Har folkeskolen givet op overfor udsatte minoritetsbørn?

Børn opdrages til at passe ind i den kultur de lever i

Enhver kulturs børneopdragelse har til formål at iklæde barnet kompetencer og færdigheder så barnet kan klare sig i det samfund barnet skal leve i. Der er store kulturelle forskelle på de danske normer og værdier og den ikke-vestlige verdens. Derfor er der ofte stor forskel på den opdragelse danske børn får og den opdragelse mange minoritetsbørn får.

Mange minoritetsbørn bor i områder hvor den ikke-vestlige verdens normer og værdier præger boligområderne. Og det er ofte børn fra sådanne områder, der kan have udfordringer i institution, skole og uddannelsessystem.

Demokratisk børneopdragelse

Her i landet fungerer næsten alt demokratisk også den måde vores børn bliver opdraget på. Vi ser vores småbørn i stand til at modtage læring i samme øjeblik de er kommet til verden. Derfor går vi straks i gang med at stimulere barnets læring via stemmeføring, mimik, legetøj, kropskontakt, regulering af døgnrytme og mad m.v. Målet for selve opdragelsen er at træne barnets selvstændighedsevne, så det som voksen er i stand til at klare sig selv. Uden at lægge hverken sin familie eller samfundet til last.

At leve i et demokrati kræver særlige kompetencer og færdigheder. Det er ikke noget vi tænker så meget over, da vi helt naturlig har fået disse færdigheder via vores opdragelse. At leve i et demokrati kræver selvstændighed, personligt ansvar, samarbejdsevner, empati, ligestillings- og solidaritets tankegang m.v. Disse værdier er blevet dyrket frem via en demokratisk tankegang.

Autoritær opdragelse

I den verden ikke-vestlige flygtninge og indvandrere kommer fra, er der ikke ret mange demokratiske samarbejdsformer at spore. Her fungerer stort set alt autoritært og hierarkisk. End ikke ægtefæller har et demokratisk samarbejde, da de har hver deres faste rolle i familien og i livet.

I denne kultur er der ikke et velfærdssystem der kan holde hånden under den enkelte. Her er det familien der udgør sikkerhedsnettet. Og jo større familien er og jo stærkere den holder sammen, jo bedre et sikkerhedsnet udgør den. Derfor kræver det også et helt andet sæt kompetencer og færdigheder at skulle begå sig her.

Børn i denne kultur får derfor en meget anderledes opdragelse end de vil få i et demokrati. En opdragelse hvor børnenes køn bestemmer deres roller, og hvor børnene bliver opdraget med et sæt kompetencer og færdigheder, der tilgodeser familiekollektivets normer og værdier.

Da både familiekollektivet og samfundet fungerer autoritært og hierarkisk, er det helt andre kompetencer der er brug for. Her er det kompetencer og færdigheder som lydighed, familieloyalitet, afhængighed af familien, ære, accept af køns- og aldershierarki m.v., der er målet for opdragelsen. Her er det ikke individet der er i centrum, men familien med en respektfuldhed for de ældre og dem som bestemmer.

Et anderledes syn på børns læring

Man har også et helt anderledes syn på børns læring. Blandt andet ser man ofte, at barnet ikke er i stand til at lære i barnets første leveår. Ja faktisk helt frem til 3-5 årsalderen. Det betyder at barnet ikke på samme bevidste måde får stimuleret indlæringen, fra da barnet kommer til verden, som ved danske børn.

På grund af de opdelte kønsroller, er det moderen der står for opdragelsen af børnene indtil de er ca. 10 år. Og da man ikke har tradition for at styrke småbørns læring, er moderen ikke bevidst om at have øjen- og kropskontakt, tale, sang, lyde, legetøj og leg med barnet, og at dette er en vigtig forudsætning for at sætte gang i barnets indlæring. Det vil sige at småbørn med ikke-vestlig baggrund ikke får bevidst stimuli og læring i deres første leveår. Det er ikke et problem for børnene i den ikke vestlige verden, da alle bliver opdraget på samme måde. Men i et demokratisk samfund mangler børnene de kompetencer og færdigheder de ville have tillært, hvis det havde fået en opdragelse hvor der var fokus på den tidlige indlæring.

Ingen regulering af adfærd i de første leveår

Der er ofte heller ikke meget adfærdsregulering i barnets første leveår. Her er moderens opgave at sørge for at barnet har det godt. Hvis barnet græder, opfattes det som om at barnet ikke har det godt, og at man tolker det som at barnet er utilfreds med sin familie.

Derfor er hele familien optaget af, at barnet helst ikke skal græde. Og derfor sker der heller ikke meget adfærdsregulering i alderen 0-5 år. Det betyder, at der oftest ikke er faste senge- og spisetider. Det er barnet, der selv styrer det hele. Man kan sige, at børn i denne alder styrer hele familien med sin gråd.

