Weekendavisen bragte den 18 maj 2023 et interview med Henrik Kokborg fra Integrationsinfo.dk skrevet af Katja Kvaale. Interviewet “Disintegration”, gav anledning til at formand og medstifter af organisationen “2 timer om ugen” Pia Sigmund, skrev et læserbrev, der ligeledes blev bragt i avisen. I læserbrevet skriver Pia Sigmund en række ting som mis kritisere Henrik Kokborg og Integrationsinfo, og derfor valgte vi at skrive et svar til Pia Sigmund og organisationen “2 timer om ugen”.
Henrik Kokborgs svar til Pia Sigmund blev desværre kun udgivet i Weekendavisens papirudgave og er derfor ikke at finde online. Derfor bringer vi her begge læserbreve.
Nederst på siden kan interviewet med Henrik Kokborg som Weekendavisen bragte læses.
Henrik Kokborgs svar på læserbrevet fra Pia Sigmund, formand og medstifter af organisationen “2 timer om ugen”
I et læserbrev i Weekendavisen den 23. juni skriver Pia Sigmund, formand for organisationen 2 Timer om Ugen, under Fonden for Socialt Ansvar:
”Det ryster mig, at Kokborgs konsulentfirma ifølge interviewet har »en slags monopol på kulturelle forklaringer på mislykket integration«, og at det rådgiver et stort antal fagfolk og andre”
Om hvorfor Sigmund er rystet, skriver hun:
”I interviewet »Disintegration« lader rådgiver Henrik Kokborg forstå, at han ved alt om integration. Jeg finder dog straks en fejl på et område, som jeg har forstand på. Kokborg skriver: »Derfor tager familien heller ikke mod hjælp, hvis børn er ordblinde eller har indlæringsvanskeligheder.« Jeg har selv arbejdet gennem 15 år med indsatsen »2 Timer om Ugen«. Her oplever vi, at forældrene er meget åbne omkring deres børns (og egne) sproglige udfordringer. Forældrene henvender sig til os og fortæller, at de ikke selv magter at hjælpe deres barn, men at de så gerne vil, at deres barn skal få en god skolegang og en god uddannelse.”
Pia Sigmund ved ikke hvad hun ikke ved
Det er tydeligt, at Sigmund ikke er klar over forskellen på at arbejde i et frivilligt tilbud, og arbejde som frontmedarbejder i det offentlige. Sigmund ved åbenbart ikke, at de forældre, der selv opsøger hjælp, tilhører det, jeg i interviewet kalder den fleksible gruppe. Denne gruppe har et afslappet forhold til deres kultur og religion og er meget motiveret for at tilpasse det danske samfund. De ved, at hvis deres børn skal klare sig godt i samfundet, har de brug for hjælp. Derfor møder Sigmund som frivillig i overvejende grad åbenhed, tillid og taknemmelighed, hvilket hendes læserbrev bærer præg af.
Interviewet handler om den ufleksible gruppe
Sigmund møder tydeligvis ikke den ufleksible gruppe, som interviewet med mig handler om. Denne gruppe er kendetegnet ved at have et ufleksibelt forhold til sin kultur og religion, som de intet vil ændre ved. Derfor er disse familier ikke i samme grad motiveret for at tilpasse sig. Familier fra den ufleksible gruppe kan have direkte modstand mod at få hjælp. Især på områder der kolliderer med det kulturelle og religiøse parallelsamfunds normer og værdier.
Det er den ufleksible gruppe, der udfordrer de fagprofessionelle og ikke dem, Sigmund arbejder med. Men Sigmund ved ikke, hvad hun ikke ved, og derfor har hun mistillid til mig og den offentlige sektor. Hun skriver som en slags selvros:
”Men det kommer selvfølgelig an på måden, man taler til dem på. Det går ofte mindre godt, når konsulentfirmaer eller det offentlige bruger løftede pegefingre.”
