Negativ social kontrol i minoritetsmiljøer, skader integrationen.
Børns Vilkår har for nyligt udgivet en rapport, der bygger på 459 samtaler med børn og unge, som oplever negativ social kontrol. Rapporten belyser negativ social kontrol på tværs af religion, etnicitet og social baggrund. Men den belyser også at problemet er langt større i muslimske miljøer.
Da jeg udelukkende arbejder med den negative sociale kontrol i minoritetsmiljøerne, er det den jeg her vil belyse. Især den religiøse sociale kontrol og dens betydning for børn og unges sociale og faglige udvikling.
Der mangler viden om negativ social kontrol
Udfordringerne med negativ social kontrol, kan ikke kun løses med indsatser målrettet dem, som vil bryde ud af kontrollen. Der skal helt andre forebyggende tiltag til. Men der mangler praksisnær viden, om den negative sociale kontrols skadelige indflydelse på børn og unges udviklings- og integrations muligheder. Især mangler der viden og redskaber til forebyggelse og konkrete indsatser.
Mange af de forebyggende tiltag er målrettet den negative sociale kontrol, der foregår i de enkelte minoritetsfamilier. Især er der fokus på den sociale kontrol, der er rettet mod pigerne. Og her bliver der fx. oftest peget på faderen og brødrene som dem, der udøver kontrollen. Men i virkeligheden, er det ofte primært moderen, der har ansvaret for opdragelsen af pigerne, som udøver kontrollen.
I det næste, vil jeg beskrive den negative sociale kontrol i et bredere perspektiv. Men også nødvendigheden af indsatser målrettet den negative sociale kontrol blandt minoritetsbørn- og unge. Jeg vil give bud på, hvordan vi lettest forebygger og bekæmper den negative sociale kontrol. Især den religiøse sociale kontrol, som foregår i vores læringsmiljøer.
Den negative sociale kontrol
Dem, der er underlagt den negative sociale kontrol, lever oftest sammen med ligesindede i kollektivistiske parallelsamfund. Disse samfund er præget af et andet norm-og værdisæt end det omkringliggende samfund. Parallelsamfundet ser det øvrige samfund som fordærvet, farligt, uretfærdigt, racistisk, umoralsk osv. Derfor har den negative sociale kontrol til formål, at hindre parallelsamfundets beboere i, at blive en del af det øvrige samfund. Dermed er den negative sociale kontrol bygget på et fjendebillede, der udspringer af et “dem og os” verdenssyn.
Konsekvensen for at trodse parallelsamfundets strenge negative sociale kontrol, kan være udskamning, udstødelse, chikane, vold, genopdragelse, tvangsægteskab og i sjældne tilfælde drab. Hvis familien ikke reagerer i overensstemmelse med parallelsamfundets normer og regler, kan udskamningen og udstødelsen også ramme de øvrige familiemedlemmer.
Det er ikke kun familien, der udøver den negative sociale kontrol
Det er derfor ikke kun den enkelte minoritetsfamilie, der udøver negativ social kontrol på hinanden. Men hele det kollektivistiske parallelsamfund. De holder øje med og sladre om hinanden, for derigennem at hindre, at dets medlemmer bryder parallelsamfundets kulturelle/religiøse normer og regler.
Den negative sociale kontrol kan kun opretholdes i kollektivistiske samfund, hvor normer og værdier er i opposition til det omgivne samfund. Derfor er det vigtigt, at fagfolk fokuserer lidt bredere, end bare den enkelte familie, når man tænker forebyggende indsatser. Rygtesamfundet i de parallelle minoritetsmiljøer er hovedårsagen til, at den enkelte familie udøver sociale kontrol af hinanden. Familien gør det af frygt for at rage uklar med de andre familier i parallelsamfundet.
Især den religiøse sociale kontrol begrænser børn og unge i at udvikle sig
Det, som kendetegner den religiøse sociale kontrol er, at den er meget konfronterende og italesat. Den religiøse sociale kontrol opererer ud fra et sort/hvidt religiøst verdenssyn, hvor den deler alting op i halal (islamisk tilladt) og haram (islamisk forbudt). Den religiøse sociale kontrol, udspringer oftest ud fra den mest konservative tolkning af de religiøse tekster i koranen, hadith og sunna.