Når børnene bliver ca. 5 år, sætter den autoritære opdragelse ind. Opdragen går fra at være styret af barnets lyst til at blive ydre reguleret af hele familien. Nu skal barnet lære at indordne sig under alders- og kønshierarkierne. Og da alt fungerer autoritært, foregår adfærdsreguleringen også autoritær. Det vil sige, at adfærden primært reguleres gennem trusler, psykisk afstraffelse og vold.

Dermed lærer børnene hurtigt at gøre som der bliver sagt. Dette bevirker at de ikke får lært at tale i dialog form, at stille spørgsmål til ting de ikke forstår at være kritiske og nysgerrige, at diskutere med sine forældre og søskende osv. Således bliver reflektionsevnerne heller ikke styrket på samme måde, som de vil blive, i et demokratisk samarbejde med forældrene, hvor fokus her er at selvstændiggøre børnene fremfor at afrette dem.

Den autoritære opdragelse giver problemer i Danmark

Den autoritære opdragelse har en række uheldige konsekvenser for børnene, når de skal leve deres liv i Danmark.

Disse konsekvenser bliver tydelige allerede når børnene kommer i dagtilbud. Her kan personalet have svært ved at rumme børnene da de endnu ikke er reguleret i deres adfærd. Det vil sige, at de ”fylder” og er kimen til uro og konflikter med de andre børn.

Undersøgelser viser, at de ikke vestlige børn er bagud i deres udvikling på en række områder. Sammenligner man de ikke-vestlige og de etnisk danske børn i alderen 3-5,5 år. Og kigger på empati, selvregulering og samarbejdsevner, kan man se at i 5,5 årsalderen er de ikke-vestlige børn i gennemsnit over to år bagud de etnisk danske børn. Faktisk har de ikke-vestlige børn i gennemsnit mindre udviklede evner på disse 3 områder, end et etnisk dansk barn på bare tre år.

 I skolen bliver den autoritære opdragelse en hæmsko for børnene.

Det ser ikke ud til, at børnene får indhentet disse kompetencer inden de går ud af folkeskolen.

Hvis man kigger på børn fra lande hvor man typisk har et autoritært og hierarkisk familiesystem. Vil det blandt andet sige børn med tyrkisk, pakistansk, irakisk, somalisk, syrisk og palæstinensisk baggrund. Her kan man se, at de i gennemsnit klarer sig dårligere end andre etniske grupper. Dette gælder desværre også efterkommerbørn.

Hvis man ser på folkeskolens afgangsprøve, og sammenligner efterkommerbørnenes karakterer fra de ovenstående lande med de etniske danske, kan man se deres karaktergennemsnit ligger 1,8 under de danske børn. Værst ser det ud med efterkommerdrengene, som i gennemsnit ligger 2 karaktertrin under de danske børns gennemsnit.

Årsagerne hertil kan være mange, men ud fra en kulturforståelse, er det let at finde forklaringer. Den autoritære opdragelse fungerer rigtigt godt, til at klæde børn på, til at fungere i en autoritær og hierarkisk verden hvor familiekollektivet er i centrum. Men i Danmark er sådan en opdragelse uheldig, da børnene ikke får de rette kompetencer til at kunne fungere optimalt i det danske institutions-, skole og uddannelsesmiljø.

Minoritetsbørns udfordringer skyldes ikke kun sociale parametre, traumer og eksilstress

Hele vores system bygger på demokratiske normer, solidariske værdier og samarbejdsformer. Og dem har en gruppe af vores minoritetsbørn ikke tilegnet sig, før de træder ind i vores skole- og uddannelsessystem. Det er derfor rigtig svært for disse børn at forstå læringsformer og social adfærd. F.eks. har man ikke lært at samarbejde, er det rigtigt svært at deltage i et gruppearbejde. Hvis man skal tolke en tekst med ringere analyse- og refleksionsevner, er det svært at gøre det lige så godt som de danske børn. Det kan også være svært at forstå de sociale koder og hvordan man skal opføre sig, hvis man som skolebarn hjemmefra opdrages med tydelige rammer, konsekvenser og straf. Mange forældre vil tillige have en forventning om, at skolen ligeledes sørger for at afrette deres børn.

Vi skal selvfølgelig ikke se bort fra de sociale parametre, traumer og eksilstress som for mange familier også har indflydelse på nogle af de udfordringer børnene møder. Men børnenes opdragelse, er en ikke ubetydelig del af forklaringen, og som er vigtig at forstå hvis vi skal hjælpe børnene til en bedre fremtid.