Når vi taler om integration af flygtninge og indvandrere i Danmark, er det afgørende at forstå, at der ikke er tale om en ensartet gruppe. Både motivationen og evnen til at tilpasse sig det danske samfund varierer betydeligt. En relevant skelnen går mellem det, jeg kalder den fleksible og den ufleksible gruppe. Denne opdeling kan hjælpe fagprofessionelle, politikere og andre aktører med at målrette integrationsindsatserne mere præcist og effektivt.
Den fleksible gruppe: Tilpasning med bevidsthed og vilje
Det, der kendetegner den fleksible gruppe af flygtninge og indvandrere, er et pragmatisk og tilpasningsdygtigt forhold til egne kulturelle og religiøse normer og værdier. De har en realistisk forståelse af, at de er kommet til et samfund, hvor normer, værdier og samfundsstrukturer adskiller sig markant fra deres oprindelseslande.
I stedet for at forkaste deres kultur og tro, vælger de at tilpasse sig, så deres liv og børns fremtid kan fungere i en dansk kontekst. De forstår, at det kræver ændringer i daglige vaner, opdragelsesformer og holdninger for at deltage ligeværdigt i et samfund præget af demokrati, individualisme og høj grad af tillid.
Denne gruppe er kendetegnet ved høj motivation for integration. De opsøger aktivt sprogundervisning, uddannelse og jobmuligheder. De engagerer sig ofte i frivilligt arbejde og er modtagelige for rådgivning og støtte. Det er i denne gruppe, vi finder mange af de integrationssucceshistorier, der viser, at det godt kan lade sig gøre.
Den ufleksible gruppe: Modstand mod tilpasning og fastholdelse af normer
I modsætning hertil står den ufleksible gruppe, som har et fastlåst og ikke-forhandlingsvilligt forhold til deres kultur og religion. Denne gruppe ser ikke de danske normer og værdier som noget ønskværdigt at blive en del af. I stedet fastholdes egne normer gennem stærk intern social kontrol og ofte med en markant afstandtagen til det omkringliggende samfund.
Denne modstand mod kulturel tilpasning resulterer i lav integrationsgrad og et begrænset ønske om deltagelse i samfundets fællesskaber. Ufleksibiliteten kan medføre parallelsamfund, hvor isolation, modkultur og i nogle tilfælde modstand mod samfundets institutioner trives.
Derfor udgør denne gruppe en særlig udfordring for integrationsindsatsen – både fordi de i mindre grad ønsker at tilpasse sig, og fordi børnene i disse miljøer ofte opdrages til at videreføre de samme værdier og normer, hvilket hæmmer deres muligheder for deltagelse og trivsel i skole og samfund.
Hvorfor denne opdeling er vigtig
Skellet mellem fleksible og ufleksible indvandrere og flygtninge er ikke skabt for at udskamme nogen, men for at give en mere nuanceret forståelse af, hvorfor nogle mennesker integrerer sig med succes, mens andre ikke gør. Når vi overser de kulturelle og religiøse normers betydning, risikerer vi at spilde ressourcer på metoder, der ikke virker – eller i værste fald forstærker parallelsamfund.
Ved at arbejde målrettet med kulturforståelse og differentierede indsatser, kan vi understøtte de fleksible i deres integrationsproces – og samtidig finde nye tilgange til at arbejde med de ufleksible grupper, hvor traditionelle metoder ofte ikke slår til.