Nej. Det går mindre godt – eller det går slet ikke – hvis man ikke kender sin videns begrænsning, betragter sin egen indsats som anekdotisk bevis for alt og derved nægter at se integrationsudfordringen i dens store helhed.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Læserbrevet fra Pia Sigmund fra "2 timer om ugen"
Pia Sigmund, historiker og forfatter
I interviewet »Disintegration« (WA #17) lader rådgiver Henrik Kokborg forstå, at han ved alt om integration. Jeg finder dog straks en fejl på et område, som jeg har forstand på.
Kokborg skriver: »Derfor tager familien heller ikke mod hjælp, hvis børn er ordblinde eller har indlæringsvanskeligheder.«
Jeg har selv arbejdet gennem 15 år med indsatsen »2 Timer om Ugen – Fonden for Socialt Ansvar« i Odense, Esbjerg og Aarhus. Her matcher vi tre-otteårige flersprogede børn med en frivillig sprog- og kulturven. De leger og læser billedbøger sammen to timer om ugen. Formålet er at give børnene et sprogligt løft før og omkring skolestarten. Her oplever vi, at forældrene er meget åbne omkring deres børns (og egne) sproglige udfordringer. Forældrene henvender sig til os og fortæller, at de ikke selv magter at hjælpe deres barn, men at de så gerne vil, at deres barn skal få en god skolegang og en god uddannelse. Vi skal ikke ud og lede efter børn, der trænger til sproglig støtte. Forældrene har stor tillid til os og til de frivillige, som vi finder til dem.
Det ryster mig, at Kokborgs konsulentfirma ifølge interviewet har »en slags monopol på kulturelle forklaringer på mislykket integration«, og at det rådgiver et stort antal fagfolk og andre (der nævnes politifolk, gymnasieelever, daginstitutioner). Min erfaring siger mig, at det store flertal af indvandrere fra Mellemøsten gerne vil Danmark og især gerne vil, at deres børn skal klare sig godt. Og at de i øvrigt er ikke bange for at indrømme det.
Men det kommer selvfølgelig an på måden, man taler til dem på. Det går ofte mindre godt, når konsulentfirmaer eller det offentlige bruger løftede pegefingre.
Disintegration
Hvorfor helvede kan bilen ikke køre?« Henrik Kokborg er oprindeligt uddannet bilmekaniker og har sin værkstedsmetaforik med sig, når integrationen ikke virker. For det gør den ikke. Tænketanken Krakas rapport frigivet 9. maj er ellers en solskinshistorie med overskriften Efterkommere fra ikkevestlige lande får nu bedre karakterer end elever med dansk oprindelse. »Men det giver et forkert indtryk af den fulde virkelighed for integrationen,« siger Kokborg.
»Danmarks Statistiks rå tal fra 2022 viser tydeligt, hvor galt det faktisk står til. Kraka har renset tallene for socioøkonomiske faktorer, hvilket fraskiller en meget stor mængde dårligt præsterende elever med rødder i Mellemøsten. Dette store antal meget udfordrede elever fra de mest udsatte boligområder, som forsvinder ved rensning af tallene, findes jo stadig ude i virkeligheden, hvor fagpersoner skal prøve at hjælpe dem«.
Henrik Kokborg baserer sin triste dom på 23 års kontinuerligt integrationsarbejde i primært Aarhus; som socialpædagog med kriminelle minoritetsunge på døgninstitutioner, i en specialgruppe med de mest komplicerede sager og på flere jobcentre og projekter med fokus på minoritetsborgere på kontanthjælp i blandt andet Gjellerup. Kokborg har gennem sit professionelle liv rådgivet lokalpolitikere, byrådspolitikere og kommunale indsatser, men mest af alt undervist dem i de kulturelle og religiøse aspekter.
Han har lavet selvstudier og foretaget feltarbejde på 22 rejser i Mellemøstens konfliktområder. Efter ansættelser i integrationsprojekter for mange millioner skattekroner lavede Kokborg i 2012 sit eget konsulentfirma, Integrationsinfo, som udruster fagpersonale med viden. Her har han en slags monopol på kulturelle forklaringer på mislykket integration. Desværre, siger han, for kultur og religion betyder alt.
