Dohuk Provinsen, i Kurdistan i Nordirak
I dag har vi været i Dohuk Provinsen, i Kurdistan i Nordirak for at se, hvordan flygtninge situationen ser ud der. Dohuk området har på meget kort tid modtaget over 2 milion flygtninge fra Syrien og Irak, som er flygtet fra Islamisk Stat.
Allerede på vej derop, kunne man se de mange flygtninglejre som de forskellige organsationer havde oprettet.
Men en lejr skilte sig ud.
En lejer skilte sig dog meget ud, i forhold til de andre flygtninglejre vi kom forbi. Normalt ser flygtninglejrene meget ens ud. Teltene er enten blå eller hvide, og de står i snorlige rækker indhegnet bag et pigtrådhegn. Men denne var ikke hegnet ind bag pigtråd, men lå på en gold mark op ad en vej. Overalt var der mudder, og man kunne ikke bevæge sig rundt uden at blive smurt ind i mudder. Teltene var lavet meget primitivt og var lavet af forskellige materialer, så som tæpper, plastic og presenninger. Der var ingen strøm, vand eller toiletforhold til lejerens mange beboere.
Dem der boede her var nogle af de flygtninge, som slet ikke modtager nogen form for hjælp omverdenen. Nødhjælps organsationerne mangler penge og har desværre ikke mulighed for at hjælpe alle de mange flygtninge. Derfor opstår der lejre som denne.
Disse lejre er enormt hårde at besøge fordi flygtningene, som lever her, lever under umenneskelige forhold. De har ikke ordentlige telte, ingen toiletforhold, ingen vand, ingen varme, ingen læge, ingen økonomisk hjælp osv.
I denne spontaneopståede lejer i Dohuk boede der ca. 700 familier
Far til 15 børn.
Mange har spurgt mig om, hvordan vi udvælger de familier, som har brug for hjælp. Det er i virkligheden en ganske rørende måde det foregår på.
Flygtningene i lejrene er fantastisk til selv at udpege dem, der har mest brug for hjælp. Når vi kommer til en lejer og forklarer at vi kun har få midler af hjælpe med, er de helt fantastiske til udpege de familier, som har mest brug for hjælp. Selv om de selv, absolut intet har selv, bliver vi altid guidet hen til en familie, der har det værre.
Manden med det store fuldskæg er far til 15 børn som han ingen mulighed har for at brødføde. Derfor valgte vi, at støtte hans familie med en del penge, hvilket var hårdt tiltrængt. Men også mange andre familier fik lidt penge.
Virkeligheden overgår desværre altid fantasiens grusomhed.
Under vores besøg i denne lejer fik Goran, min makker, det rigtig dårlig over at opleve alt den nød og elendighed. Det er første gang han er med ude og rejse sammen Integrationsinfo.
Han sagde til mig: “Henrik, nu kan jeg snart ikke mere. Det snører sig sammen i halsen og maven og jeg har kvalme. Jeg skal væk herfra nu. Jeg kan ikke mere”
Sådan havde jeg det også selv. Ikke bare det vi så, gjorde os dårlige, men for fanden, hvor er flygtningenes fortællinger er grusomme. Virkeligheden overgår desværre altid fantasiens grusomhed
Læs om Integrationsinfo´s foredrag her
