At øge beskæftigelsen blandt indvandrerkvinder kræver Kierkegaard´sk tankegang.

Vores merforståelse kan ikke komme i spil uden kulturel selvindsigt

Det første vigtige fokus, er en forståelse for vores egen kultur. Det kan nemlig være utrolig svært at italesætte eller få øje på, hvad der er særlig for den danske kultur. For kultur er i høj grad opbygget af en tavs overdraget viden, som vi har fået igennem en særlig dansk kulturel opdragelse. Den opdragelse vi har fået som børn har givet os en viden og nogle færdigheder, der er målrettet vores danske demokratiske samfundskultur.

Vi har via vores kulturelle opdragelse, udviklet særlige kulturelle måder at anskue verden på. Vi har f.eks. nogle kulturelle ”sandheder” som man ikke finder mange andre steder i verden.

Spis rugbrød til

Prøv en gang at se på vores forhold til rugbrød. Rugbrød er sundt og hvidt brød er usundt. Men hvis man tænker nærmere over det, hvor mange steder i verden kan man få rugbrød? Er I klar over, at vi er under en promille af verdens befolkning, der spiser rugbrød. Resten af verdens befolkning spiser hvidt brød, og det går dem da ganske udmærket.
Vores ”rugbrødsfanatisme”, er altså et særlig kulturelt kendetegn for os danskere. Og disse særlige kulturelle kendetegn har vi rigtige mange af. Og vi skal huske på, at det jo også er dem der gør os til danskere.

For at vi kan bruge vores merforståelse, i arbejdet med at hjælpe flere flygtninge- og indvandrerkvinder i beskæftigelse, kræver det således, at vi er bevidste om de for os selv usynlige kompetencer og færdigheder, som vi netop har fået overdraget via vores opdragelse. Hele vores samfund, fungerer som det gør, netop på grund af disse færdigheder og kompetencer.
Derfor kræver det en kulturel bevidstgørelse at videreformidle dem til vores integrationsborgere.

Det er nødvendigt at forstå det som flygtninge- og indvandrerkvinder forstår.

Det andet, der kræves for at bruge vores merforståelse er, at forstå hvilke kulturelle og religiøse kompetencer og færdigheder kvinderne har med i bagagen. De fleste flygtninge- og indvandrerkvinder er typisk vokset op i autoritært og hierarkisk fungerende samfund. De har dermed fået indlært et andet sæt kompetencer og færdigheder, end hvis de var opdraget i et demokratisk samfund.

Her, en lille beskrivelse af nogle af de kulturelle forskelle, der er i forhold til at virke på en dansk arbejdsplads.

Vigtige færdigheder og kompetencer i det danske samfund

I den danske demokratiske kultur, har vi stor fokus på at opdrage det enkelte individ til at stå på egne ben og klare sig selv. Uden at lægge hverken sin familie eller samfundet til last.

Målet med opdragelsen er at udvikle selvstændighed, ansvarsfølelse og demokratiske samarbejdsevner. Dette er alle evner som de enkelte arbejdsgivere forventer, at deres medarbejdere besidder.

Vigtige færdigheder og kompetencer i de samfund vores flygtninge- og indvandrerkvinder kommer fra

I de autoritære og hierarkisk fungerende kulturer, er familierne overladt til sig selv, sin egen lykke og overlevelse. Her er der ingen sociale eller økonomiske sikkerhedsnet, der kan holde hånden under det enkelte familiemedlem. Her er det alene familiekollektivet, der udgør sikkerhedsnettet. Altså, uden sin familie, vil man have det mere end svært, ved at overleve.

Derfor er opdragelsens formål at skabe et afhængighedsforhold til familien, der bygger på lydighed og loyalitet. Da alt i familien fungerer autoritært og hierarkisk med alder og køn i fokus, bliver mange af de kompetencer og færdigheder som det danske samfund fungerer efter, ikke udviklet i tilstrækkelig grad.

Eks. samarbejdsevner, selvstændighed, individuel ansvar m.v. Mange kvinder får heller ikke, på grund af deres køn og rolle i familien, opbygget en arbejdsidentitet, der ligger uden for hjemmets fire vægge.

Fokus på forskellene

Disse forskelle burde i langt højere grad end der er i dag, være i fokus i det beskæftigelsesrettede arbejde med flygtninge- og indvandrerkvinder. Hvis der ikke er fokus på at udvikle kvindernes kompetencer og færdigheder, så de svarer til dem der forventes for at kunne begå sig på en dansk arbejdsplads. Får vi svært ved lykkes i tilstrækkelig grad med vores beskæftigelsesindsatser.

For mændene, er springet til det danske arbejdsmarked ikke helt så stort som for kvinderne. For manden er målrettet blevet opdraget til at have en stor forsøgeridentitet. Mens kvinden, målrettet er opdraget til en husmoridentitet. Fælles for de to køn er dog, at de i mange tilfælde mangler demokratiske færdigheder.

