Genopdragelsesrejser er et alvorligt problem i Danmark. Men for at forstå, hvorfor børn og unge bliver sendt ud af landet for at blive “rettet op”, er det nødvendigt at se på kulturen, familien og de parallelsamfundsstrukturer, der gør det muligt. Genopdragelsesrejser er ikke et enkeltstående fænomen. Det er en del af et større mønster af negativ social kontrol i familier med rødder i MENAPT-landene.
I denne artikel får du en forklarende og praksisnær gennemgang af mekanismerne bag genopdragelsesrejser – og hvorfor mørketallet er langt større, end myndighederne registrerer.
Hvad er en genopdragelsesrejse?
En genopdragelsesrejse er et udlandsophold, hvor en ung sendes til forældrenes hjemland for at blive opdraget efter traditionelle, religiøse og kulturelle normer. Opholdet foregår typisk hos familie, religiøse skoler eller i deciderede genopdragelseslejre.
Formålet kan være at få barnet til at:
-
rette op på adfærd, som forældrene finder problematisk
-
følge familiens kulturelle og religiøse normer
-
undgå “vestlig påvirkning”
-
leve op til familiens ære
Genopdragelsesrejser er derfor et tydeligt tegn på negativ social kontrol, fordi den unge mister sin frihed og ofte udsættes for pres eller kontrol.
Jeg har undervist om negativ social kontrol siden 2012
I mit arbejde som integrationsrådgiver har jeg siden 2012 undervist og rådgivet fagprofessionelle i negativ social kontrol. tilbage i 2013 oplevede jeg, at en fagperson – som selv havde indvandrerbaggrund – forsvarede genopdragelsesrejser som en reel løsning, hvis forældre ikke kunne få deres børn til at adlyde.
Denne oplevelse var for mig en af de tidlige tegn på den udfordring, jeg stadig ser i dag, nemlig når fagprofessionelle bærer værdier og normer, der er i konflikt med dansk socialfaglig praksis, opstår alvorlige blinde vinkler.
Det betyder desværre, at unge i risiko ikke altid bliver beskyttet.
Hvorfor sender forældre deres børn ud af landet?
For at forstå genopdragelsesrejser må man forstå familiekollektivisme. I mange MENAPT-relaterede familiekulturer er barnet først og fremmest en del af familien – ikke et selvstændigt individ.
Forældrene sender unge på genopdragelse, når de oplever:
-
normbrud
-
trosmæssige eller religiøse udfordringer
-
psykisk mistrivsel
-
hashmisbrug eller risikoadfærd
-
at barnet bliver “for dansk”
-
at familiens ære er truet
Når problemer forstås som et moralsk svigt og ikke som et tegn på mistrivsel eller sygdom, bliver professionelle tilbud i Danmark ofte afvist. I stedet vælger nogle forældre et ophold i hjemlandet, fordi det ligger tættere på deres kulturelle forståelse af, hvordan man opdrager et barn.
Genopdragelsesrejser findes i flere miljøer
Selvom genopdragelsesrejser er mest synlige i somaliske miljøer, forekommer de også i afghanske, pakistanske, yemenitiske og irakiske familier samt i visse tyrkiske og arabiske miljøer. På tværs af disse miljøer går de samme kulturelle mekanismer igen: stærke familiehierarkier, æresbaserede normer, kollektivistiske familiestrukturer og tætte transnationale relationer, hvor slægtens interesser vægter højere end den unges individuelle rettigheder.
Parallelsamfund beskytter praksissen
En somalisk pige ringede for nylig til mig og fortalte:
“Somaliere foretrækker at bo i parallelsamfundet. Her blander danskerne sig ikke. Hvis vi bor blandt danskere, blander de sig bare og laver underretninger til kommunen. Her kan familien være i fred – ingen blander sig.”
Hendes ord rammer præcist den sociale mekanik, der holder et parallelsamfund sammen. Her beskytter man hinanden gennem tavshed og loyalitet, og personer, der afviger fra fællesskabets normer, mødes ofte med pres for at rette ind. Samtidig er kontakten til danske naboer og professionelle begrænset, hvilket mindsker risikoen for, at myndigheder bliver opmærksomme på problemerne. Denne beskyttende struktur skaber et rum, hvor genopdragelsesrejser kan foregå relativt ubemærket.
Et stort mørketal: Unge sendes ud efter de fylder 18 år
En ny tendens gør mørketallet større:
Familier venter med at sende de unge ud, til de fylder 18 år.
Hendes ord rammer præcist den sociale mekanik, der holder et parallelsamfund sammen. Her beskytter man hinanden gennem tavshed og loyalitet, og personer, der afviger fra fællesskabets normer, mødes ofte med pres for at rette ind. Samtidig er kontakten til danske naboer og professionelle begrænset, hvilket mindsker risikoen for, at myndigheder bliver opmærksomme på problemerne. Denne beskyttende struktur skaber et rum, hvor genopdragelsesrejser kan foregå relativt ubemærket.
Hvordan forebygger vi genopdragelsesrejser?
Forebyggelsen begynder med faglighed. Fagprofessionelle skal have den interkulturelle viden, der gør dem i stand til at forstå æresrelaterede konflikter, familiehierarkier og den sociale kontrol, der ofte presser forældrene til at handle. Samtidig kræver det mod at tage dialogen med familien og turde adressere de kulturelle normer, der ligger bag.
Ingen aktør kan løfte opgaven alene. Det kræver et stærkt tværfagligt samarbejde på tværs af skole, socialforvaltning, sundhedsvæsen og politi. Først når vi arbejder ud fra en fælles kulturforståelse, kan vi reelt beskytte unge mod at blive sendt ud af landet “for at komme på rette spor”.
Konklusion
Genopdragelsesrejser er således ikke en isoleret praksis. Det er et transnationalt kontrolsystem, drevet af ære, familiehierarki, religion og parallelsamfundslogik. Fænomenet findes i flere familier med rødder i MENAPT-landene og forekommer efter min bedste overbevisning langt oftere, end de officielle tal viser.
For at kunne forebygge bedre kræver det faglighed, indsigt og mod – og at vi tør tale åbent om de kulturelle mekanismer, der gør genopdragelsesrejser mulige.
Har du brug for viden om parallelsamfund i din kommune, din institution eller din organisation?
Jeg underviser og rådgiver gerne – for integration handler først og fremmest om at forstå den virkelighed, vi står i.
Jeg holder også foredrag som kan bookes her