Beder man Kraka forholde sig til kritikken, svarer Ulrik Beck, cheføkonom i Kraka: »Vores analyse fraskiller ikke nogen. I analysen tager vi højde for den del af karakterforskellen, som kan forklares ved forskelle i socioøkonomisk baggrund mellem etnisk danske børn og efterkommerbørn. Når vi gør det, forsvinder karakterforskellen. Det peger netop på, at de forskelle, som praktikere oplever i hverdagen, faktisk kan forklares ved forskelle i socioøkonomi, uden at man inddrager for eksempel kultur som forklaring.«
Det har nu gennem et par årtier været Henrik Kokborgs projekt at mane til mere realisme funderet i viden om kultur og det, man med en omvending af »de lave forventningers racisme« kan kalde »de høje forventningers fravær af racisme«. Integrationen kan kun lykkes, hvis der stilles forventningsfulde krav til flygtninge og indvandrere snarere end at offergøre dem og sminke de reelle problemer. Det sidste er, trods årtiers debat, stadig den indstilling, myndighederne ifølge Kokborg møder indvandrerne med – og når Kokborg taler om indvandrere, er det mestendels de muslimske indvandrere, han hentyder til. Hans opfattelse af integrationens egentlige sammenhæng har bragt ham på kant med den opfattelse, som har været gængs siden Integrationsministeriets oprettelse i 2001. Her er integration af udlændinge groft sagt blevet betragtet som institutionaliseret statsracisme af de migrationsforskere og antropologer, som skal levere viden til de socialfaglige medarbejdere i stat og kommuner.
Kokborgs rejse mod en anden forståelse tog fart, da terrorangrebet på World Trade Center i september 2001 skete. Da oplevede han, at hans egne muslimske kolleger fejrede begivenheden.
»Hvordan kan man se så forskelligt på det? Jeg ville til bunds i det og nørdede igennem med at læse en masse om Mellemøsten, islam, Koranen, hadith. Jeg har mange hundrede muslimske venner i parallelsamfundet. Jeg snakkede med alle, kom i hjemmene og besøgte moskeer og religiøse autoriteter; muslimer vil mægtig gerne forklare om deres tro. Jeg fandt jo ud af, at i parallelsamfundet lever man ikke som individ, men kollektivt som storfamilie i hierarkisk-autoritære systemer med et væld af æreshierarkier. Det er det stik modsatte af vores kultur!«
Kokborgs selvstudier og feltarbejder har gjort ham til autodidakt antropolog.
»Alt handler om kollektivet, storfamilien, og dens ære står altid over den enkeltes frihed og liv. Derfor tager familier ikke imod hjælp, hvis børn er ordblinde eller har andre indlæringsvanskeligheder. Familien skal fremstå perfekt for at opretholde æren, så fejl, svagheder og lovbrud skal forties og lyves om. Skyld skal peges udad. Selv foran retten efter en grim gruppevoldtægt så jeg det: ‘Danskere er racister!’ råbte de anklagedes familier, for hvis ikke de er rene, mister de ære. Æren reguleres gennem sladder, og individer reguleres gennem social kontrol«.
Ændringer har lange udsigter, siger Kokborg, for demokrati er ikke i brug; de unge er nederst i hierarkiet og må bare vente på at få respekt som gamle. Ungdomsoprør er umuligt; det straffes med vold eller genopdragelse.