Et praksiseksempel på kulturelle misforståelser

Et praksisnært eksempel kunne være:
En flygtningekvinde er kommet i praktik i et supermarked. Her har hun fået en opgave af den butiksansvarlige, om at hun skal tage to kasser med dåsetomater og stille dem på en hylde inde i butikken. Hun går straks i gang med at sætte dåserne på hylden, og den butiksansvarlige forlader hende hurtigt. Da der er gået lidt tid, beslutter den butiksansvarlige at gå ned og se hvordan det går. Han kan se, at hun har gjort sit arbejde færdigt og finder hende siddende ude på lageret, hvor hun er i gang med at kigge i hendes telefon.
Han skynder sig at sætte hende til endnu en opgave, men det samme mønster gentager sig hver gang hun får en ny opgave.

Jobkonsulenten kommer til opfølgning ved den butiksansvarlige efter et par uger. Her beskriver den butiksansvarlige, at kvinden er meget høflig, men mangler arbejdsmoral og virker doven. Jobkonsulenten noterer den butiksansvarliges observationer ind i journalsystemet, og tager en opfølgningssamtale med kvinden.
Her problematiserer jobkonsulenten kvindens adfærd og tolker den som ringe motivation og dovenskab.

Set fra kvindens kulturelle perspektiv, har hun gjort sig umage, hun har gjort alt hvad, der er blevet sagt hun skal gøre. Kvinden er derfor meget uforstående over for den butiksansvarliges oplevelser af hende.
Der sker nøjagtig det samme i de efterfølgende praktikker. Og kvinden begynder at føle sig udnyttet som billig arbejdskraft.

Hvis jobkonsulenten og praktikstedet havde indsigt i kvindens kulturelle opdragelse, ville de hurtig opdage at hendes adfærd ikke skyldes manglende motivation og dovenskab.

At forstå kvindens adfærd

Med kulturforståelse ville de være opmærksomme på at årsagen til, at kvinden efter endt arbejdsopgave sætter sig ned og kigger i telefonen, er fordi hun er opdraget til at indgå i et hierarkisk samarbejdssystem. For hende, er den butiksansvarlige langt højere oppe i hierarkiet end hende. Og hun er derfor opdraget til at det er ham alene, der skal fortælle hende hvad hun skal gøre. Hun er opdraget til ikke selv at tage initiativ til noget, da hun vil undgå at sætte sin chef i et dårlig lys og at han derved risikerer at tabe ansigt.
Set med forståelse for hendes kulturbaggrund, er hendes adfærd et udtryk for høflighed og respekt for hendes chef.

Nye beskæftigelsesrettede tiltag fra Folketinget er på vej

I øjeblikket behandler politikerne i Folketinget et forslag fra regeringen, om hvordan beskæftigelsen øges blandt borgere på integrationsydelse og kontanthjælp. Især er der fokus på flygtninge- og indvandrerkvinderne. Det er der i sig selv ikke noget nyt i. Det har de forskellige regeringer haft fokus på i mange år.

Regeringens forslag er at der bliver indført tvungen ugentlig 37 timers aktivering, i form af sprogundervisning, nyttejobs og virksomhedspraktik. De 37 timers aktivering skal understøttes af en hård sanktionerings politik, hvis den enkelte borger ikke lever op til de 37 timer.

Integrationsarbejdet kræver kulturelle kompetencer

Hvis vi skal have øget beskæftigelsen blandt flygtninge- og indvandrerkvinderne, vil det ikke alene kunne gøres med sprogundervisning og tvungen 37 timers aktivering. I stedet, burde der medtænkes en målrettet og løbende indsats med henblik på at udvikle demokratiske samarbejdsformer, selvstændighed, individuelt ansvar, ligestilling m.v. hos dem vi gerne vil have i beskæftigelse.

Jeg er ikke modstander af regeringens forslag af 37 timers aktiveringstvang, for jeg tror på at det vil få flere i beskæftigelse, hvis blot det gøres rigtigt.

Politikerne bør finde modet og viljen til at tænke mere langsigtet.

For at de fagprofessionelle, bliver i stand til at arbejde målrettet med at styrke flygtninge- og indvandrerkvinders kulturelle kompetencer og færdigheder, vil det forudsætte at de bliver fagligt klædt på til opgaven. Det vil kræve at politikerne har modet og viljen til, at satse langsigtet og afsætte midler til opkvalificering af de fagprofessionelle. En investering, der både hjælper kvinderne i arbejde, samtidig med at det giver dem større selvindsigt og demokratiske kompetencer – som også vil være til gavn for de næste generationer.

Mit råd til politikerne

Spørger I mig, så tror jeg at regeringens forslag om 37 timers tvungen aktivering af flygtninge- og indvandrerkvinder ikke vil have en mærkbar effekt i sig selv. For at regeringens forslag skal have en positiv effekt skal der sættes ind på to områder.

1. Et øget fokus på at efteruddanne de fagprofessionelle til opgaven er vigtigt. At flytte kvinderne fra kontanthjælp til selvforsørgelse kræver specialiseret faglighed der bygger på kulturforståelse.
2. Der skal indtænkes undervisning, der skal klæde kvinderne på med danske kulturelle kompetencer og færdigheder, så de vil føle sig trygge og hjemme på en dansk arbejdsplads.

Hvis regeringen undlader at afsætte midler til disse to ting i indsatsen, tror jeg det bliver mere en svært at nå de ønskede mål, med at øge beskæftigelsen blandt flygtninge- og indvandrerkvinder fordi:

”For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstå mere end ham, men dog først og fremmest forstå det, han forstår.

Når jeg ikke gør det, så hjælper min merforståelse ham slet ikke”.