Den religiøse sociale kontrol har enorm stor magt over minoritetsfamilierne, da en stor del af familiens ære er bundet op på en religiøs identitet. Det betyder derfor, at hvis parallelsamfundet stempler nogle af familiemedlemmerne som dårlige muslimer, skades familieæren enormt. Familien risikerer dermed at miste sit netværk, indflydelse, vil få sværere ved at finde de rette ægtefæller til deres børn osv. Det får mange minoritetsfamilier til, udadtil, at underkaste sig den religiøse sociale kontrols normer og regler.
Derfor ligger den religiøse sociale kontrol også mange begrænsninger på, hvad børnene og de unge man kan gøre og tillade sig. De etniske miljøers negative sociale kontrol følger ofte med børnene, fra de er helt små, ind i institutioner, skoler og uddannelsessteder. Den præger samværet børnene i mellem, og dermed deres muligheder for at udvikle sig socialt og fagligt.
Den religiøse sociale kontrols magt, udføres ofte ved at nogle børn og unge “leger religiøst politi” over for de andre børn, der ligeledes kommer fra parallelsamfundene. De påpeger religiøse normer og regler overfor deres kammerater. Og af frygt for at skade deres families ære, retter de andre minoritetsbørn ind.
På den måde, kommer parallelsamfundets religiøse sociale kontrol også til at få magt over børn og unge i dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner. Men den kommer også til at have indflydelse fagfolkenes muligheder for at gennemføre aktiviteter og undervisning. Dermed har kontrollen en direkte indflydelse på børnenes skolegang og faglige indlæringsmuligheder.
Eksempler på religiøs social kontrol i folkeskolen
Lad mig give nogle eksempler på, hvordan praksisnære fagfolk oplever den religiøse sociale kontrols indgriben i deres hverdag. Disse udsagn har jeg fra underviser fra folkeskolen.
”Jeg oplever, at undervisningen “falder fra hinanden” i flere situationer. Det er særligt, når undervisningen indeholder eller strejfer jordens oprindelse, menneskets udvikling, seksualundervisning og lignende områder, hvor der kan være religion på spil.”
”Jeg oplever store udfordringer med at minoritetsbørnene på min skole. De holder øje med hinanden og kommer med ”trusler” i skoletiden f.eks.: Så er du ikke en rigtig muslim!”
”Jeg oplever social muslimsk kontrol som et stort problem. Det kan være, når undervisningen er lagt an på debat og diskussion, så kan en elev få al kommunikation til at forstumme, blot ved en kommentar.
Det kan være, hvad man må spise, og hvad man ikke må spise – og skal man faste, eller skal man ikke faste.”
”Muslimerne presser hinanden, fx til ikke at have kristendom, ikke at ville spise maden i madkundskab”
”Nogle udøver social kontrol – religionspoliti fx. madpakker under ramadanen eller beklædning i form af bestemt tøj”
“Jeg oplever nogle gange at min undervisning bliver umuliggjort, hvis bare en enkelt siger: ”Det der er ikke rigtigt. Det tror vi muslimer ikke på” Så tør ingen af de andre muslimske børn sige mere, og det ender derfor ofte med at de saboterer undervisningen”
Dette er blot et lille uddrag af de problematikker jeg møder, når jeg underviser fagfolk, der underviser på skoler og uddannelser.
Religiøs social kontrol i dagtilbud
Den religiøse sociale kontrol er også et stærkt voksende problem indenfor dagtilbudsområdet. Her oplever fagfolk, at børn ned til fire års alderen, retter deres kammeraters adfærd ud fra religiøse normer og regler. Det kan være, hvad man må spise, hvad tøj man har på, hvilke aktiviteter man må deltage i osv.
Men det er ikke kun den religiøse sociale kontrol børnene imellem, som udfordrer læringsmiljøet. Også nogle af forældrene presser på for, at institutionerne indretter sig efter religiøse regler. Det kan være krav til at købe mad uden en række e-numre, krav om religiøst godkendte halalstempler på maden , særlige køleskabe og køkkengrej til halalmad, krav om at personalet skal sørge for, at deres barn har tørklæde på hele tiden osv.
Negativ social er et voksende problem og hvorfor er den det?