»De kognitive egenskaber, vi værdsætter i demokratiet og stimulerer vores børn til hjemme og i institutionerne – refleksionsevner, samarbejdsevner, empati – opdrages børn ikke til i parallelsamfundet, tværtimod. Deres plads er fastlåst i familien. Det fungerer perfekt i oprindelseslandenes hierarkisk-autoritære system med stærke storfamilier i svage stater, men i forhold til Danmark svigtes de minoritetsetniske børn helt enormt. Et dansk barn anbringes efter gennemsnitligt otte indberetninger. Et minoritetsetnisk barn efter 34. Vi svigter dem ved at udelukke kultur og religion som del af forklaringen på manglende integration. Vi skal have de rigtige værktøjer, så vi også kan få denne her bilmodel ud at køre på de danske landeveje. Derfor lavede jeg mit firma.«
– Er sociale udfordringer ikke tværkulturelle?
»Anbragte og kriminelle minoritetsunge har selvfølgelig også sociale udfordringer, men der er et klart kulturelt islæt. Jeg fornemmede hele tiden kulturforskelle og spurgte mine ledere om det, men det blev blankt afvist: ‘Det er rene sociale problemer,’ sagde de. Men jeg kunne jo høre det religiøse sprog. Mine muslimske kolleger sagde ikke: ‘Du har brudt dansk lov,’ til de unge. De brugte argumenter som ære og Gud, og de unge opførte sig anderledes, mere halal, når disse kolleger havde vagten. Da blev jeg opmærksom på social kontrol uden at vide, hvad det var.«
Kokborg lyser op i et smil.
»De er jo ikke Guds bedste børn, men de er nogle fantastiske unge. Jeg elsker de der minoritetsdrenge og har altid gjort det. De har noget, som er så grænseoverskridende vanvittigt, men de har også en kæmpe charme og umiddelbarhed. Når man vinder deres tillid, kan man nå uendelig langt med dem. Men de er fanget i deres kulturelle ophav; dét er problemet.«
Alt er racisme
Kokborg ser det største svigt hos forskerne: »De forklarer alt med racisme og sociale forhold og udskammer de få, der arbejder med kulturelle forklaringer. Selvfølgelig findes racisme, og leder du efter det, finder du det. Men er det årsagen? Jeg har i 11 år undervist sindssygt mange fagprofessionelle, heraf måske 12.000 småbørnspædagoger, som headbanger helt vildt til mine forklaringer, men fra forskere møder jeg kun foragt. Jeg er ikke uddannet! For mig er en forsker forpligtet på virkelighed ved at lave undersøgelser, der holder vand. Men forskerne statsfinansieres i at fremsætte holdninger. Deres lave forventningers racisme er hovedårsagen til, at muslimske minoritetsbørn klarer sig så dårligt. De offergøres med krigstraumer og social svaghed, men vietnamesere har 30 års krigstraumer og ligger foran etniske danskere. Nej, det skyldes manglende kompetencer hjemmefra. Der er evidens for det: Amerikansk forskning viser, hvor skadelig hierarkisk-autoritær opdragelse er for børns kognitive udvikling. Derfor fungerer de dårligere i vores samfund«.
– Hvordan reagerer dine kursister på din lærdom om kulturens betydning?
»I morgen skal jeg holde kursus for politifolk, gymnasier og daginstitutioner. De har typisk arbejdet med det i 20 år uden at forstå det, men jeg taler ind i deres daglige virkelighed med forklaringsmodellerne. Det er ikke raketvidenskab: Om du er på Vestegnen eller i Lem, om du sidder i politiet eller i dagtilbud, er det nøjagtig de samme problematikker. Når jeg redegør for den kulturelle kollision af værdier, falder alt på plads for dem. De fortæller, at det er som at have set en film i 30 år, de først forstår nu. Ved du, hvem der headbanger mest? Det gør de fleksible muslimske medarbejdere: ‘Du har forstået os, Henrik,’ siger de. De forstår også sig selv bedre. Men kulturforklaringer er stadig et tabu.«
Øget islamisering
Kokborg oplever en stærkt øget islamisering blandt unge muslimer. De unge er klemt mellem to modsatrettede kulturer: ‘fordærvet’ dansk frisind og uuddannet kulturislam. ‘Moderne’ islamisme kan blive en ny identitet, forklarer han. De bliver meget mere religiøse end deres ofte uuddannede forældre. Ikke mindst kvinderne, som opnår den prestige, stærk religiøsitet giver; respekt i moskeen, magt og ære i miljøet gennem udøvelse af social kontrol og ret til at sige nej til arrangeret ægteskab med en mindre religiøs mand.
