke afgøre, hvor stort hendes reelle handlerum er, alene ved at spørge, om hun selv har valgt. Vi bliver også nødt til at undersøge de normer, relationer og mulige konsekvenser, som valget er truffet indenfor.
Religion, kultur og familie hænger sammen
Jeg studsede også over ønsket om at lære eleverne at skelne mellem religion og kultur.
Selvfølgelig kan det være relevant at vide noget om, hvad forskellige religioner faktisk foreskriver. Men når man som fagprofessionel står over for en familie, er det vigtigste ikke nødvendigvis at afgøre, om en bestemt norm kommer fra islam, kultur eller tradition.
Det afgørende er, hvilken betydning normen har i familien. For hvis familien opfatter den som religiøs, indretter familielivet efter den og reagerer, hvis et familiemedlem bryder den, så har normen en reel betydning. Også selv om en religionsforsker kan fortælle, at den ikke står i Koranen.
Det er her, jeg synes, det religionsfaglige blik bliver alt for snævert. For religion bliver jo ikke praktiseret uafhængigt af kultur og familie. Den fortolkes og praktiseres af mennesker og bliver en del af familier og miljøer, hvor der i forvejen findes bestemte forestillinger om køn, opdragelse, autoritet, familie, ære og skam.
Derfor kan vi heller ikke forstå religionens betydning uden at forstå den kulturelle og sociale sammenhæng, den indgår i. Det betyder ikke, at religion er et problem. For mange mennesker er religion netop en vigtig kilde til mening, fællesskab og identitet.
Men religiøse normer kan også indgå i magtstrukturer og social kontrol. Det er netop det, kommende fagprofessionelle skal kunne få øje på.
Forståelse er ikke nok
En pædagog eller socialrådgiver skal selvfølgelig forsøge at forstå, hvorfor en familie handler, som den gør. Men forståelsen skal også kunne bruges til noget.
Hvornår kan vi uden problemer imødekomme en families ønsker? Hvornår skal vi være nysgerrige og forsøge at forstå baggrunden? Hvornår skal vi forklare samfundets rammer tydeligere? Og hvornår skal vi stå fast, fordi familiens normer begrænser et barns eller en ungs rettigheder og handlemuligheder?
Det kræver religionsviden, men det kræver så sandelig også viden om familiekollektivisme, hierarkier, æresnormer, social kontrol og kulturelle forskelle i blandt andet opdragelse og kommunikation. Det kræver med andre ord kulturanalytiske kompetencer.
Jacobsen og Loumand slutter deres debatindlæg med, at løsningen er at lære de unge at forstå religion. Jeg vil hellere sige, at forståelse er forudsætningen for at kunne handle fagligt kvalificeret.
Det er grundlæggende det, jeg mener med forståelse før handling.
Vi skal forstå de normer, værdier og kulturelle sammenhænge, der ligger bag menneskers handlinger, før vi beslutter, hvordan vi som fagprofessionelle skal reagere. Men forståelsen må aldrig blive et mål i sig selv. Den skal gøre os bedre til at handle.
Hvis vi virkelig vil ruste kommende fagprofessionelle til den virkelighed, de kommer til at møde, skal vi derfor lære dem at se på hele familien og det miljø, mennesket indgår i. Ikke kun på religionen.
Religionsviden er vigtig. Men den kan ikke stå alene.
