I 20 år har jeg arbejdet med at forbedre integrationen, af flygtninge og indvandrere. I arbejdet har jeg selvfølgeligt, fordybet mig i de socioøkonomiske forklaringsmodeller, traumer, eksilstress mv. som de fleste fagprofessionelle også arbejder ud fra. Men jeg har aldrig helt syntes, at de kan stå alene som forklaringsmodeller for alle de udfordringer, vi ser hos visse flygtninge og indvandrergrupper.

Igennem mit arbejdsliv, har jeg arbejdet ligeledes med etnisk danske familier med massive sociale problemer. Men de har ofte været anderledes at arbejde med, end mange at de flygtninge- og indvandrerfamilier jeg igennem årene har arbejdet med. De arbejdsmetoder og indsatser som jeg brugte til udsatte danske familier, virkede ikke på samme måde hos udsatte flygtninge- og indvandrerfamilier. Således blev jeg hurtig optaget af at finde ud af hvorfor – og ikke mindst, hvad der så virkede.

Fokus på kultur og religion som en medvirkende årsagsforklaring

Hurtigt blev jeg optaget af kulturens indflydelse på vores normer, værdier, færdigheder, læringsforudsætninger og adfærd.

For at kunne skelne mellem vores kulturforskelle, var jeg nødt til at starte med at se på min egen kultur. Men da jeg skulle fordybe mig i min egen kultur, opdagede jeg hurtig at det var enormt svært for mig. Jeg var på en måde blind over for den kultur jeg var vokset op i – jeg levede jo bare i den. Det gik op for mig, at en stor del af den kultur, der har formet mig og som regulerer min adfærd, kommer fra en tavs og ubevidst viden. Fx hvordan har vi lært, at der skal være ca. en meter imellem os når vi står og taler sammen?

Vores kultur er således noget vi lever i uden at vi tænker over det. Det betyder, at det kan være rigtig svært at tale om kultur. Ofte tænker vi, at alle andre er lige som os selv, med samme normer og værdier. Men når vi møder en tysker, kineser, græker, tyrker, israeler eller russer, går det som regel op for os, at alle ikke helt er som os selv.

Kulturforskelle

I mange kulturer er det normalt at drengene arbejder for at hjælpe til med at tjene penge deres familie. Foto: Henrik Kokborg

Hvert land har sine egne kulturelle ”sandheder”

Fx fortalte min søn, som læser på universitetet, at hans medstuderende, som kommer fra Tyskland og Holland var meget chokeret over måden hvorpå de danske studerende talte til deres undervisere. Det, at man som studerende åbenlyst kunne finde på at modsige sin underviser, så de som meget forargeligt og respektløst. Men i Danmark er det noget, vi bevidst forsøger at lære vores børn for at styrke barnets kritiske tænkning og reflektionsevne.  Så hvis min søn kom til fx Holland for at studere, ville hans måde at tale til underviseren på, hurtigt blive et problem for ham, hvis han ikke tilpassede sig til den Hollandske måde at opføre sig på.

Vores kulturelle særtræk, er ikke noget vi lægger mærke til i dagligdagen. Det er først i mødet med andre, der har anderledes kulturelle særtræk, at vi lægger mærke til de små og store forskelle. Og jo større kulturforskellene er, jo lettere er de ofte at få øje på. Og jo større kulturforskellene er, jo vanskeligere kan det være at samarbejde og forstå hinanden.

Et par eksempler på kulturforskelle og deres betydning

I et hvert samfund opdrages børnene til at passe ind i den kultur det skal leve sit liv i. I den danske kultur har vi også vores helt egen kulturelle måde at præge vores børn til voksenlivet.

Lad mig komme med et par eksempler på kulturforskellenes betydning fra småbørnspædagogers arbejde.

I Danmark er det helt normalt at lægge småbørn til at sove i en barnevogn ude i det fri. Men det er langtfra en normal praksis i resten af verden. De fleste steder, vil det blive betragtet som uansvarlig at lade sit barn stå alene og sove uden for. I dele af USA vil en sådan praksis føre til at barnet vil blive fjernet fra en, og at man som forældre risikerer at blive fængslet.

I andre lande er man bange for at barnet bliver stjålet, eller at vilde dyr kan gøre skade på barnet, hvis man efterlader det ude for at sove.

Men her i landet er det en kulturel ”sandhed” at det er godt for børnene at sove uden for. Også selv om der ikke er en egentlig evidens for dette.

Til trods herfor gør de fleste småbørnsinstitutioner brug af denne mulighed, når børnene skal sove til middag. Og vi som forældre synes det er dejligt at vide at børnene har sovet i den friske luft.

Men for forældre, der kommer fra steder i verden hvor man risikerer at få sit barn stjålet eller hvor fx slanger kan kravle op hvor barnet sover, er det meget grænseoverskridende og utrygt at skulle stole på at det er trygt og ufarligt for barnet.