– Hjælper det dog slet ikke, at flere uddannes og oplyses?
»Man siger, at ‘de stormer ind på uddannelserne’, men det er en stor misforståelse, at integrationen stiger med uddannelsesniveauet. Snarere får vi intelligente, velformulerede advokater for islamisering og opretholdelse af parallelsamfundet. Det tager for alvor fart nu, og børnene opdrages religiøst.«
Kokborg henviser til akademikeren Iman Hassani, der sidste år udgav en postkolonial lærebog om kulturmødet mellem Mellemøsten og Danmark set med islams øjne, hvor hun benægter, at Omar el-Hussein var terrorist.
»Hun holder kurser om, hvordan man får børn til at elske islam, hun underviser gymnasieelever i sin bog. Moskeerne har også fat i børnene. Vi kommer til at opleve islamisme på speed nu! Hizb ut-Tahrir er også veluddannede, velformulerede og intellektuelle; de udnytter venstrefløjens påstande om dansk racisme ved at kalde islamkritik for islamofobi. De ser majoritetssamfundet som fordærvet. De mener, at deres islamistiske værdier er vores så langt overlegne. Koranen oplyser, at verden skal blive muslimsk inden dommedag. Vi opfatter islamisme som deres tro, men for dem er det viden.«
– Er det ikke kun i et lille begrænset hjørne af uddannelsessystemet, at dette finder sted?
»Nej. Islamister kommer ind i administrationsapparatet, i velfærdsstatens skranker og i institutionerne og påvirker samfundet med deres værdier. Det kaldes: ‘Den lange march gennem institutionerne.’ Det ændrer velfærdsarbejdspladserne væsentligt. Jeg ved fra fagfolk, at de ikke kan diskutere religion som problem i familiesager, hvis der sidder tre kolleger med tørklæder. Så undgår man hellere konflikten. Men ledere skal træde i karakter, for det her skal vi snakke om. At der gennem det kommunale system udøves social kontrol mod minoritetsborgere.«
Glansbillederne hersker
En anden modkraft til integrationen er ifølge Kokborg det offentliges falsk-positive selvevaluering.
»Parallelsamfundet er mange steder for længst en stat i staten med eget voldsmonopol gennem banderne, men myndighederne har en interesse i at skjule det. Det handler om branding, job og bevillinger. Skoler, der sætter fokus på de her problemer, mister elever. Byråd, der har problemer med et boligområde, får dårlig omtale. Hvis politiet siger: ‘Her er virkelig meget kriminalitet,’ virker de ikke gode til deres arbejde. Vi har en interesse i glansbilleder; at sige, at det går godt. Men sagen er: Det gør det ikke. Lederne i kommunerne, på skolerne og i politiet er karrieremennesker, som skal videre opad, og det er ikke godt at skrive i en ansøgning, at man ikke har fået styr på det. Hvis vi alle bare var mekanikere, så var det løst for længe siden. Bilen kan ikke køre! Hvorfor fanden kan den ikke køre? Jeg synes, det er ligegyldigt, at et projekt er lykkedes 20 procent. Vi skriver kun om de 20 procent og ikke de afgørende 80 procent. Når politiet forlader ghettoen klokken 16 grundet ressourcemangel, har banderne frit spil, uden at det registreres i statistikken.«
– Det hele lyder meget dystopisk. I 2020 havde 22 procent nyfødte ikkevestlig baggrund. Skal integrationsminister Kaare Dybvad Bek bare skrive ‘Integrationsministeriet overgiver sig’ på døren? Eller hvad siger du til min formodning om, at løsningen er at sætte en hård kile ned mellem fornuftige muslimer og islamistiske muslimer snarere end mellem muslimer en bloc og danskere?
