Gymnasierne råber op – men problemet starter et helt andet sted

En reaktion på gymnasiernes opråb om social kontrol og parallelsamfund

Af Henrik Kokborg, integrationsrådgiver og underviser

Indledning:
Denne artikel er skrevet som en reaktion på det opråb fra danske gymnasier, hvor der peges på udfordringer med negativ social kontrol, parallelsamfund og antidemokratiske værdier blandt elever. Jeg synes, opråbet er vigtigt. Men det mangler også en grundlæggende forståelse af, hvor problemerne opstår – og hvordan de kan håndteres.

Med gymnasiernes opråb om negativ social kontrol, parallelsamfund og antidemokratiske værdier blandt elever bliver der nu talt mere åbent om nogle af de udfordringer, der længe har været kendt ude i praksis.

Det synes jeg er et tiltrængt fremskridt. Men der er også noget, gymnasierne misforstår.

For det, der bliver fremstillet som et gymnasieproblem, er jo ikke opstået i gymnasiet. Det er noget, de unge har med sig ind i gymnasiet.

Social kontrol starter ikke i gymnasiet

Når man taler om social kontrol blandt elever, kan det let lyde som noget, der opstår i grupper af unge. Men social kontrol opstår ikke i skolen eller gymnasiet. Den er allerede en del af mange unges liv, længe før de træder ind i et klasselokale. Den er indlejret i opdragelsen, i familien og i de miljøer, de er vokset op i.

Den sociale kontrol, vi ser, er heller ikke noget, de unge nødvendigvis oplever som kontrol. For dem er det en helt naturlig måde at regulere adfærd på. Det er noget, der er indlejret i deres opdragelse og i de fællesskaber, de er en del af. Noget, der, for dem, føles selvfølgeligt og rigtigt – ikke som noget, der begrænser dem.

Og det er netop derfor, det er så svært at arbejde med. For vi ser det som et problem, og de oplever det som noget helt naturligt.

I parallelsamfund bliver børn opdraget i familiekollektivistiske og hierarkiske strukturer, hvor familiens ære spiller en afgørende rolle. Hvor loyalitet over for familie og miljø vejer langt tungere end individuelle valg. Her relationer opdelt efter køn, alder og familiestatus. Og religion er ikke kun en tro, men fungerer også som et normsystem, der regulerer adfærd.

Det er den virkelighed, de unge tager med sig ind i vores institutioner.

Derfor deler eleverne sig op

Når vi så oplever, at elever deler sig op i grupper, bliver det ofte beskrevet som et problem i sig selv. Men det er i høj grad en helt naturlig konsekvens af, hvordan mennesker fungerer. Vi søger altid sammen med dem, vi deler normer og værdier med.

Forskellen er, at for mange unge er det ikke bare et socialt valg. Det er en forventning – og som regel også en forpligtelse. Når man er opdraget i et miljø, hvor fællesskabet og loyaliteten er altafgørende, giver det ikke mening at søge væk fra det.

Samtidig møder de i skolen et fællesskab, der bygger på helt andre værdier: individualisme, ligestilling, selvstændighed og dialog. Det er ikke små og ubetydelige forskelle – det er to helt forskellige måder at forstå fællesskab og relationer på. Og så opstår der helt naturligt segregering.

Ikke nødvendigvis fordi eleverne ikke vil hinanden. Men fordi udgangspunktet er så forskelligt, at det kan være svært at finde fællesskabet.

Det er i det spændingsfelt, vi ser social kontrol, gruppedannelser og parallelsamfund slå rod i institutionerne.

Elevfordeling løser ikke problemet

Løsningen bliver igen og igen formuleret som et spørgsmål om elevfordeling. Hvis vi bare spreder eleverne mere ligeligt, så bliver problemerne mindre. Og ja – de bliver mindre synlige. Men de forsvinder jo ikke af den grund.

Vi ændrer ikke på de normer og værdier, de unge er opdraget med. Vi ændrer ikke på den sociale kontrol. Vi ændrer ikke på de strukturer, de er en del af. Vi spreder det bare ud.

Det kan give en oplevelse af, at problemet er blevet mindre. For i hverdagen fylder konflikterne mindre. Men det er kun et spørgsmål om synlighed – ikke om reel forandring.

Når det ser ud til at fungere

Omvendt ser vi også skoler, hvor et stort flertal af eleverne kommer fra de samme minoritetsmiljøer. Her kan det fremstå som om, tingene fungerer meget bedre. Der er færre konflikter. Mere ro. Mindre modstand. Færre gnidninger.

Men det skyldes ikke nødvendigvis, at udfordringerne er væk. Det skyldes, at det ikke er den danske skolekulturs  normer, der sætter rammen. Det er minoritets elevernes egne normer, der bliver styrende.

Når alle elever agerer efter samme normer, opstår der naturligt færre sammenstød. Men så er det heller ikke længere de demokratiske og individualistiske værdier, der bærer institutionen – det er parallelsamfundets.

Problemet starter langt tidligere

Jeg har gennem mange år været ude og undervise og rådgive gymnasier, der står med de her udfordringer. Så jeg forstår godt behovet for, at der skal ske noget. Og jeg forstår også godt, hvorfor løsninger som elevfordeling virker tiltrækkende.

Men vi er nødt til at være realistiske. Fordeling af elever løser ikke problemerne på den lange bane.

For gymnasiernes udfordringer er ikke opstået på det enkelte gymnasium. De er resultatet af noget, der er bygget op gennem mange år. Vi ser de samme mønstre i dagtilbud, i folkeskoler og er begyndt at se de samme mønstre på arbejdspladserne. Det er altså ikke enkeltstående problemer – det er en samfundsudvikling.

Parallelsamfundene vokser sig større, stærkere og magtfulde. De parallelle normer og værdier får mere og mere fodfæste i samfundet. Det er sociale strukturer, som børn og unge bliver en del af, så snart de er kommet til verden – og som de helt naturligt tager med sig ind i vores institutioner.

Det er den virkelighed, vi er nødt til at se i øjnene.

For hvis vi bliver ved med kun at sætte ind dér, hvor problemerne bliver synlige for os, så sætter vi ind alt for sent. Så arbejder vi kun med konsekvenserne i stedet formed  årsagerne.

Hvad der i stedet virker bedre

Det betyder også, at løsningen ikke kun ligger i, hvordan vi fordeler eleverne. Den ligger i langt højere grad i, hvordan vi arbejder med det i praksis.

For hvis vi skal lykkes, kræver det, at lærere og ledelser bliver klædt på til at forstå de normer og mekanismer, de møder i klasserummet.

Det starter med indsigt.

Indsigt i parallelsamfundets logikker. Indsigt i social kontrol som reguleringsmekanisme. Indsigt i den virkelighed mange af de unge er vokset op i.

Først dér giver det mening at tale om metoder, didaktik og differentiering. Ellers kommer vi til at stille krav – uden at de har forudsætninger for at kunne leve op til dem.

Og så ender vi med at gøre det samme igen: Vi flytter bare rundt på problemerne.

Men vi får desværre ikke ændret på det, der skaber dem.