Et andet eksempel kunne være vores brug af naturbørnehaver. I vores kultur ser vi det som noget sundt og værdifuldt at børnene får masser af frisk luft, igennem leg og aktiviteter i naturen. De kravler i træer, har bål og leger med vand. Og jo mere beskidte børne er når vi henter dem, jo bedre har de hygget sig.

Men heller ikke denne praksis er almindelig i vores nabolande eller i resten af verden. Her ser man hovedrystende på denne praksis og finder den langt hen ad vejen uansvarlig.

Et Australsk Tv-hold lavede for nogle år siden en dokumentar om livet i en dansk naturbørnehave. Da dokumentaren blev vist, skabte del stor opstandelse og forargelse over vores måde at behandle vores små børn på.

Men vi tænker at det er trygt, sundt, stimulerende og udviklende for barnet.

Jeg kunne komme med mange flere eksempler inden for stort set alle fagområder, hvor kulturforskelle kan spille en rolle. Og hvor en faglig kulturforståelse kan være medvirkende til at bygge bro, men så vil dette indlæg blive alt for langt.

Spædbarn i vugge

I nogle kulture vikler man spædbørnene ind i et klæde så de ikke kan bevæge sig. Så er barnet rolig og falder let i søvn. Men barnet får så heller ikke trænet sine motorike evner på samme måde hvis det frit konne bevæge sig, og fx kunne pille ved en rangle eller lignende.. Foto: Henrik Kokborg

Kulturforskellene kan skabe utryghed og dermed blive en barrierer

Bare det at børnene bliver beskidte mens de er i institution, kan skabe forundring, forargelse og utryghed hos nogle forældre. Især når de er opvokset med en anden kulturel tilgang til småbørn end vi er. I mange kulturer anses beskidte børn som omsorgssvigtede børn, og beskidte børn tilskrives kun børn af fattige forældre.

Derfor kan det være svært, for nogle forældre at sende deres børn i danske institutioner. Da de måske anser det som pædagogerne byder børnene, for omsorgssvigt. Eller måske direkte misrøgt af deres barn.

Det er langt letter at bygge bro, hvis man ved noget om kulturforskellene  

Når man har forældre med anden kultur i institutionerne, er det vigtigt at pædagogerne har indsigt i de kulturforskelle, der kan gøre forældrene utrygge. Det er langt lettere at bygge bro, hvis man ved at kulturforskellene er der, og ved hvad disse forskelle går ud på.

Hvis pædagogerne ikke kender til kulturforskelle, kan de let komme til at drage nogle helt forkerte konklusioner for forældrenes uvilje og adfærd. Og de forkerte konklusioner kan være med til at gøre forældresamarbejdet langt mere besværlig end nødvendig. Og ikke mindst, skabe en større utryghed og mistillid hos forældrene.

Det at forældrene oplever, at pædagogen kender til deres kulturelle virkelighed, indvirker på at forældrene føler sig set og anerkendt. Og det er med til at gøre dem langt tryggere ved at samarbejde med pædagogen.

Kulturforskelle

Mange kulturer har ikke et uddannelsessystem som vi kender her fra Danmark. Når er færdig med skolen skal man oplæres i sin kønsrolle. Er man dreng og ens far er slagter, så bliver man oplært til at slagte af sin far. Foto: Henrik Kokborg

 Derfor er viden om kulturforskelle, en særdeles vigtig hjælp i socialt arbejde med flygtninge- og indvandrerfamilier

Uanset om man som fagprofessionel arbejder med børn, uddannelse, beskæftigelse, sundhed, æresrelaterede konflikter, negativ social kontrol, kriminalitetsforebyggelse, radikalisering mv. spiller kulturen en vigtig rolle. Derfor burde viden om kulturforskellene indtænkes som en del af årsagsforklaringen til de udfordringer der kan opstå i samarbejdet med familierne. Og dermed også som en del af løsningsmulighederne.

Udelukkende medtænke de socioøkonomiske forklaringsmodeller, traumer, eksilstress mv. er for mig at forsimple tingene og overse betydningsfulde årsagsforklaringer. Hvis vi skal blive bedre til at løfte den gruppe af vores flygtninge og indvandrere vi har udfordringer med, skal kulturforskellene medtænkes i det faglige arbejde. Uden indsigt i kulturforskellene og dens betydning kan vi komme til at svigte de mest sårbare grupper i vores arbejde.

Har undervist op til 4500 fagprofessionelle om året

Jeg har i mange år undervist fagprofessionelle i kulturforskelle og deres betydning for det socialfaglige arbejde med flygtninge og indvandrere. Og ikke mindst undervist i, hvordan vi med fordel kan tilpasse vores metoder og indsatser til at blive mere effektive ved af medtænke de kulturelle aspekter.

På mine kurser oplever jeg stor begejstring fra deltagerne og får mange tilkendegivelser omkring brugbarheden. Også fra deltagere, der selv har en flygtninge og indvandrebaggrund. De er jo ”blinde”, ligesom jeg er, for deres egen kultur. Derfor er det ofte en øjenåbner for dem, at blive bevidste om kulturforskellenes betydning.