Jeg forudser, at vi vil få større udfordringer med negativ social kontrol fremover. Især den religiøse sociale kontrol vil udfordre børns læringsmiljøer. Og årsagen er, at mange minoritetsunge vokser op, splittet mellem 2 kulturer, og derfor bliver identitetssplittede. De føler sig, hverken som fx. palæstinenser eller dansker. I stedet søger de deres identitet i religionen, og får dermed en religiøs identitet fremfor en kulturel identitet. Generelt er 2. generations unge, ifølge en række undersøgelser, langt mere religiøse end deres forældre.
Når de religiøse unge stifter familie og får børn, navigerer de derfor efter religiøse normer og regler, fremfor de kulturelle normer og værdier, de selv er opdraget efter. Det betyder, at de religiøse forældre opdrager deres børn til, hvad der er rigtigt (halal) og forkert (haram) ud fra, hvad de religiøse kilder dikterer, frem for samfundets normer og regler.
Det er de religiøst opdragede børn, som er de primære udøvere af den religiøse sociale kontrol af deres kammerater. På den måde kommer de religiøst opdragede børn, til at få magt over de andres børns læring og sociale udvikling.
Fagfolk mangler viden på området, der kan føre til usikkerhed og berøringsangst.
Manglende viden om kollektive kulturers normer og regler, blandt de praksisnære fagfolk, er en stor hindring for bekæmpelsen af den negative social kontrol. Den manglende viden og indsigt bevirker, at det kan være svært at få øje på, den negative sociale kontrol, der forgår lige foran øjnene på en. Når man ikke ved hvad man skal være opmærksom på, ser man ikke altid hvad det er der foregår. Endnu værre er det at man ikke ved hvornår og hvordan man skal sætte ind overfor den negative sociale kontrol. På grund af den manglende viden, er der hos mange fagfolk er der en udbredt berøringsangst. Og denne berøringsangst bevirker, at rigtig mange minoritetsbørn svigtes af de fagprofessionelle.
Den manglende indgriben over for den negative sociale kontrol betyder, at mange minoritetsbørns virkelighed er, at de er tvunget til, at efterleve parallelsamfunds normer og regler. Det bevirker, at de ikke får samme muligheder for at tilegne sig, og leve efter de universelle menneskerettigheder som de etnisk danske børn vokser op med.
Dermed lever minoritetsbørnene ikke efter samme demokratiske frihedsrettigheder, kønsligestilling, ytringsfrihed og religionsfrihed som deres danske kammerater. I stedet er de tvunget til at indordne sig under statushierarkier, opdelte kønsroller, sindelagskontrol, seksuel social kontrol, religionskontrol osv. Og dette til stor skade for minoritetsbørnenes muligheder for at udvikle og klare sig godt i det danske samfund.
Negativ social kontrol er/kan side-stilles med mobning
Mange fagfolk føler sig handlingslammede over for den negative sociale kontrol. Især den religiøse sociale kontrol. Men, hvis vi lader den religiøse sociale kontrol foregå på vores institutioner, skoler og uddannelser, har disse børn og unge ikke de samme frihedsrettigheder som resten af det danske samfund.
Derfor skal vi behandle den negative sociale kontrol som det den er, nemlig mobning. For det er i virkeligheden mobning af den enkelte, hvis andre vil bestemme hvordan man går klædt, hvad man spiser, hvem man leger med, hvad man siger og ens forhold til religion. Konsekvensen for ikke at overholde parallelsamfundets regler er jo udstødelse og chikane osv., og det er altså i bogstaveligste forstand mobning.
Hvordan forbygges og håndteres negativ social kontrol?
Hvis vi side-stiller negative sociale kontrol som mobning, er den meget lettere at håndtere. Vi har stor erfaring med at håndtere mobning i samfundet. Og i skole-og uddannelsessystemet, er der udarbejdet vejledninger og handleplaner for mobning.
Hvis vi skifter ordet mobning ud, i vejledninger og handleplaner, med negativ social kontrol, har vi allerede en række effektive redskaber til at forbygge og gribe ind. Derudover skal der også undervises i frihedsrettigheder og hvad negativ social kontrol er. For hvordan skal børnene ellers kunne sige fra over for den negative sociale kontrol?
For at kunne forebygge negativ social kontrol i det offentlige rum, skal de praksisnære fagfolk, som arbejder med minoritetsbørn og unge, klædes på. Hvis de ikke bliver det, bliver det svært at sikre et trygt og sikkert læringsmiljø, der gerne skulle gælde for alle børn!