»Ja! Vi skal beskytte muslimer mod ekstremister. Der er masser af fornuftige muslimer, som lever helt normale liv. Der er stor forskel på muslimer og islamister. Jeg gider ikke det der stereotype billede af, at alle muslimer er et problem. Hvor er så støtten til de fornuftige? Nej, vi skal gå efter deres ‘indre mission’.«
Kokborg opdeler danske muslimer i fleksible og ufleksible. De fleksible tilpasser deres kulturelle og religiøse praksis og påskønner, at deres børn får bedre muligheder.
»Det er den gruppe, vi skal tale til, for den er stor! Og så har vi de ufleksible. De vil ikke ændre sig en tøddel, og de regner med at skubbe majoritetssamfundet i en retning, hvor deres normer og værdier accepteres. Det er dén kulturkamp, der kører, og den yderste venstrefløj beundrer deres kultur og lærer dem, at de er ofre for racisme, diskrimination og islamofobi; de tæppebomber os med de ord. Alle interesseorganisationerne offergør muslimer. De har også en økonomisk interesse i det; det er et millionforetagende. Hvor er de organisationer, der fokuserer på problemerne? Imens koloniserer islamisterne sig i parallelsamfundet og beskytter det med en mur af religiøs social kontrol. På grund af forskersvigtet kan vi ikke se forskel på de fleksible og ufleksible«.
– Men kan vi ikke forvente, at de fleksible selv giver sig til kende?
»Det kan de ikke grundet social kontrol. Vi har de fleksible muslimer på vores side, men de tør ikke sige det offentligt. Så længe de bor i parallelsamfundet, bliver de truet og straffet gennem familien. Hvis ikke med vanære, så gennem vold; vold virker på alle. De kan end ikke tage på hospitalet med den brækkede arm, for så er det sønnen næste gang. Derfor kommer en læge fra miljøet og fikser armen hjemme på sofaen.«
Hvis bare vi håndhævede allerede eksisterende dansk lov om religionsfrihed, ligestilling og diskrimination, kunne vi sætte hårdt ind over for social kontrol, forklarer Kokborg.
»Vi har allerede den fornødne lovgivning, men muslimer med potentiale for integration har ikke lighed for loven her i Danmark, fordi vi tillader islamisterne at trumfe dansk lov med lex ghetto; religiøs social kontrol. Islamister får faste radioprogrammer, hvor de prædiker. Islam er indrettet sådan, at kritik er umulig, så vi andre må insistere på alle muslimers frihed til at tolke det, som de vil. Ingen skal komme og sige haram!, hvis en muslim gerne vil kunne spise svinekød. Man skal kunne tolke sin religion frit i Danmark. Det er vanvittig vigtigt, at vi håndhæver religionsfriheden og afviser religiøst politi. I skolerne kunne vi sige: ‘Hey! Du skal ikke blande dig i, hvad Ali spiser!’ Vi skal afvise parallelsamfundets forlængede arm.«
– Hvor er håbet?
»Der er håb, hvis vi får godt fat om småbørneområdet; de 0-6-årige og folkeskolen; dér grundlægges det hele. Hvis det ikke kommer ind med modermælken, skal det ind med skolemælken, som daværende integrationsminister Tesfaye sagde. Derudover skal vi slå hårdt ned på islamisternes sociale kontrol: på institutioner, skoler, arbejdspladser, i den offentlige sfære, alle steder i samfundet. Det store tavse flertal er der. Men det handlekraftige islamistiske mindretal får lov at styre det. Vi skal forstå, at islamisme er et kæmpe problem i Mellemøsten, hvor man kæmper imod det. Hizb ut-Tahrir er forbudt dernede. Mine fleksible muslimske venner siger i fortrolighed: ‘Henrik, vi er alt for blide i Danmark! De ødelægger alt! Det gør de også i vores hjemlande.’«