Men når jeg forsøger at bidrage med min viden om de kulturelle aspekter af integrationsarbejdet på LinkedIn eller på min Facebook profil, sker der tit noget helt andet end der var til hensigt. Nogle fagfolk reagerer meget negativt, og føler sig stødt af at bringe kulturforskellene i spil som en del af årsagsforklaringerne på de udfordringer der er. Ikke, at de ikke må være kritiske, men det der frustrer mig mest er, at det ikke er en faglig kritik.

Kulturforskelle

Der er store kulturelle forskelle i hvordan man driver forretning fra land til land. Her skal der ikke betales skat eller andre afgifter. så det man tjener kan man putte i lommen. Her er heller ikke arbejdstilsyn, smiley-ordningen, timeløn osv. Foto: Henrik Kokborg

Faglig modstand mod at inddrage kulturforskellene i det forebyggende arbejde

Jeg oplever, at der er en holdning om/frygt for at det skader integrationen at jeg sætter fokus på kulturforskellene.

Nogle mener, at jeg blot er med til at bidrage til fortællingen om “de fremmede”, som farlige pga. deres kultur. Andre mener, at jeg ikke skal have fokus på kulturforskellene i en tid, hvor politikere nærmest står i kø for at udskamme vores flygtninge- og indvandrere med henvisninger til kultur og religion. Dette til trods for, at jeg gør mig umage med at skelne mellem den gruppe i vores samfund, som vi har svært ved at nå i vores indsatser. 

Kritikken har ofte personlig karakter, og jeg må indrømme at det har en vis effekt på mig. Hvilket også bevirker at jeg er meget forsigtig og påpasselig med at bidrage med min viden og erfaringer. Det samme synes jeg at have observeret hos andre fagfolk, der ligeledes forsøger at sætte fokus på kultur og religion. Som én skrev til mig “det er i hvert fald ikke populært og karriere fremmende”

Negativ social kontrol blandt fagprofessionelle

Jeg har lidt svært ved at se, hvorfor jeg skal lægge bånd på min viden og faglighed, bare fordi politikerne over en bred kam, synes at misbruge integrationsudfordringerne i deres kamp om vælgerne. Skulle vi ikke kunne skelne mellem hvad der er faglig viden, og politik.

Jeg har altid gjort mig meget umage med at adskille hvad der er politik fra det, der er det praksisnære socialfaglige arbejde. Mit formål er altid at have fokus på viden, indsigt, faglighed, metoder og resultater.

At nogle fagprofessionelle tolker mine faglige indspark ind i en politisk agenda, kan da rigtig godt ærgre mig.

Jeg tror, at hvis vi skal have noget fornyelse og innovation ind i arbejdet med flygtninge og indvandrere, skal vi have bilagt den negative sociale kontrol, der er blandt os fagprofessionelle.

Jeg tror, at denne negative sociale kontrol blandt fagfolk, langt henad vejen udspringer mere af politiske holdninger frem for egentlig faglig viden. Dermed er dette med til at bremse, at der kan ske en faglig udvikling på integrationsområdet. Hvis vi ikke kan inspirere og videns dele på dette område vil vi uvægerligt gøre det vi mindst af alt ønsker, nemlig svigte de udsatte familier og dem, der betaler os for vores arbejde.

Kulturforskelle

Der er store kulturforskelle i hvordan gæstfriheden praktiseres. I mellemøsten kan gæstfriheden være helt overvældende. Her er jeg frokost hos en af mine kurdiske venner. Det er normalt at man sidder og spiser på gulvet når man besøger private hjem. Kønsforskellene gør at kvinderne som regel ikke sidder med ved bordet når jeg er på besøg. Foto: Henrik Kokborg

Hvis man betragter sig selv som færdiguddannet, er man måske ”mere færdig” end ”uddannet”

Når man ikke ved hvad man ikke ved, er det også svært at få øje på, det som foregår lige for øjnene af én.

Derfor syntes jeg, at det er ærgerligt at mange fagfolk enten fornægter at kulturen kan have indflydelse. Eller at der ikke må tales om kulturforskellene som medvirkende årsagsforklaring, da det risikerer at tale ind i en politisk debat man er uenig i.

Men hvis man afskærer sig fra at få viden om de forskellige kulturers betydning, så får man heller ikke fornyet sin viden og indsigt. Og dermed bliver det svært at få øje på nye indsatsområder og løsninger.

Med fornyet indsigt og viden, kan man få øje på nye ting hvilket giver flere handlemuligheder. Dermed skabes der muligheder for nye indsatser, løsninger og metoder. Dette må anses for at være til gavn for især de særlige sårbare og udsatte familier, men også for de fagprofessionelle i deres arbejde. Og i sidste ende til gavn for resten af samfundet.

Derfor er viden om de kulturelle aspekter i integrationsindsatserne også en viden, der bør medtænkes som forklaringsmodel. Nøjagtig som man gør det med fx de socioøkonomiske forklaringsmodeller.

Henrik Kokborg

Author Henrik Kokborg

More posts by Henrik Kokborg